Trods næsten 15 år med fremgangsrig kamp mod fattigdom og social eksklusion, samt et vellykket arbejde med at synliggøre samfundets marginaliserede befolkningsgrupper bliver Venezuela lagt for had i visse medier.

Dér kan man praktisk talt sige alt om Venezuela – blot det er negativt. For realiteter, statistik og fakta er ikke væsentlige i den henseende. De seneste programmer om Venezuela giver det indtryk, at også Danmarks Radio har til hensigt at misinformere og manipulere sine seere (DR1 og DR2 den 11. februar).

Det er blevet en dårlig skik for medierne at bruge løgn, at fordreje sandheden og at skjule informationer. Det er graverende, når udsagn og beskyldninger fra personer med poster i tidligere venezuelanske regeringer betragtes som valide, uden at der bliver gjort opmærksom på, at de pågældende er tiltalt for landsforræderi. 

Medierne viderebringer således anklager om overtrædelse af menneskerettighederne som sandfærdige uden at efterprøve påstandene. De kommer fra terrorister, som er kendt skyldige i at anbringe bomber på ambassader og offentlige områder, og fra bankmænd og forretningsmænd, der har svindlet med tusindvis af menneskers opsparinger, eller som har snydt i skat.

Der gives også helt ukritisk taletid til medlemmer af den dømmende magt, som har frikendt denne type mennesker. For eksempel sås i DR's program dommer Afiuni (er nu suspenderet, red.). Også internationale narkobaroner får taletid.

Det er en perverteret, politisk journalistik, der overtræder de mest elementære principper for journalistisk etik. 

Medierne viderebringer således anklager om overtrædelse af menneskerettighederne som sandfærdige uden at efterprøve påstandene.

Et andet eksempel på den slags er den spanske avis El País, som på forsiden den 24. januar havde anbragt et fem år gammelt billede fra et youtube-klip af en mexicansk patient. Patienten på billedet blev fremstillet som præsident Chávez anno 2013.

Da farcen blev for uholdbar, og latterliggørelsen på internettet blev for stor, undskyldte avisen overfor sine læsere, men kun over for dem. Forhånelsen af patienten, den mexicanske herre, og af Venezuelas præsident kunne ikke være mere skamløs.

En del af oppositionen i Venezuela benytter samme taktik. Men det er kun en del og ikke hele oppositionen. Mange af oppositionens vælgere er i dag trætte af denne uværdige metode. De anerkender i stedet den bolivarianske revolutions resultater, og vil ud fra disse formulere deres kritiske synspunkter. Det er demokrati! På den ene side ytringsfrihed, og på den anden side retten til umanipuleret information, hvorfra man kan danne sine holdninger.

Hvor megen troværdighed kan man tillægge en DR-dokumentar, som kalder en præsident for diktator, trods det han de sidste 14 år er blevet valgt og genvalgt af et stort flertal ved fire præsidentvalg. En præsident, som indirekte er blevet legitimeret ved 10 parlamentsvalg, regionalvalg og lokalvalg, og hvis politiske initiativer er blevet støttet ved fire folkeafstemninger? Disse nemt tilgængelige fakta vælger journalisten at se bort fra.

Hvilken relevans har en dokumentar, som taler om vold i Venezuela uden at referere til de strukturelle årsager dertil? En dokumentar, der ikke nævner fattigdom, ulighed, 80'ernes neoliberale politik, samt den stadigt større narkohandel i hele Latinamerika som årsag til denne vold, der vel at mærke ikke er værst i Venezuela.

Medierne skjuler problemets kerne. Volden er et problem i regionen, og alle lande forsøger at finde en løsning - oftest med tvang og voldelige metoder. I Venezuela har man derimod valgt at bekæmpe problemet med inklusion, uddannelse og skabelsen af muligheder.

Det er måske en lang vej, men den viser sig allerede nu at være den mest effektive. Ikke at anerkende denne bestræbelse og ikke nævne noget af det, som regeringen til dato har opnået, er inhumant og mest egnet til et reality-show. Og hvordan kan man tage dokumentarudsendelser seriøst, når de rejser alvorlige beskyldninger uden at bevise dem? 

Over for disse dokumentarfilms klare manipulerende intentioner vil den bevidste, danske seer stille spørgsmålet: Hvad er grunden til, at DR gang på gang sender disse smædekampagner ud? Er det, fordi DR ønsker at fortælle en løgn så mange gange, at den - som Goebbels sagde - bliver til virkelighed?