EU minder mig utrolig meget om lederen i en mobningsgruppe. EU er den ”pige”, der bestemmer og som sætter dagsordenen. EU er mobbe-dronningen, der siger: ”I dag kan jeg ikke lide Færøerne”.

Jeg er selv pige (og pædagog) og kender en smule til mobningsmønstre i for eksempel folkeskolen. Det er sådan, at alle pigerne i klassen forsøger at være gode veninder med lederpigen, selv om forholdet til hende ofte kan være destruktivt. Lederpigen er typisk ugenert, socialt intelligent og karismatisk, og så har hun en gruppe piger rundt om sig, der hverken sætter spørgsmålstegn ved hende eller hendes afgørelser.

EU bruger sin magt, til at gennemtrumfe sin politiske vilje.

Alternativet for pigerne ude i periferien er nemlig, at de kan risikere at blive isolerede og så ikke have nogen at snakke eller lege med. Ingen tør derfor sige lederpigen imod, fordi det er hende, der bestemmer og definerer det moralske kodeks, hvor loyalitet er fundamentet. Bryder man med det, så er man ude af gruppen. Så alle pigerne vælger hellere at være en del af gruppen end at risikere at ende udenfor i ensomheden.

Dette er et typisk mønster, når det drejer sig om mobning. Det er uhyggeligt, hvor mange lighedstegn der er mellem beskrivelsen ovenfor og det, som foregår lige nu, hvor EU boykotter Færøerne. Jeg ser konflikten på den her måde:

Fire piger (lande) leger dagligt sammen. De hedder Færøerne, Island, Norge og Rusland. Alle har taget deres eget legetøj med og har byttet det jævnt imellem sig. Spillereglerne er vel defineret og pigerne enes fint – ingen slås og ingen gør fortræd.

Mor blander sig

En dag kommer Danmark, der er Færøernes mor, ind på værelset med en ny, stor pige, og siger, at nu skal hun også lege med. Den nye pige hedder EU, og selv om hun ikke har noget legetøj med, så får hun dog alligevel lov til at være med i legen. Hun får en rimelig del af de andres legetøj, men er meget misfornøjet, og tager så bare selv noget mere, således at hun til sidst har en stor del af alt legetøjet.

Tilbage sidder Færøerne, som er den mindste pige, og har næsten intet legetøj mere. Hun finder sig ikke i det og protesterer, fordi hun ejer jo en stor del af det, som EU har taget. De begynder at skændes og Færøerne snupper så bare legetøjet tilbage.

EU bliver nu sur og siger, at Færøerne ikke har lov til at tage alt det legetøj, uden at spørge om lov først. Færøerne siger: ”Jamen, det var det samme, som du gjorde, og dette er mit legetøj”.

Brugte selv samme metode

Så bliver EU rasende og truer Færøerne med, at hvis hun ikke omgående makker ret og gør som EU siger, så gider de andre piger hellere ikke lege med hende mere. Færøerne synes det er uretfærdigt og nægter at gøre, som EU siger. De andre piger frygter EU, fordi hun er så stor og har så stor magt, og de ved, at hvis de ikke adlyder hende, så bliver de også udelukket af gruppen. Så de vælger EU’s parti og kigger vredt på Færøerne.

Præcis sådan ser jeg konflikten, der nu kulminerer: Kyststaterne Island, Færøerne, Norge og Rusland havde en god, eksplicit aftale om nordhavssilden, indtil Danmark ødelagde samarbejdet, ved at forlange, at EU også skulle have en del af sildekvoten. Dette på trods af, at der ikke engang svømmer nordhavssild i EU-farvande.

EU fik dog alligevel i 1995 tildelt 7000 tons af den samlede kvote, men det var ikke nok for EU, så året efter godskrev de bare sig selv en kvote på 150.000 tons. EU har altså benyttet sig af nøjagtigt den samme metode, som de nu beskylder Færøerne for (bare at godskrive sig selv en kvote, uden at forholde sig til de eksisterende aftaler med de andre kystlande).

De andre følger med

Men selv om der ikke svømmer nordhavssild i EU-farvande, så tror de, at de har ret til at sætte sanktioner i gang. Boykot-truslen viser, hvordan EU bruger sin magt, til at gennemtrumfe sin politiske vilje.

Summa summarum: EU er mobbe-dronningen, som har givet ordrerne: ”I dag kan jeg ikke lide Færøerne” og nu må alle de andre piger (lande) i gruppen bestemme sig: Enten gør de, som EU siger, eller også vælger de at stoppe mobningen og gå imod det, som EU siger, og da risikerer de at blive ekskluderet af fællesskabet - og tør de det?

Akkurat som i folkeskolen hvor lederpigen siger til de andre piger i klassen: ”Nu skal ingen lege med Elsa”, så gør EU nøjagtigt det samme, fordi en boykot af Færøerne betyder, at det bliver ulovligt for færinger at losse og sælge fisk til landene, som er i EU, plus at disse lande heller ikke må eksportere fiskeskibe, fiskegrej og andet til Færøerne, som er nødvendigt, hvis Færøerne skal kunne fiske sild og makrel - sin egen sild og makrel

EU har sagt til alle pigerne i klassen: ”Nu skal vi boykotte Færøerne”, og for at sige det rigtig simpelt, så er årsagen til det, at Færøerne har handlet imod det, som EU har sagt. Færøerne har sat spørgsmålstegn ved EU. Færøerne er den lille pige, som turde udfordre lederpiger, fordi hun holdt fast i det, som hun vidste var rigtigt.