I de socialpolitiske bevægelser var der kæmpestore forventninger til den nye regering efter 10 års borgerlig massakre, hvor socialpolitikken stort set blev gjort identisk med beskæftigelsespolitikken.

SRSF-regeringen har bebudet en egentlig socalreform, og det har ikke skortet på gode og gennemarbejdede forslag til reformens indhold fra de socialpolitiske fagfolk.

Det er en sikker vej til forsikringssamfundet, hvor fattige er henvist til fattig hjælp.

Nu har socialminister Karen Hækkerup så løftet sløret for indholdet i socialreformen. Og det lever langt fra op til forventningerne. Der er fornuftige tiltag omkring udsatte børn, narkomaner og unge kriminelle.

Og så er der en række meget bekymrende tanker omkring prioritering af fremtidens velfærd. Med argumenter om at vi skal sikre penge nok til de mest udsatte, lægger ministeren op til at droppe endnu flere elementer af den universelle velfærdsmodel.

Helt i tråd med VK-regeringen har SRSF valgt en vej med skattelettelser og dermed færre penge til velfærd, som derfor skal prioriteres, så de rige ikke kan få. Det er en sikker vej til forsikringssamfundet, hvor fattige er henvist til fattig hjælp.

Der er også foruroligende planer om, at frivillige skal ind og overtage nogle af velfærdens kerneområder i takt med, at der skæres ned i kommunerne. 

Og så er der alt det, som ikke står i reformen. Først og fremmest de sociale organisationers drøm om en langt mere helhedsorienteret indsats baseret på det enkelte menneskes behov og muligheder - væk fra den nuværende kommunale silotænkning.