Skal fagbevægelsen være politisk? Det spørgsmål har været diskuteret siden fagbevægelsens start. Ikke bare i Danmark, men alle steder hvor arbejdere har slået sig sammen i foreninger til forsvar for deres umiddelbare interesser.

Den danske arbejderbevægelse blev faktisk født som en politisk bevægelse.

Den faglige arbejderbevægelse i Danmark blev faktisk født som en politisk bevægelse. Det skete i modsætning til tidligere tiders borgerlige arbejderforeninger, som med vægt på oplysning og velgørenhed forsøgte at højne arbejdernes sociale forhold.

Den 15. oktober 1871 dannedes den danske sektion af den 1. Internationale, der var et socialistisk parti med basis i fagopdelte medlemssektioner, der umiddelbart også kunne dække behovet for faglig organisering. Både dansk fagbevægelse og Socialdemokratiet som parti, kan derfor betragte denne dato som "fødselstidspunktet".

Den spæde start

Én af grundlæggerne, Louis Pio, skitserede i 1871 de to væsentligste arbejdsopgaver for bevægelsen:

For det første skulle man bruge sin stemmeret, så man kunne få indflydelse på landets ledelse. Derfor burde man organisere sig i en forening, der havde et klart politisk formål. På trods af sin opposition til det bestående samfund, havde Pio altså en vis tiltro til det politiske system.

I 1878 ophørte ordningen med automatisk medlemskab af både fagforening og parti. 

For det andet skulle arbejderne efter Pios mening, organisere sig fagligt, fordi arbejdernes særlige forhold til produktionsmidlerne gør dem til en særlig klasse. I praksis foregik det på den måde, at man meldte sig ind i sin respektive fagforening opdelt efter fag og fagforeningerne udgjorde så partiet, altså det daværende Socialdemokrati.

Dette betød, at man som fagforeningsmedlem automatisk var medlem af Socialdemokratiet, og partiet var de fagopdelte foreninger.

Organiseringen førte blandt andet til Slaget på Fælleden, som var et møde med både faglige og politiske krav. Det endte jo som bekendt med, at arbejderne fik tæsk af politiet, og de tre ledende skikkelser Pio, Brix og Geleff blev smidt i fængsel.

Da Pio efter næsten tre års fængsel blev lukket ud, blev han den 25. juli 1875 valgt som formand for "Fagforeningernes Centralbestyrelse" og blev dermed arbejderbevægelsens såvel faglige som politiske leder.

Desværre gav politiet ham et tilbud, han ikke kunne modstå, så med penge på lommen forsvandt han til USA. Dette svigt betød, at den spæde arbejderorganisation gik lidt i opløsning.

Parti og fagforening bliver adskilt

Men allerede i 1877 blev en lille kreds af fagbevægelsens folk dog enige om at oprette en fagforeningsbygning i København, og de fik gang i en socialistisk presse. Ovenikøbet lykkedes det også at få opstillet kandidater til valget. Den nye organisation kaldte sig Socialdemokratisk Forbund.

EU har da i dén grad sat sine spor i det danske samfund og dermed påvirket vores medlemmer.

Under denne organisations ledelse blev arbejderbevægelsens opbygning ændret. Det politiske og faglige arbejde blev adskilt i to forskellige organisationer. I 1878 ophørte ordningen med automatisk medlemskab begge steder, og derefter blev det stort set, som vi kender det i dag.

Ledelsesmæssigt var man dog stadig gensidigt repræsenterede i hinandens ledelser. Sådan var det op til 1996, hvor LO/fagforbundene og Socialdemokratiet enedes om at denne procedure måtte ophøre.

Der har altså op igennem historien været en symbiose mellem især Socialdemokratiet og fagbevægelsen - også selvom der med tiden opstod både andre partier og retninger. Det var blandt andet Syndikalisterne, der mente, at det udelukkende var arbejdernes direkte kampe, der skulle omstyrte det eksisterende samfund. Og kommunisterne der var enige i, at der også skulle kæmpes politisk, men hvor uenigheden lå i selve målet og retningen. 

De gule ....

Og så opstod der også tidligt de såkaldte "gule fagforeninger", der dog aldrig har været rigtige foreninger. De ejes af enkeltpersoner eller af en snæver ejerkreds og således er alt demokrati og medbestemmelse udelukket. De første gule fagforeninger blev startet af arbejdsgiverne, der ovenikøbet sørgede for, at det var gratis at være medlem.

Den tætte tilknytning og hensyntagen til socialdemokratiske partiinteresser er kommet før medlemmernes interesser

Så principielt er arbejdsgiverne ikke imod fagforeninger. De ønsker bare ikke, at de er socialistiske, men kristelige eller liberale. Men bemærk at fagforeningerne stadig er politisk orienteret. For på trods af at den kristelige fagforening for eksempel fremhæver det som en styrke, at den er upolitisk, så skal guderne vide, at deres sidden med hænderne i skøddet har betydet, at arbejdsgiverne har haft lettere spil overfor fagbevægelsen. Så indirekte har de gule fagforeninger været en støtte til arbejdsgiverne, hvilket også er en måde at tage politisk stilling på.

Partihensyn hæmmer fagbevægelsen

Symbiosen mellem det partipolitiske og fagbevægelsen har haft sin historiske betydning for, at der overhovedet opstod muligheden for en organisering af arbejderne i Danmark. Men som årene er gået, har selvsamme symbiose også vist sig at være en gevaldig hæmsko for fagbevægelsens videre udvikling. Fagbevægelsens tætte tilknytning og hensyntagen til socialdemokratiske partiinteresser har også under kriser ført til, at medlemmernes interesser er blevet tilsidesat. 

