Overalt hører man om, at de kære studerende – primært pigerne – bliver stressede og deprimerede undervejs i deres skolegang. Samtidig taler politikerne om, at de unge har alle muligheder i dag for at få sig en uddannelse, men er det hele så sort/hvidt, som politikerne og samfundet ønsker det? 

Selv er jeg én af dem, som har måttet afbryde en uddannelse grundet stress. Min stress, troede jeg dengang, skyldtes skolens,  samfundets og mine forældres forventninger til mig, og alle andre i det hele taget, men snart erfarede jeg, at problemet lå hos mig selv.

Den indre kritiker tog overhånd

Det var selvfølgelig egne forventninger, egne forestillinger om, hvad folk forventede af mig, og egen kritiker i maven, der alt for ofte tog overhånd.

Dengang forstod jeg ikke, hvordan det dog kunne gå så galt.

Jeg ønskede at gøre alt perfekt, og der var ikke plads til at have en dårlig dag. Det lyder helt absurd, set i bakspejlet, og dengang forstod jeg ikke, hvordan det dog kunne gå så galt, men det ser jeg ingen overraskelse i den dag i dag.

Alle de forventninger til mig selv må være kommet et sted fra, og det bringer mig straks til det næste emne: Den nuværende og den tidligere regerings plan for unge og uddannelse.

Lige siden jeg var tolv år gammel, har jeg skullet tage stilling til, hvad jeg gerne ville være, når jeg bliver “stor”.  Vi lagde uddannelsesplaner, hvor vi skulle udfylde en masse formularer, om hvem vi var, vores ambitioner og ønsker i livet.

Halvdelen af min klasse havde ingen anelse om, hvad de ville. På daværende tidspunkt havde vi alle rimelig travlt med at finde ud af, hvad det dér pubertet var for noget, og så var der også noget med ham Thue fra 7. klasse, som så lidt sød ud. Alle de nye og spændende ting, der skete i den alder, var ligesom rigeligt i sig selv.

Jeg mener, at det er absurd, at vi i så ung en alder skal tage stilling til vores videre uddannelsesforløb, idet hovedparten af børn i den alder, ikke har den fjerneste idé om, hvad de vil.

Legen stopper heller ikke her. Hele vejen op gennem systemet bliver vi konfronteret med, at vi skal tage ansvar, få os en uddannelse og blive til noget. Men hvad med dem, der ikke er boglige? 

Kvinder og mænd er forskellige

Samtidig findes der folk, som er mere boglige end andre – primært siges det, at mænd er mere praktisk orienterede end kvinder. Jeg læste forleden en artikel, der fremhævede, at uddannelsessystemet slet og ret ikke er indrettet til drenge og mænd. Det er langt mere kvinde-venligt, hvilket gør, at mange af de unge mænd sakker bagud på skolebænken. 

Det er et kæmpe problem, fordi på de ikke-boglige uddannelser, som for eksempel håndværkerfagene, mangler der praktikpladser til dem, som for nyligt har afsluttet grundforløbet. Det er paradoksalt, at regeringen bruger så meget tid på at fortælle danskerne, at de unge i dag har alle muligheder for at få sig en uddannelse, hvor der på den anden side går tomhændede unge mænd og kvinder rundt, fordi de ikke kan få afsluttet deres drømmestudie.

Alternativet ville være, at alle kom på universitetet og læste, men hvilken nytte vil det gøre for de ældre, der sidder på plejehjem? For alt det nybyggeri, der skal udføres? For supermarkederne, der skal fyldes op med varer? For leveringen af de nyindkøbte møbler til stuen?

Manglende pædagogisk uddannelse

Noget helt andet er, at vi ofte på ungdomsuddannelserne oplever, at vi får en lærer, der er helt nyuddannet fra universitetet, og skal undervise i for eksempel fysik og matematik.

Det er rigtig godt, at vedkommende har en stor viden inden for sit fag og er helt opdateret på alle fronter, men der er et enkelt problem: Læreren har ikke en pædagogisk læreruddannelse, og vi som studerende kan derfor opleve, at den nyuddannede gymnasielærer simpelthen ikke er i stand til at formidle sit stof. 

Så taber systemet en hel årgang på gulvet, og vi skal i det lange løb bruge en masse ressourcer for at sikre os en ordentlig eksamen og en ordentlig uddannelse i det videre forløb.

For mange elever i klasserne

I dag er det blevet sådan, at uddannelsesinstitutionerne får et ekstra tilskud for hver elev, der rent faktisk gennemfører uddannelsen. Det gør, at der er et alt for stort antal elever i klasselokalerne, hvilket er med til at forringe både lærernes og elevernes muligheder for at få et maksimalt udbytte ud af undervisningen. Det medvirker også til, at de lidt svagere elever let bliver overset og dermed ikke er i stand til at få den hjælp, som de har brug for.

Nogle skoler har så brugt andre midler for at komme disse problematikker til livs og knyttet en psykolog fast til institutionen, så de, der nu måtte ønske det, kan aftale en tid til en samtale og hermed få forebygget eventuelt stress eller andet. Jeg ville for eksempel ønske, at de havde det tilbud på den skole, hvor jeg gik tidligere, fordi jeg tror på, at det havde hjulpet mig til at se faresignalerne, og på den måde kunne jeg måske have undgået det nederlag. 

Dette indlæg er skrevet i håb om, at den nuværende regering får øjnene op for, at det er den helt forkerte uddannelsesstrategi, de fører netop nu. 

Kronikken er lettere forkortet.