Det norske Fremskrittspartiet bygger sin politik på kraftigt vinklede generaliseringer om folkegrupper, nationaliteter og enkeltpersoner. Men da de selv blev mødt med generaliseringer i forhold til deres højre-populisme i udenlandske medier, følte de sig så misforståede, at de bad Udenrigsministeriet om at instruere Norges ambassader om, hvordan man skulle møde dette angreb på partiets omdømme.

I den udenlandske presse undrede man sig naturligt nok over, hvordan et parti, hvor terroristen Anders Behring Breivik var medlem i 10 år, kunne komme i regering i et demokratisk, velstående og socialliberalt Norge.

Fremskrittspartiet hævder, at Breivik var et passivt medlem og, at han trak sig ud, fordi han ikke fik støtte for sine synspunkter i partiet.

Men Fremskrittspartiet bærer alligevel et stærkt ansvar for det negative fokus på indvandrere og asylansøgere, som har præget norsk politik de seneste tiår.

Partiet har i en årrække forsøgt at bygge en katastrofestemning for landet op, og har udpeget flygtninge, "de politisk korrekte" og særlig socialdemokratiet som landets fjender.

Et dårligt valg

Fremskrittspartiet opnåede faktisk et forholdsvis dårligt resultat ved parlamentsvalget, med en tilbagegang på hele 6,6 procentpoint. Men siden det konservative parti Høyre fik et svært godt valg med en fremgang på 9,6 procentpoint, var resultatet tilstrækkeligt til at søge regeringsmagten for det, som bliver kaldt for det blå-blå eller blåsorte alternativ, i modsætning til den siddende rødgrønne regering.

Det mest opsigtsvækkende i de blåsortes regeringserklæring er enigheden om oprettelse af lukkede institutioner for asylsøgere, som har modtaget endeligt afslag

Men det blåsorte regeringsprojekt er afhængig af støtte fra det liberale parti Venstre (5,2 procent) og kristendemokraterne Kristelig Folkeparti (5,6 procent) for at udgøre flertal i parlamentet.

Efter lange forhandlinger blev det klart at de to småpartier ikke ville deltage i en koalitionsregering af frygt for, at vælgerne ville holde dem ansvarlige for de store højrepartiers politik. Og de vurderede, at de kunne få større magt, som en afgørende del af regeringens parlamentariske grundlag.

Opportunisterne

Det mest opsigtsvækkende i de blåsortes regeringserklæring er enigheden om oprettelse af lukkede institutioner for asylsøgere, som har modtaget endeligt afslag, generel bevæbning af det norske politi, som indtil nu har været ubevæbnet, arbejdspligt for kontanthjælpsmodtagere, og øget privatisering af tidligere offentlige opgaver.

Nu er det tvivlsomt om den blåsorte regering faktisk kan samle flertal i parlamentet for indførelse af lukkede asylinstitutioner for alle, som ikke har fået asyl, for efter grundloven og internationale aftaler må man slet ikke låse mennesker inde uden dom. Men selv et kompromis på dette område vil alligevel betyde nye, kraftige skærpelser for flygtninge og indvandrere i Norge, på toppen af de stramninger den forrige regering gennemførte.

Støttepartierne Venstre og Kristelig Folkeparti står begge for en mere liberal flygtningepolitik, men støtter den blåsorte regering ud fra et opportunistisk ønske om mere magt til sig selv.

Men alene det, at Fremskrittspartiet for første gang bliver fundet tilstrækkelig stuerent til at sidde i regering, er et signal om en farlig politisk udvikling. Fremskrittspartiet er i den grad stærkt identificeret med sin modstand mod udlændinge og særligt muslimer, at de knapt behøver at nævne det i valgkampen.

Autoritær populisme

Fremskrittspartiet har siden sin dannelse i 1973 været en symbiose af to modstridende retninger; en autoritær nationalkonservativ højrepopulisme, og en økonomisk politik bygget på neoliberalistiske idéer.

Partiet voksede ud fra et skattenægter- og antiestablishment-parti dannet af Anders Lange, der i høj grad lignede Mogens Glistrups danske Fremskridtsparti, som var Dansk Folkepartis historiske baggrund. Slægtskabet til Dansk Folkeparti er noget det norske Fremskrittsparti kraftigt benægter, og hævder at de regner det danske Venstre som sit søsterparti, da Dansk Folkeparti er for ekstremt og ikke går ind for en liberalistisk økonomi.

