I år skal der vedtages en ny kommuneplan for København, og som alt andet er denne udtryk for politiske prioriteringer. Det er indenfor dens rammer, vi lever og dør, og hvor bolig-, sundheds-, kultur-, institutions-, social-, erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik eksekveres med hård hånd.

Det, som foregår i byen og dens huse, opstår jo ikke i et tomrum uden for de politiske magtforhold i samfundet.

Planlægning og arkitektur er konkrete redskaber for den udvikling magthaverne ønsker fremmet, og på Københavns Rådhus har man også troligt fulgt det neoliberale spor siden 1980’erne.

Siden 1989 er den politiske vilje til overordnet fysisk, økonomisk, kulturel, social og funktionel planlægning ud fra de sociale idealer, man før vægtede, helt væk.

Tidligere tiders byplanlægning med en mere retfærdig social fordelingspolitik, er blevet overløbet af neoliberalistiske markedsprioriteringer, som har tilsidesat de gode demokratiske ideer om jævnere fordeling og borgerindflydelse, som lå i regionplaner og kommunalreformerne fra 1973-75.

Grundlæggende sker byudviklingen i dag alene på markedssystemets præmisser.

Plads til rekreative områder

Vi fik den første kommuneplan i København i 1975, hvis strategier byggede på en plan fra 1954 med udgangspunkt i at København var udbygget; befolkningsantallet skulle ned, og alle ubebyggede arealer udlægges til sociale, rekreative og kulturelle formål til fordel for borgerne, og gode arbejds- og uddannelsesmæssige, kulturelle, sociale og sundhedsmæssige tilbud skulle fordeles i hele regionen.

Men siden 1989 er den politiske vilje til overordnet fysisk, økonomisk, kulturel, social og funktionel planlægning for regionen, Sjælland eller resten af landet ud fra de sociale idealer, man før vægtede, helt væk.

Tværtimod ser vi med den sidste kommunalreform en fortsat nedbrydning og af-demokratisering i landets byer og lokalsamfund, hvor protester drukner i politikernes påstande om centraliseringer og vækst som absolut økonomisk nødvendighed.

Med salget af arvegodset fra 1907 af kommunalt ejede arealer, bygninger og boliger, har kommunen frasagt sig de planredskaber, man før havde til at bygge eller leje ud til under markedsværdien, og hermed mistet muligheden for en social lokaliseringspolitik for boliger og forskellige typer erhverv, der kunne have understøttet byens klassemæssige mangfoldighed, frem for kun at satse på over- og middelklassen.

Kommunen selv agerer som benhård jordspekulant på markedsvilkår, og politikerne har for længst accepteret den specialiserede arbejdsdeling med koncentration af privat og offentlig administration og liberale erhverv, som er karakteristisk for det kapitalistiske bycenter.

Den kapitalistiske byudvikling

Men det er jo fordi den kapitalistiske by er økonomisk ekspansiv, at grundværdierne presses op, så byens tidligere flertal af almindelige arbejdere, håndværkere, mindre virksomheder og små næringsdrivende tvinges ud af byen, og erstattes af lavtlønnede ufaglærte, der servicerer den nu dominerende middel- og overklasse.

Der er tilsyneladende konsensus i arkitektstanden om, at den neoliberalistiske udvikling er uundgåelig, og det handler om at rage flest mulige byggeopgaver til sig, uden at kere sig om indbyrdes arkitektoniske, kulturelle, sociale eller funktionelle sammenhænge.

Fravær af overordnet fysisk planlægning og en sammenhængende byarkitektur råber til himlen sammen med de mange højhuse, der lukker af for udsynet til selv samme, for den samfundsmæssige individualisering slår også gennem i arkitekturen.

Husene står hver især og råber, "her er jeg", ligeglade med alle andre, og byens skyline fragmenteres af bygninger, der rager tilfældig op i himlen i varianter af beton, glas og stål.

Det handler jo om flest mulig kvadratmeter på mindst mulig jord, og derfor er det afgørende at bygge højt og tæt, og skære udearealer ned til et absolut minimum.

Den moderne baggård

Vi er reelt vidne til opblomstringen af den moderne baggård, hvor der i højhusenes skygge bygges tætpakkede rækkehuse med indsigt til genboen fra loft til gulv, så man nøje kan overvåge ham for socialt bedrageri eller formastelig rygning - for intet kan foregå uset her.

Det er et sørgeligt opgør med dansk arkitekturtradition for gode bebyggelsesplaner og lys og luft mellem husene, og ikke mindst af et fravær af funktioner i husene, som ikke har et spektakulært eventaspekt eller er økonomisk profitabelt.

Med neoliberalismens indtog som dominerende politisk dogme handler det om at udstråle økonomisk potens i det høje tætte nybyggeri, alt imens forskellen mellem rig og fattig vokser i takt med ejendomspriser og hushøjder.

Københavnske politikere synes kun at have øje for øget kapitalkoncentration, og for at forvalte de kapitalstærke investorers interesser. Økonomiske argumenter har klart overtrumfet de demokrativærdier, som alt andet lige var i fokus i 1970’erne, og med mantraet "økonomisk nødvendighed", afviser man at politik handler om andet end mammon.

København har ikke brug for at vokse; byen skal ses i et landsdækkende perspektiv; for den stigende ulighed i økonomi, arbejde og uddannelse på landsplan kræver en regional egnsudviklingspolitik, der tager de nødvendige funktionelle, økonomiske og sociale hensyn til periferien.

Hvis vi socialister ikke fremkommer med kritik og alternativer, er det jo håbløst at forvente, at større grupper får øje for, at et andet samfund er muligt.

Fremfor at fortsat at fremme centraliseringen og hermed den kapitalistisk bys iboende økonomiske, miljømæssige og sociale problemer og dens ulighedsskabende og fremmedgørende følger, skal vi have en bæredygtig vækst i hele landet; gennem en planlov, der kan fremme arbejde, uddannelse, økologisk produktion, bearbejdning og forskning i landområderne, fremfor at tvinge alle ind til storbyen.

Når selv venstrefløjens politikere på Københavns Rådhus i egen middelklasseforståelse ikke kan se problemerne, men tværtom støtter op om den fortsat kapitalistiske byvækst, er det forstemmende.

Hvis man både glemmer klasseanalysen og kapitalismekritikken, er det jo meningsløst at kalde sig socialist. Hvis vi socialister ikke fremkommer med kritik og alternativer, er det jo håbløst at forvente, at større grupper i samfundet får øje for, at et andet samfund er muligt.