Brasilien er for tiden præget af meget uro og turbulens forårsaget af både interne problemer og udefrakommende faktorer. Oppositionen er rasende, fordi den for fjerde gang i træk har tabt præsidentvalget – senest i oktober 2014. Siden valget har oppositionen forsøgt at skabe forudsætninger for at afsætte den genvalgte præsident, Dilma Rousseff, fra Arbejderpartiet, Partido dos Trabalhadores (PT).

Dilma Rousseff og regeringen beskyldes dagligt for korruption og dømmes vilkårligt i medierne uden beviser.

Til oppositionen hører de store medieselskaber anført af TV Globo. 

Udenlandske kræfter har opereret i Brasilien under de store demonstrationer i 2013 i forsøg på at destabilisere Rousseffs regering og forhindre hendes genvalg. 

BRIKS-landene - en trussel mod Vesten

Brasilien er en del af det økonomiske samarbejde i de såkaldte BRIKS-lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) og det næstsvageste led militært set. Og det er Brasilien, som USA kender mest til og derfor her har nemmest ved at finde intern støtte til at pleje sine interesser. Det gør USA igennem oppositionen. BRIKS-landene truer den vestlige hegemoni og dollaren. 

Flere kendte Brasiliens-kendere fremhæver, at Brasilien er Washingtons mål. Det gør for eksempel den tyske politiske analytiker Sara Burke fra Frederich Ebert Foundation, den amerikanske journalist William Engdahl og den brasilianske historiker og professor i politisk videnskab Luiz A. Muniz Bandeira. En analyse i den russiske avis Pravda for nylig peger på samme pointe. 

Det skyldes især BRIKS-landene og Petrobrás, det brasilianske olieselskab, som er et af verdens største med enorme reserver. Petrobras følger denne fordelingsmodel: ressourcerne skal investeres i uddannelse, forskning, sundhed, infrastruktur og kultur. Kina ejer 30 procent af Petrobrás. 

Korstoget mod Arbejderpartiet

Arbejderpartiet PT har haft præsidentposten i 12 år nu. Og der er udsigt til, at tidligere præsident Lula genopstiller i 2018. Oppositionens krav på regeringskontorerne er krisens kernepunkt. Der spilles et højt spil for at forhindre Lula i at genopstille. 

Chevron og Exxon har senatorer fra oppositionen som lobbyister. De vil gerne tilegne sig olieselskabet Petrobras.

Korstoget mod Arbejderpartiet PT har fremmanet stærke dæmoner i Brasilien. Der er rejst krav om militær intervention, og der er et dunkelt samspil mellem medierne, retsvæsenet og Kongressen for at gøre livet surt for Dilma Rousseff og hendes parti. De beskyldes dagligt for korruption og dømmes vilkårligt i medierne uden beviser. Der tales om at forbyde Arbejderpartiet PT.

En sådan form for kup og attentat mod demokratiet har man set i Paraguay i 2012, da den demokratisk valgte præsident Fernando Lugo via uigennemskueligt, juridisk spilfægteri blev afsat ved en parlamentarisk rigsretssag.

De daglige angreb, som Dilma Rousseff udsættes for i medierne, insinuerer, at hun er korrupt. Men Lula og Dilma er de to præsidenter i Brasiliens historie, som vil blive husket blandt andet for at have rene hænder. De har ikke haft et personligt magtprojekt, hvor de har begivet sig ud i ulovlig berigelse med offentlige midler.

De har derimod forsøgt at styre landet med et helhedsorienteret udviklingsprojekt, som handler om at udvikle Brasilien på alle fronter – økonomisk, socialt, uddannelses- og forskningsmæssigt, politisk, militært med mere. Landets enorme ressourcer skal anvendes til fordel for alle brasilianere.

Brasiliens fire arbejderregeringer

Det er fjerde gang i landets historie, at man forsøger sig med et sådant arbejdervenligt udviklingsprojekt.

• Første gang var under Getulio Vargas. Han begik selvmord i 1954, fordi han var under pres, idet de samme udenlandske kræfter ville overtage Petrobrás. 
• Anden gang var under João Goulart. Han blev afsat ved et militærkup støttet af USA i 1964.
• Den tredje var Lula, som allerede nu beskrives som Brasiliens bedste præsident, og som ifølge historikeren Eric Hobsbawn har ændret verdens magtbalance.
• Og nu Dilma Rousseff, landets første kvinde på posten. På 12 år har de tilsammen gjort mere for landet end eliten på 500 år.