Anders Lange døde allerede året efter, at hans skattenægterliste blev valgt ind i parlamentet, og Carl I. Hagen, direktør i sukkerfirmaet Tate & Lyle, tog over som partileder. Dette lederskifte betød, at det populistiske højreparti en kort periode fik tilført liberalistiske økonomiske modeller som en del af det politiske grundlag.

Men Carl I. Hagen var samtidig en kynisk populist, som hurtigt så det nyttige i at puste til den fremmedfjendske ild. Fremskrittspartiets altoverskyggende politiske tema blev under hans ledelse i løbet af kort tid spørgsmålet om behandlingen af indvandrere og asylsøgere.

Fremskrittspartiets altoverskyggende politiske tema blev under Hagens ledelse i løbet af kort tid spørgsmålet om behandlingen af indvandrere og asylsøgere.

Carl I. Hagen benyttede enhver anledning til at sætte fokus her. De ultra-liberalistiske "Milton Friedman"-disciple, blev systematisk fjernet fra partiet, da de virkede afskrækkende på en befolkning i en tryg velfærdsstat. I stedet kørte Hagen indvandring frem som den store trussel mod tryghed og velfærd, og partiet fik dramatisk øget tilslutning.

Hagen var autoritær indad i partiet og fjernede alle, som kunne true hans position, men han var også så dominerende, at ingen andre partier kunne tænke sig at samarbejde med ham. Hagen selv indså efterhånden, at han kunne være en hindring for partiets fremgang, og blev lidt efter lidt presset til at gå af som enerådende formand.

Ind kom Siv Jensen som ny leder, efter loyalt have støttet Hagen i en årrække. Selv om hun kom fra den liberalistiske fløj, er og var hun altid tilpasningsdygtig og kan fyre de mest populistiske angreb af, hvis det giver pote.

Dobbelt-kommunikation

Til sin skræk opdagede Carl I Hagen, at han var sat ud på sidelinjen. Det har i årets valgkamp medført, at Hagen har modarbejdet alle partiets tiltag for at tone de mest kontroversielle temaer ned.

Han trak udlændingekortet, hver gang Siv Jensen forsøgte at tone dette ned, og han benyttede sig af lederen af Fremskrittspartiets Oslo-afdeling, Christian Tybring-Gjedde, til at forsøge at lede valgkampen ind på det de kalder ”snig-islamisering” af samfundet, indvandring som "at grave vores egen kulturelle og etniske grav her i Norge" og andre klart racistiske temaer.

Dermed opstod der en dobbelt-kommunikation, hvor den gamle ledelse kunne køre deres klassiske underlødige valgkamp, mens Siv Jensen og den "nye" ledelse kunne fremstå som ansvarlige og moderate overfor de andre partier. Der er ikke tvivl om, at denne dobbelt-kommunikation fungerede godt. Men den har også skabt nogle indre spændinger i partiet, som hurtigt kan skabe uro, hvis det viser sig at den "ansvarlige" linje ikke giver resultater på Fremskrittspartiets kerneområder.

En statsminister af Thatcher-typen

Det konservative parti Høyre er et af de gamle partier, helt tilbage fra før løsrivelsen fra Sverige, og er i deres selvopfattelse et klassisk ansvarligt og anstændigt parti, som har set på opkomlingerne fra Fremskrittspartiet med afsky. Men den nuværende leder og nye statsminister Erna Solberg er en meget mere kynisk politikertype, en machiavellisk magtpolitiker af Thatcher-typen.

Solberg var kommunal- og regionalminister under den forrige ikke-socialistiske regering i 2001-2005, og stod her for gennemførselen af brutale stramninger i asylpolitikken. Hun fik tilnavnet "Jern-Erna" efter at hun, i stærk norsk vinterkulde, smed hundredevis af såkaldte "ureturnerbare" flygtninge på gaden, for at "at motivere dem til selv at rejse hjem". Solbergs brutale "motivationstiltag" medførte mobilisering fra befolkning og kommuner for at huse alle de mennesker, som stod på gaden.

Solbergs brutale magtpolitik mod disse flygtninge var en medvirkende årsag til de rødgrønne partiers valgsejr i 2005. Solbergs magtfuldkommenhed og kynisme er decideret skræmmende i alliance med Fremskrittspartiets autoritære populisme.