Få uger før frihedsbudskabet fra BBC nåede til Danmark, blev den 21-årige Kim Malthe-Bruun dømt til døden ved en tysk krigsret.

Fra sin celle i Vestre Fængsel skrev han den 4. april 1945 et afskedsbrev til sin mor: "Jeg er kun en lille Ting, og min Person vil meget snart være glemt, men den Ide, det Liv, den Inspiration, der fyldte mig, vil leve videre. Du vil træffe den overalt, i Træerne om Foraaret, i Mennesker, du møder på din Vej, i et kærligt lille Smil."

Som modstandsmand kom Kim Malthe-Bruun til at betale den ultimative pris. Han blev henrettet af tyskerne to dage senere i Ryvangen.

En anden ung idealist af samme støbning, den 23-årige teologistuderende Christian Ulrik Hansen, blev skudt af tyskerne knapt et år tidligere for sin indsats i modstandskampen. Kort før henrettelsen fik han lov til at skrive et afskedsbrev til en af sine kære: "Jeg har en sidste Bøn til dig – du ved hvorfor jeg dør. Vil du fortælle mine Kære og Venner – ikke mindst dem derhjemme – hvorfor jeg maatte gaa denne Vej. Lad dem forstaa, at for mig var der ingen anden."

Samarbejde med besættelsesmagten

Knap så megen idealisme var der at spore hos datidens politikere i de etablerede partier. Med smarte fiflerier, list og taktisk snilde fik de sig snoet igennem besættelsestiden og kunne krone smukke politiske karrierer med samfundets højeste poster. De samme politikere, der ved at tilslutte sig samarbejds- og tilpasningspolitikken var med til at åbne grænsebommene for tyskerne.

De samme politikere med landets statsminister Vilhelm Buhl i spidsen, der under besættelsen fordømte modstandsbevægelsens sabotageaktioner, formanede til ro og orden og indtrængende opfordrede befolkningen til at stikke sabotørerne.

Buhl gik den 2. september 1942 til mikrofonen i radiohuset i Rosenørns Allé og holdt sin historiske antisabotagetale til det danske folk: "Sabotage er en af de alvorligste forbrydelser, der kan begås mod et krigsførende land, og i almindelighed kendes der for sådanne forbrydelser i de krigsførende lande kun én straf, nemlig dødsstraf."

De samme politikere fralagde sig den 5. maj 1945 ansvaret for politiken under besættelsen, og som de sidste dages hellige krævede de afregning med landssvigerne. Som Vilhelm Buhl, der som landets førstemand i sit befrielsesbudskab til befolkningen netop den 5. maj 1945 krævede et større retsopgør: "Hurtigt og håndfast skal denne afregning være, men også retfærdig."

De unge modstandsfolk

Tidligere under besættelsen, i foråret 1942, havde en flok halvvoksne skoleelever i Aalborg, Churchill-klubben, formået at udfordre tyskerne med ildspåsættelse, hærværk og våbentyverier, og historien spredte sig som en løbeild over hele landet. Beretningen om drengenes illegale aktioner vakte beundring og inspirerede mange unge til at gå ind i modstandsarbejdet.

Natten mellem den 17. og 18. august 1943 var unge modstandsfolk kørt til Madum Sø i Rold Skov for at modtage våben, nedkastet fra et engelsk fly. Ved Skørping blev gruppens lastbil med de nedkastede containere standset af tyske soldater, og efter en heftig ildkamp blev den 23-årige bankassistent Niels Erik Vangsted dræbt.

Beretningen om Chuchill-klubbens illegale aktioner vakte beundring og inspirerede mange unge til at gå ind i modstandsarbejdet.

Den 27-årige bygningsingeniør Poul Kjær Sørensen blev taget til fange, dømt til døden ved en tysk krigsret og henrettet den 28. august 1943 - den første henrettelse af en frihedskæmper i Danmark under besættelsen.

Henrettelsen af Poul Kjær Sørensen førte til store demonstrationer, der spredte sig til hele landet, og dagen efter - den 29. august 1943 - opgav regeringen samarbejdspolitikken med tyskerne.

Blandt de mange unge, der mistede livet i kampen mod den tyske besættelsesmagt, var også fem frihedskæmpere, der torsdag den 2. december 1943 blev henrettet af tyskerne på Skæring Hede nord for Århus:

Anders William Andersen, 19 år, Oluf Akselbo Kroer, 27 år, Sven Christian Johannesen, 20 år, og Otto Andreas Konrad Manley Christiansen, 19 år, alle fra Randers, samt Georg Mørk Christiansen, 22 år, fra Århus. Unge mænd, der havde været med i adskillige industri- og jernbanesabotager, blandt andet sporskifteanlægget på baneterrænet ved Århus Hovedbanegård og sprængningen af Langåbroerne.

"I dette øjeblik meddeles det..."

Det danske folk fik besked om tyskernes kapitulation over radioen i BBCs udsendelse til Danmark om aftenen den 4. maj 1945. Midt i oplæsningen af nyhederne holdt speakeren Johannes G. Sørensen pludseligt en ti sekunders pause, hvorefter han sagde de berømte ord, der gik igennem de tyske støjsendere: "I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig."

Hele landet var en sydende heksekedel. Store menneskemasser samledes spontant i gaderne og omfavnede hinanden. De forhadte mørklægningsgardiner blev flået ned og tændte stearinlys sat i vinduerne, der var fest og begejstring, man jublede, græd af glæde og sang nationalsange til langt ud på natten.

Klokken otte den næste dag trådte den tyske kapitulation i kraft, og alle landets kirkeklokker begyndte at ringe frihedsbudskabet ind.

Men glæden i befrielsesdagene var iblandet sorg over de mange danskere, der mistede livet under besættelsen for deres indsats i modstandsbevægelsen. Man tænkte på dèm, man savnede – dèm, der ikke klarede den.

Én af de centrale skikkelser under besættelsen, socialdemokraten Vilhelm Buhl, blev ved krigens afslutning udnævnt til statsminister i befrielsesregeringen og klarede sig behændigt fri af historiens tusmørke.

Mange år senere - den 1. december 2012 - fik han opkaldt en gade efter sig, da Københavns Kommune navngav en gade i statsministerkvarteret på Islands Brygge Vilhelm Buhls Gade.

Forkortet af redaktionen