Vi har også set en tendens til, at fagbevægelsen ligesom gik i dvale, når Danmark havde en socialdemokratisk ledet regering. Så turde fagbevægelsen ikke kæmpe eller protestere mod angreb på medlemmernes interesser.

Og selv i dag bruges argumentet med kontingentkroner, der ydes til direkte støtte til Socialdemokratiet, til at lokke medlemmer over til de gule fagforeninger. Man glemmer at fortælle, at dét beløb, der gives, blot er nogle få kroner årligt. Altså, ikke nogen bondegård, men trods det har man stadig muligheden for at frasige sig partistøtten, og pengene går så i stedet til kulturarbejde.

Kontingent og partistøtte

Men snakken om kontingentkroner og partistøtte handler igen mere om politisk retning end om medlemmernes såkaldte frihed til at vælge. For hvor er beskyttelsen og gennemsigtigheden, når vi for eksempel køber mælk og smør fra Arla Foods? Gennem Mejeriforeningen yder de økonomisk støtte til Venstre, og her har Christiansborg da ikke givet os som forbrugere nogen mulighed for at frabede os partistøtte ved de daglige indkøb. Hvis bekymringen virkelig gælder det enkelte menneskes ret til at sige fra over for uønsket partistøtte, så kunne de jo begynde med at forbyde enhver form for økonomisk støtte til de politiske partier fra andre end partimedlemmer selv, samt den støtte de får fra statskassen i form af midler i forhold til antal stemmer.

Som fagbevægelse har vi politiske interesser, og det mere end nogensinde før. Arbejdsmarkedet er under konstant beskydning fra politisk hold. Vi skal nu blive endnu længere på arbejdesmarkedet. Syge sendes i evindelige ressourceforløb og kontanthjælpsloftet har skabt flere fattige familier. Vi skal være villige til at flytte for at få job, og vi skal også gerne være villige til at holde op med at ryge og tabe os for mesters skyld. Ikke fordi der næres en medmenneskelig omsorg for vores vé og vel, men fordi vi har pligt til at være så effektive som muligt!

Medlemmernes interesser i front

Så jo! Fagbevægelsen skal være politisk og blande sig hver evig eneste gang, at medlemmernes vitale interesser bliver angrebet. Den bør aldrig acceptere forringelser, der rammer dens medlemmer. I stedet må den kæmpe for en politik, der tilgodeser dens medlemmer.

Men fagbevægelsen skal ikke være partipolitisk bundet til ét bestemt parti. Medlemmerne ønsker det ikke, og fagbevægelsen har brug for bredere politiske alliancer end blot Socialdemokratiet. Dermed ikke være sagt, at der ikke kan være fælles interesser, eller at man ikke i fællesskab kan forfølge disse interesser. Mit synspunkt er alene, at denne fælles interessekamp skal forfølges på et professionelt grundlag, der respekterer, at dansk fagbevægelse i dag er en enhedsfagbevægelse.

Partibogen har overlevet sig selv

Den tid, hvor man gav sig selv og hinanden mundkurv på for at opretholde det gode forhold til partibosserne, og hvor man skulle have partibogen i orden for at kunne opnå en position indenfor fagbevægelsen, må siges at have overlevet sig selv.

Nu er fagbevægelsen at finde på mange fronter, i folkelige bevægelser og selv på festivaller i det ganske danske land, og dét er en udvikling, der skal fortsættes og styrkes. Vi må blot huske på, at det ikke må ende med at blive medløberi, men at vi faktisk også promoverer og advokerer for fagbevægelsen i disse fora. Vi skal konstant gøre opmærksom på de mange resultater, som den danske fagbevægelse har opnået.

Hvordan ville Danmark have set ud, hvis ikke fagbevægelsen havde haft klare politiske visioner og kæmpet for børn, skoler, uddannelse, idræt, boliger, ligeløn, arbejdsmiljø, ældre og socialt udstødte? Hvem skaffede ferieloven og ferieprocenten? Hvordan ville arbejdsmiljølovgivningen se ud?

Det er i høj grad fagbevægelsens politiske virke og pres, der igennem historien har sørget for ordentlige forhold på disse områder. Det må ikke tabes på gulvet, nu hvor de står for skud fra borgerlige kræfters side.

EU-sporet i Danmark

Globaliseringen og medlemskabet af EU har også en stor betydning for vores medlemmers dagligdag, så selvfølgelig må og skal fagbevægelsen også diskutere og forholde sig politisk til de konsekvenser, det har. Internationale økonomiske kriser og arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor EU har da i dén grad sat sine spor i det danske samfund og dermed påvirket vores medlemmer, så hvis ikke vi som fagbevægelse - også på denne bane - forsvarer vores medlemmers interesser, så svigter vi ikke blot dem, men også vore oprindelige formål.

Så til dem, der ytrer, at "fagbevægelsen er gode nok - bare de ikke blander sig i politik", vil jeg bare sige, at jeg er lodret uenig! Vi skal som fagbevægelse turde formulere vores egen politik og på det grundlag samarbejde med alle relevante politiske partier. Mit eget forbund 3F vedtager faktisk på sin kongres et fagligt og politisk program, vi som 3F’ere er enige om på tværs af partigrænser.

Fagbevægelsen - en magtfaktor

Vi skal på den måde gøre medlemmernes faglige interesser gældende generelt i samfundet, og når det gælder lovgivning og de landsdækkende overenskomster.

Vi skal være politisk talerør i samfundet for de interesser, der vokser ud af medlemmernes hverdag i modsætningsforholdet til arbejdsgiverne.

Det er i høj grad vores opgave at være politisk, vi skal bare ikke være partipolitisk.

Og lykkes det, kan vi genskabe fagbevægelsen til den magtfaktor, den fortjener at være, og som kunne samle arbejderpartierne i en fælles kamp for medlemmernes sociale, økonomiske og politiske rettigheder!