Lulas store værk var social inklusion og en reform af institutionerne. Dilma har uddybet Lulas arbejde. Men Dilma vil udvide demokratiet i Brasilien. Det kræver, at korruptionen bekæmpes, at der gennemføres en medie- og politisk reform, og at de store formuer beskattes. Det er blandt andet derfor, at oppositionen ønsker regeringen destabiliseret.

Bekæmpelsen af korruptionen er en rød klud i ansigtet på eliten, som mener, at magten er deres naturlige ret, og at staten er deres private ejendom. De har ikke lært at skelne mellem det private og det offentlige. 

Mediernes rolle

Medierne – og især TV Globo, som i virkeligheden er et kartel, der tilhører seks af landets rigeste familier – opfører sig som et politisk parti. De angriber døgnet rundt regeringen og præsidenten personligt med løgne, fordrejninger, manipulation og opfordringer til at vælte regeringen. De undlader bevidst at omtale emner, som reelt er i landets og folkets interesse. Det kunne ikke falde dem ind at informere om, at det er oppositionen, som er involveret i de største korruptionsskandaler.

De insinuerer, at Arbejderpartiet PT er skurken og årsag til al korruption i landet. Det er ikke sandt, tværtimod. Arbejderpartiet har skabt instrumenter til at bekæmpe og forebygge korruption og et system af gennemsigtighed, som blandet andet FN er meget begejstret for.

Arbejderpartiet har skabt et system af gennemsigtighed, som blandt andet FN er meget begejstret for.

Det er første gang i landets historie, at en regering går så systematisk og målrettet til værks i kamp mod den lokale korruption. Det er en revolution. Man har givet autonomi til forbundspolitiet, bagmandspolitiet og den offentlige anklagemyndighed.

Pengene fra korruptionen er ved at blive hentet tilbage til landet. Brasiliens justitsministerium har i samarbejde med myndighederne i Schweiz og Tyskland fået gennemført, at Brasilien har fået milliarder tilbage til statskassen. Når oppositionen og medierne vil afsætte Dilma Roussef, er det i virkeligheden for kriminalitet, de selv begår. En besynderlig logik, som mange hopper på. 

Globo skylder staten over otte milliarder kroner i skat. Dilmas Roussefs regering har anlagt sag mod Globo, vundet den og derefter konfiskeret Globos ejendom. Regeringen har ligeledes skåret mediestøtten bort og annoncerer ikke længere i de store medier. Den støtter udvidelsen af de sociale medier, de "beskidte bloggere", det vil sige dem, som reelt informerer.

I skattely i Schweiz

Brasiliens største bank, ltaú Unibanco, skylder over 50 milliarder kroner i skat. De arbejder aktivt for at afsætte Dilma Rousseff. En lækage fra den schweiziske bank HSBC viser, at næsten 9000 brasilianere har penge hos dem. Penge fra korruption og i ly for skattevæsenet.

En af dem er den tidligere finansminister, Armínio Fraga. Han har både brasiliansk og amerikansk statsborgerskab. Han har været på tale som finansminister igen, hvis oppositionen vinder.  De store medier har også formuer skjult i HSBC i Schweiz.  

Det lader til, at det brasilianske demokrati vil bestå sin store prøve – at folket er parat til at forsvare det.

Også CIA, FBI, NSA og USAID har været aktivt involveret i protesterne mod Dilma Rousseff. Der er ikke en politistation i landet, som ikke kan rapportere om rekrutteringsforsøg fra disse organisationer. I medierne og i den politiske verden findes villige redskaber. Chevron og Exxon har senatorer fra oppositionen som lobbyister. De vil gerne tilegne sig Petrobras. Olieselskabet er under kraftigt angreb.

Den verserende skandale har været et forsøg på at forhindre Dilma Rousseffs genvalg og et angreb på Petrobras, således at dets aktier taber i værdi, og det kan privatiseres.

Men præsidenten har stor støtte i samfundet. Regeringen bliver noget slidt, men Dilma Rousseff bliver ikke afsat. Det lader til, at det brasilianske demokrati vil bestå sin store prøve – at folket er parat til at forsvare det.