Den 13. december 2017 overværede jeg et møde, der blev afholdt i fællessalen på Christiansborg med titlen "Ukraine - en konflikt i Europa". Mødet var indkaldt af Danish Helsinki Committee for Human Rights.

Det afslørede en markant skævhed i holdningen til Rusland og Ukraine.

Det var Martin Lidegaard MF og tidligere udenrigsminister fra Radikale Venstre og Karsten Fledelius, formand for den danske Helsinkikomite og formand for Dansk-Russisk Forening, der bød velkommen. De sagde begge, at de holder meget af såvel ukrainere som russere. Men så var det også slut med at dele sol og vind lige.

På mødet blev Maidanopstanden i Kiev omtalt som en hyggelig og fredelig begivenhed, hvor bedstemødre sørgede for kaffe og mad.

Porosjenko blev af Martin Lidegaard fremstillet som en person, der grundlæggende vil demokratiet. De ukrainske nazister blev slet ikke omtalt.

Russerne gøres til fjenden

Det indkaldte panel bestod af Kim Frederiksen, ph.d. i historie, Hanne Severinsen forhenværende MF for Venstre, Rasmus Jarlov MF for Konservative, formand for Folketingets forsvarsudvalg, Leif Bülow tidligere OSCE-observatør i Ukraine og Jens Alstrup (kendt fra cykeltur gennem Sibirien). De var alle helt enige om, at årsagen til den aktuelle konflikt ene og alene ligger hos Putin og russerne.

Det var sikkert også derfor, at der ikke var indbudt russere til mødet. Et møde med bias; men med stor enighed om, at Rusland lægger op til krig.

Martin Lidegaard sagde, der er ingen russere i Ukraine. De er alle sammen per dekret gjort til Ukrainere. Ukraine er en moderne multikulturel stat. Alle er ukrainere. 

Der bor imidlertid 8.000.000 russere i landet. De blev så at sige hjemløse, da Sovjetunionen gik i opløsning. Russerne udgør i al beskedenhed 17 procent af Ukraines befolkning. Men på mødet på Christiansborg eksisterede de ikke.

Nu kunne man så forestille sig, at der ville være løbende diskussioner under mødet. Nej. Det var der ikke; men fra 16.40 til 17.10 kunne man stille spørgsmål via en vandrende mikrofon. Der blev også stillet en del spørgsmål. De fleste handlede om Ruslands krig i Ukraine.

Jeg tillod mig at spørge om, hvorfor Porosjenko havde lukket de russiske virksomheder i Lugansk og Donbass? Hvad var der sket med den russiske bank Sberbank? Er der ikke også noget med, at Porosjenko helst ikke ser, der tales russisk? 

Leif Bülov kunne berette, at han med egne øjne havde set russiske troper så at sige overalt i Donbass og Lugansk. Separatisterne, som han kalder russerne i Ukraine, løber rundt med russiske våben dagen lang.

Vesten vejrede morgenluft

Men sagen er jo efter min mening, at aldrig så snart Sovjetunionen var opløst, dukkede sælgere fra EU og NATO op. Ukraines plads var helt naturligt i EU og NATO – ikke noget med, at det kunne tænkes, at Rusland ville pege på nogle geopolitiske sikkerhedsforanstaltninger.

Hele mødet var præget af bias, halve sandheder og halve løgne. Flere paneldeltagere var helt sikre på, at det var Putin, der skød MH17 ned den 17. juli 2014 – ganske kort tid før EU skulle tage stilling til nye sanktioner mod Rusland. 

Martin Lidegaard plæderede for øget støtte til NATO og de meget vigtige NGO’er, der arbejder i Ukraine, Moldova, Hviderusland, Georgien og Transnistrien.

Jeg fik en forestilling om, at Martin Lidegaard er en ildsjæl, der varmt og inderligt ønsker et NATO fra Ishavet til Sortehavet – uden irriterende og helt unaturlige afbræk og hensyn til andre landes geopolitiske interesser.

Han sluttede mødet med at sige, at Rusland kun forstår en hård hånd. De skal vide, at Rusland ikke bare kan udvide, som Putin har lyst til, og så er han helt sikker på, at Putin planlægger nye cyberangreb på den vestlige verden. Han er også helt sikker på, at russerne og især Putin intervenerede i den amerikanske valgkamp. Det er russernes hævn, at vi i dag skal slås med et monster som Trump.

Et spinkelt kompromisforslag

Mogens Lykketoft sagde i sine afsluttende bemærkninger blandt andet, at Ukraine aldrig bliver medlem af NATO. Lykketoft går ikke ind for Ruslands anneksion af Krim. Men han sagde også, at Vesten havde sovet i timen. Var det EU’s hovedkulds forsøg på hurtig Ukraine-indlemmelse, der forårsagede den russiske reaktion? Eller var det NATO, der vejrede morgenluft? Ingen havde i hvert fald snakket med russerne først. Vi må ikke glemme, vi har flere fælles interesser end modsætninger, sagde Lykketoft og sluttede af med: ”Vi skal prøve at finde et kompromis på en god dag”.

Gift og galde og et par muntre kommentarer indimellem. Det eneste konstruktive initiativ blev overladt til Mogens Lykketoft.

Det er tankevækkende, at det skæve møde var indkaldt af Danish Helsinki Committee for Human Rights.