Det er faldet Enhedslistens udenrigsordfører Christian Juhl for brystet, (se kronik i Arbejderen 27. juni), at jeg i Arbejderen har kritiseret, at Ø overvejer at støtte udsendelsen af danske soldater til både Mali og Golanhøjderne.

Det er en meget vigtig diskussion, som trækker tunge spor tilbage til krigen mod Libyen, hvor Enhedslisten valgte at støtte dansk krigsdeltagelse første gang.

Enhedslisten kræver, at der ikke igangsættes internationale militære aktioner uden FN-mandat. Så langt er Christian og jeg enige. Men et FN-mandat betyder på ingen måde, at jeg støtter en konkret krig og slet ikke en dansk krigsdeltagelse. FN kan træffe forkerte beslutninger. Det har de gjort mange gange før, fra krigen i Korea til krigen mod Irak. Man må konkret vurdere, om en konkret FN-ledet krig er antiimperialistisk eller ej.

Danmarks rolle

Og så er der Danmarks rolle. Det er her, den virkelige diskussion ligger. Som krigen imod Libyen viste, er Enhedslisten både principielt og konkret villig til at sende danske soldater i krig, når FN-mandatet er på plads.

Min pointe er, at Danmark er et imperialistisk land og medlem af verdens mest røveriske og krigeriske alliancer NATO og EU. Derfor kan de danske soldater ikke optræde neutralt. De opfattes som en del af den imperialistiske verdensorden.

Christian Juhl finder et sådant standpunkt både "en smule unuanceret og ikke specielt dialektisk".

For Kommunistisk Parti er antiimperialisme ikke et taktisk spørgsmål, man kan forholde sig nuanceret og smidigt til i en debat i Folketinget. Det handler om at stå fast på sine principper og forsvare dem. For mig er antiimperialisme et princip, som jeg ikke fraviger.

Erfaringerne fra Libyen

Christian Juhl mener, at min holdning betyder, "at FN i princippet ikke kan spille nogen positiv rolle, før vi har bekæmpet imperialismen."

Naturligvis kan FN konkret spille en positiv rolle, også selv om imperialismen eksisterer. Det store spørgsmål er, om danske soldater i dag kan spille en positiv rolle i udlandet, så længe Danmark er en af USA's nærmeste allierede. Jeg mener nej og er principielt imod Danmarks såkaldte aktivistiske udenrigspolitik.

Det er ærgerligt, at Enhedslisten åbenbart ikke har taget ved lære af de dyrekøbte erfaringer.

Det er Christian ikke. Han mener, at det vil være dumt at afskrive sig muligheden for, "at venstrefløjen kan bruge en national styrke til at forhindre overgreb på civile og alvorlige brud på menneskerettighederne."

Dette argument var præcist Enhedslistens begrundelse for at støtte krigen mod Libyen. Det var naivt og dumt dengang og svækkede antiimperialismen i Danmark. Det er ærgerligt, at Enhedslisten åbenbart ikke har taget ved lære af de dyrekøbte erfaringer.

Hvis ikke Enhedslisten tager afsæt i et principielt forsvar for antiimperialismen, vil man igen og igen blive trukket ved næsen af NATO-partierne i Folketinget. Det er ikke et spørgsmål, om man vil tage ansvar eller ej. Det er et spørgsmål om, hvorvidt det er dumt eller fornuftigt at insistere på at gentage sine fejl.

Danmark er imperialistisk

Hvis man mener, at Danmark altid vil forfølge imperialistiske interesser, så længe landet er medlem af NATO og EU, betyder det, ifølge Christian Juhl, at man "udelukker, at styrkeforholdet i Danmark, og for den sags skyld i grupper af lande, ikke kan ændre forholdene."

Jeg udelukker naturligvis ikke, at styrkeforholdet i et land kan ændres i arbejderklassens favør. Naturligvis både kan og vil det ske - også i Danmark. Men det, vi taler om her, er, om Danmark med soldater i udlandet kan føre en progressiv udenrigspolitik, så længe vi er medlem af NATO.

Jeg har ingen illusioner om, at man kan ændre karakteren af hverken NATO eller EU indefra.

I dag findes der ikke en eneste væbnet konflikt, hvor imperialismen ikke er involveret på mindst den ene side. Alligevel forestiller Christian Juhl sig, at NATO-landet Danmark, hvis blot styrkeforholdet i landet ændres, beslutter at sende danske soldater til en militær konflikt, hvor USA eller flere NATO-lande direkte eller indirekte står på den anden side.

Det er utænkeligt. I bund og grund skaber en sådan holdning illusioner om, at NATO-lande kan spille en antiimperialistisk rolle på den internationale arena.

Mali og Golan

Udsendelsen af danske soldater til Mali og Golan viser konkret, hvilke problemer danske soldater står med i kraft af medlemskabet af NATO. Det er naivt overhovedet at overveje at støtte udsendelsen af soldater fra et NATO- og EU-land til Golan, med eller uden FN-baretter.

Golan er syrisk område besat af Israel. NATO og EU arbejder intenst på at vælte den syriske regering. Derfor kan soldater fra disse lande ikke være en neutral garant for at opretholde en våbenhvile mellem Israel og den syriske hær, som NATO og EU aktivt deltager i kampen mod. Samtidigt må man ikke glemme, at både NATO og EU er nære og historiske allierede med den israelske besættelsesmagt.

Tilsvarende er Mali reelt under kontrol af den franske imperialisme, som har tusinder af soldater i landet. De har forsvaret den franske storkapitals interesser i en blodig borgerkrig. Hvis danske soldater involveres i borgerkrigen, er det for mig helt utænkeligt, at de på noget tidspunkt vil anfægte den franske storkapitals interesser i landet.

Lad mig slutte med at understrege, at jeg er helt enig med Christian Juhl, når han skriver, at man ikke kan stille sig neutral, hverken til en konflikt, en krig eller verdens udvikling. Det dummeste, man kan gøre som antiimperialist, er at stille sig på krigsmagernes side.