Noget, der kendetegner LGBT-bevægelsen, er en udpræget mangel på historisk bevidsthed.

Det giver ikke mening at tilbageprojicere den senmoderne identitet "transkønnet" til 1969, hvor den ikke fandtes. 

Stjerneeksempler herpå er Christopher Street-opstanden, homorettighedskampens historie og Priden.

Christopher Street-opstanden

Det er for eksempel  en stadigt mere populær myte, at Christopher Street-opstanden blev startet af en sort transkvinde, og at homoseksuelle i dag derfor både skylder de transkønnede Priden og alle de rettigheder som homoseksuelle har tilkæmpet sig i de sidste årtier. Denne påstand holder imidlertid ikke vand.

For det første giver det ikke mening at ville tilbageprojicere den senmoderne identitet "transkønnet" til 1969, hvor den ikke fandtes. I 1960’erne blev kønsoverskridende biologiske mænd, der var seksuelt interesseret i andre mænd, set som homoseksuelle transvestitter og ikke som transkvinder.

For det andet var optøjerne spontane uroligheder, der hverken var planlagte eller havde nogen leder.

For det tredje så viser de primærkilder vi har, herunder de få fotos fra urolighederne, grupper af unge, hovedsageligt hvide mænd. Så hvorfor fratage bøsserne æren for Christopher Street-opstanden?

Men det er også mere grundlæggende set dybt problematisk, at tro, at der går en lige linje fra Christopher Street-opstanden til nutidens homorettigheder.

Homobevægelsens start i 1948

Der fandtes nemlig allerede en homobevægelse før Christopher Street-opstanden. LGBT Danmark blev for eksempel grundlagt i 1948 som "Foreningen af 1948", der senere tog navneforandring til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske.

Det er lidt sjovt, at de samme mennesker, der hylder foreningens grundlægger Axel Axgil som et homorettighedsforkæmper-ikon, kan tro, at homobevægelsen startede med Christopher Street-opstanden.

Christopher Street-opstanden var derimod utvivlsomt inspirator for de pride demonstrationer, der i årene efter opstanden begyndte at poppe op rundt omkring i den vestlige verden. Og den var også i et varieret omfang en inspirationskilde til den revolutionære homobevægelse – i Danmark i form af Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse.

Den revolutionære homobevægelse

Disse grupperinger var lige præcis revolutionære. De ønskede ikke, at bøsser og lesbiske skulle favnes af og inkluderes i det etablerede heteroseksuelle, patriarkalske og kapitalistiske samfund.

De så sig i stedet som spydspidsen i en politisk og seksuel revolution, der skulle omstyrte den etablerede orden. Indtil det mål var nået, forsøgte man at skabe en modkultur til det etablerede samfund hvor henholdsvis bøsser og lesbiske (hver for sig, da man var kønsseperatistisk) kunne opleve det alternative fællesskab, som de håbede engang ville erstatte den etablerede samfundsorden.

Det patriarkalske ægteskab 

Faktisk var der i 1970’erne stort set ingen homoseksuelle aktivister, der ønskede at homoseksuelle skulle få lov til at gifte sig. Man kæmpede ikke for at ægteskabet skulle udvides til at omfatte par af samme køn – man så ægteskabet som en undertrykkende patriarkalsk institution, som skulle afskaffes.

Hvis man vil finde oprindelsen til de mange homorettighedspolitiske succeser, som vi har set i de sidste årtier, skal man i stedet se på aids-epidemien.

Det er interessant nok næsten glemt i dag, men aids var den største katastrofe i de homoseksuelles historie – lidt på linje med holocaust for jøderne.

AIDS-epidemien

Ikke nok med at titusinder af bøsser døde af aids, ofte under store lidelser, epidemien udløste også et homofobisk backslash. Mange homoseksuelle aktivister begyndte at forstå, at de havde brug for majoritetssamfundets støtte – både økonomisk og socialt – for at få bugt med denne epidemi.

I en tid, hvor Margaret Thatcher opfandt begrebet "TINA" – "there is no alternative" (til den neoliberale kapitalistiske verdensorden) blev dette slogan også til homokampens nye dagsorden. Man skrottede drømmen om revolutionen og gik i stedet i gang med at kæmpe for at blive accepteret og inkluderet i den etablerede verdensorden – og det på dennes præmisser.

Pride

Det er også her, at Priden skifter fra at være en politisk protest til en mangfoldighedsfest.

Erhvervslivet og den politiske elite skulle ikke nyde noget af at deltage i en mindre flok vrede bøssers og lesbiskes protest – men med tiden kom de til at elske den harmløse mangfoldighedsfest, hvor de i voksende grad får lov til at iscenesætte sig selv som fanebærere for tolerancen.

Denne udvikling skete selvfølgelig ikke over nat. Og den var ej heller nem. Og interessant nok var den såkaldte queer-bevægelse længe modstander af denne udvikling.

Queer-bevægelsen

Queer-bevægelsen opstod i 1990’erne, i den samme periode hvor den revolutionære homobevægelse var hensygnende eller allerede de facto død.

Queer trak på nogle af dens ideer, men man var og er meget mere individualistisk, ligesom man trækker på teorien om, at man via performance kan nedbryde samfundets undertrykkende strukturer.

Interessant nok var queer oprindeligt stærkt kritisk overfor identitetspolitik – i hvert fald den, der handlede om kvindekampen og homokampen. Ud over, at man fra starten af havde et belastet forhold til kategorien "kvinde" og "homoseksuel", så var man også af den overbevisning, at identitetspolitik føres på bekostning af andre og derfor er dybt problematisk.

Ved hjælp af queer har LGBT-bevægelsen sejret ad helvede til.

I det første årti i det nye årtusinde var det et fast indslag i forbindelse med hver Pride, at Enhedslistens Queerudvalg med forskellige midler protesterede mod Priden, der blev beskyldt for for islamofobi og homonationalisme – og så ikke mindst for ikke at sætte fokus på transkønnedes situation.

Men det var dengang. I dag favner Priden i den grad de transkønnedes sag, at Copenhagen Pride end ikke vil tage afstand fra den dybt antihomoseksuelle påstand om, at lesbiske, der ikke ønsker sex med transkvinder, der har en penis, og bøsser der ikke vil have sex med transmænd, der har en vagina, skulle være transfobiske.

Priden er i dag ikke bare en megakommercialiseret iscenesat selvgodhedsfejringsevent – den er også blevet til et projekt, der angriber homokampens fundament – nemlig retten til at være til personer af samme biologiske køn som en selv. Ved hjælp af queer har LGBT-bevægelsen sejret ad helvede til.