Et af de mest bevægende kapitler i danmarkshistorien var, da det danske folk rejste sig imod besættelsesmagten i august 1943. Det er sparsomt med omtale af denne begivenhed i de officielle medier. Det virker som om, man helst vil forbigå den i tavshed.

Det kostede dyrt for dem, der blev taget af tyskerne – en umenneskelig tortur og senere henrettelse uden nåde. Det var prisen.

Men det er der slet ingen grund til. De virkeligt store og skelsættende begivenheder bør man huske og sætte sig ind i, fordi det på den ene eller anden måde får betydning senere i historien.

To og et halvt år inde i besættelsen var der allerede skabt en bred folkelig bevægelse mod nazismen. Dens brutale og skruppelløse overgreb på befolkningen skabte hver dag nye modstandere og tilhængere af frihedskampen.

Provinsbyerne rejser sig

Oprøret begyndte i Esbjerg i begyndelsen af august, rullede videre til Odense, hvor de store jernindustrielle virksomheder stod i spidsen for folkestrejken. Herfra gik impulsen tilbage til Esbjerg, hvor en sabotage på havnen ødelagde en kassefabrik til fiskeeksporten.

Det udløste en ny folkestrejke, der blev ført til sejr, idet tyskerne trak deres soldater væk fra gaderne om aftenen.

Fra Esbjerg fortsatte bevægelsen i andre store byer – Aalborg, Aarhus og i en række mindre byer, men ikke i København.

Arbejderne stod i spidsen

Hvordan kunne det lykkes at skabe opstanden den 29. august? Det kunne det, fordi arbejdspladserne stod i spidsen for opstanden. Det var først og fremmest arbejderne, der var førende i modstandskampen, og som gennem illegale blade organiserede modstanden og sabotagen.

Det kostede dyrt for dem, der blev taget af tyskerne – en umenneskelig tortur og senere henrettelse uden nåde. Det var prisen.

Alle byer, der deltog, kan sætte en hædersbenævnelse “helteby” på deres by, fordi de deltog i den afgørende kamp for Danmarks frihed.

Men hvordan kunne små duplikerede blade, som var lavet på en skjult adresse, skabe sådan en opmærksomhed? Det kunne de, fordi der bag de små og illegale blade stod en samlet organisation, Frit Danmark, der koordinerede indsatsen i de enkelte byer.

Det var denne indsats og samarbejdet mellem fagbevægelsens medlemmer og de øvrige faggrupper, der gjorde det muligt.

Det var funktionærer og tjenestemænd, private næringsdrivende og handlende, der alle sluttede op om den fælles modstand og protest i tiden op til den 29. august 1943.

Men prisen var høj. Tyskerne gennemførte et regulært terrorregimente og henrettede mennesker på åben gade for at skræmme modstandsbevægelsen til at opgive strejkerne. Men modstandsfronten holdt!

I Esbjerg truede kommandanten med at henrette to arbejdere på hver af byens arbejdspladser, og de gennemførte flere skinhenrettelser for at skræmme arbejderne til at opgive, men uden held.

Soldaterne væk fra gaderne

I Odense var det eneste ”dagblad” under folkestrejken det illegale Trods Alt. I et særnummer af bladet fra den 19. august 1943 hedder det under overskriften “Generalstrejken i Odense”:

”Med fasthed og sammenhold har Odenses befolkning, med arbejderklassen i spidsen, besvaret nazisoldaternes utålelige bøllestreger og provokationer... Enhver odenseaner ved, hvordan det er kommet dertil. Enhver ærlig dansk er for stolt til at tillade, at fremmede soldater gør vore gader til en slagmark. Odense er en dansk by og vil vedblive at være det. Enhver, der vil træde os for nær, skal få det at føle! Nu kører biler fulde af Gestapo- og naziknægte op og ned ad vore gader, men vi står fast. Vort simple og retfærdig krav er: Bort fra gaderne med de tyske soldater efter klokken 19 aften! Det gælder fredelige odenseaneres liv og førlighed. Det gælder vore børns sikkerhed. Vi kan ikke andet end at stå fast på dette krav... Alt for mange gange i de sidste dage har vi set, hvordan politiet havde travlt med at udføre tyskernes ordre, mens de stiltiende så på, at danske borgere blev lemlæstet og mishandlet. Nu må myndighederne i gerning vise deres danskhed!”

Appellen i Trods Alt blev hørt, og kravene blev også her ført igennem til sejr. Fra Odense gik bevægelsen videre til en række fynske byer, blandt andet Svendborg, som også var med i augustoprøret.

Alle byer, der deltog i de skelsættende dage, kan sætte en hædersbenævnelse “helteby” på deres by, fordi de deltog i den afgørende kamp for Danmarks frihed.

Regeringen må gå af

Der herskede hektisk aktivitet på Christiansborg, hvor politikerne desperat søgte efter en udvej af den tilsyneladende gordiske knude. Til sidst kapitulerede regeringen Scavenius og meddelte, at regeringen trådte tilbage. De overlod den daglige ledelse til et departementschefstyre.

Dermed afsluttedes den første del af besættelsens skændige kapitel,“samarbejdspolitikken”, over for ”den tyske værnemagt”. Fra den 29. august foldede frihedskampen sig ud i alle de mange former, som opfindsomhed og modstandsvilje fremkaldte.

Danmarks Frihedsråd, der stod i spidsen for kampen, var startet på initiativ fra Danmarks Kommunistiske Parti, som indbød de Konservative til et samarbejde. Rådet var bredt politisk sammensat med repræsentanter for både borgerlige og socialistiske holdninger.

De blev Danmarks de facto regering frem til befrielsen, og rådet blev også anerkendt af allierede med repræsentanter i Moskva, London og New York.

Det var denne indsats i augustdagene, som gjorde Danmark til en allieret og ligeberettiget partner efter krigen.