Den 29. marts 2019, to måneder før EU-parlamentsvalget, er brexit en historisk kendsgerning. Vi ved endnu ikke, om briterne får en handelsaftale med EU. Men dette ændrer ikke ved, at briterne vil klare sig fint. Det er EU, der er den store taber, hvis der ikke laves en aftale, for EU vil så miste de 40 milliarder pund, som Storbritannien har tilbudt i skilsmisse-salærer, og de 70 milliarder pund, som EU har i handelsoverskud i forholdet til Storbitannien.

Et Storbritannien udenfor EU under Corbyns ledelse ville være en meget attraktiv alliancepartner for de progressive kræfter i Danmark. 

Med britisk udtræden vil det for alvor blive tydeligt, at man kan klare sig udenfor EU og klare sig godt. Og fremfor alt bliver det klart, hvilke politiske friheder man genvinder, og hvad de kan bruges til.

I takt med at EU-lovgivningen afmonteres, og national lovgivning og selvbestemmelse genindtræder, bliver der for alvor plads til, at den politisk-ideologiske kamp kan udfolde sig igen i Storbritannien, (som den også vil kunne gøre herhjemme efter dansk udtræden). 

Storbritannien som inspiration

Med dén politiske linje, som Labour har lagt under Corbyns ledelse, (renationalisering af jernbaner, forbud mod "working poor"-arbejdskontrakter på arbejdsmarkedet med videre), virker det som en oplagt mulighed, at Labour faktisk kunne vinde et kommende parlamentsvalg.

Og et Storbritannien udenfor EU under Corbyns ledelse ville være en meget attraktiv og solid alliancepartner for de progressive kræfter i Danmark. Samtidig vil det selvfølgelig være en kæmpe inspiration for arbejderklassen i alle andre lande, også i Danmark, at man konkret kan se, hvad den nyvundne politiske magt kan bruges til, at det kan ændre den britiske arbejderklasses daglige levevilkår.

I lyset af brexit har EU skruet voldsomt op for alle unionskedlerne. Fælles skattepolitik, euro og bankunion, fælles militær, hellere i dag end i morgen.

Skinger EU-retorik

Tonen er skinger: Det er EU eller kaos. De lande, der slår sig lidt i tøjret, kaldes EU's "indre fjender".
Vi lever i en voldsom brydningstid, som også stiller de progressive kræfter i Danmark overfor nye opgaver: Vi må nu begynde at afdække konkret, hvilke muligheder Danmark har økonomisk, når vi træder ud af EU. 

Bare dét at træde ud af EU giver os nogle umiddelbare fordele: De ni milliarder, som vi betaler netto til EU i kontingent om året, kan bruges til bedre formål. Samtidig betyder dét at træde ud af EU's toldunion, at vi får meget billigere råvarer og halvfabrikata til industri og andre brancher.

Besparelserne på dette er beregnet til at være 12-15 milliarder kroner. Samtidig kan vi frit investere flere penge i den offentlige velfærd i kommuner og regioner uden at skulle være underlagt EU's finanspagt og dets stupide regler, som for tiden er udmøntet i budgetloven.

Danmark har en meget anderledes økonomi end briterne. Det er ikke ligeså oplagt for os at ”gå selv”, som det er for briterne. Vi skal vælge en løsning, der giver os vores fulde politiske frihed, vores nationale selvbestemmelse tilbage, og som samtidig giver os de bedste handelsbetingelser med hele verden og sikkerhed for, at hverken jobs, husholdningspenge eller offentlig velfærd er i fare for at blive ramt.

Alliance om fælles værdier

Det er også vigtigt for os at finde alliancepartnere, der har de samme værdier og præferencer, som vi har. Og her er de andre nordiske lande en oplagt mulighed.

Jeg tror, at hele spørgsmålet om at forstærke det nordiske samarbejde og se et kampfællesskab i dette er undervurderet i øjeblikket. 

Nogle tænker måske, at det er støvet tankegods. Men hvis vi går til kernen, er det et faktum, at de nordiske folk ikke kun har en fælles kulturarv (og Norge, Sverige og Danmark fælles sproglige træk). Først og fremmest har vi til fælles, at vi har tilkæmpet os velfærdsrettigheder og faglige rettigheder, som vi ønsker at forsvare og udbygge. (De såkaldte nordiske velfærdsstater).

Ligeledes er vi fælles om at have en markant modstand mod EU og især euroen. Grønland, Island, Norge er ikke medlem af EU, Sverige og Danmark har markant flertal mod euroen, og også i Finland er der stor modstand mod euroen. 

Den nordiske modstand er stærk

En række repræsentative meningsmålinger har vist, at et flertal af såvel danskerne som svenskerne ønsker et nordisk forbund fremfor EU-medlemskab. (Sentio, juni 18: 45 procent af danskerne vil nordisk forbund i stedet for EU, 36 procent ønsker fortsat EU-medlemskab).

Disse tal er overraskende og interessante, men har de fundet vej til mediernes overskrifter?

For tiden er der absolut grøde, især i den norske EU-modstand. Nordmændene er også påvirkede af brexit: I runde tal er 80 procent af nordmændene modstandere af EU-medlemskab, og i forhold til spørgsmålet om at træde ud af EØS, (Det europæiske, økonomiske samarbejdsområde red.), står det fifty/fifty. Den forstærkede EU-modstand i befolkningen har betydet, at et flertal i det norske Storting har besluttet sig for, at de vil bruge deres vetoret (reservationsret), som de har i EØS-aftalen, meget mere aktivt end hidtil. Altså slut med passivt at tilpasse til EU-lovgivningen.

Det er på høje tid, at vi retter kikkerten mod de alternativer, som er udenfor EU. 

Samtidig har Nei til EU nu tonet rent flag i forhold til, at de vil sætte alle kræfter ind på at få opsagt EØS-aftalen. Begge forhold er uhyre positive og har også betydning for os. For det betyder, at frihandelsorganisationen EFTA, som kunne være et oplagt sted for Danmark at melde sig ind efter udtræden af EU, er inde i en brydningstid, hvor konflikten mellem på den ene side landenes kamp for national selvbestemmelse og handlefrihed og på den anden side EU's forsøg på at tømme det nationale demokrati for alt indhold er meget intensiv.
Lige nu er det Schweiz, det går ud over. EU har nægtet at tillade den schweiziske finanssektor fri adgang til EU's marked. De får kun adgang et år ad gangen i modsætning til en lang række andre lande.

Ligeledes lægger EU pres på Schweiz, for at de skal lempe deres værn mod social dumping. Det hele handler om, at EU vil have Schweiz til at sige ja til en EØS-aftale som den, Norge har. De sidste åndehuller skal lukkes, før nye lande – som Norge – får gode ideer og frigør sig yderligere fra EU's kontrol. 

Alternativer til EU

Den norske EU-modstand har i flere år arbejdet meget med spørgsmålet om alternativer til EU-medlemskab. Og vi kan lære meget af deres undersøgelser og forskning.

Nu har vi været medlem af EU's sorte latinskole i 46 år, og det bliver bare værre. Måske er det på tide at skifte skole og finde nye klassekammerater. 

Konkret lægger den norske EU-modstand op til, at EFTA-landene bør samle sig på en fælles platform og sammen forhandle en ny regional aftale på plads med EU, som sikrer frihandel, men som samtidig får lukket effektivt af for EU's muligheder for at presse sin lovgivning og harmonisering ned over landene.

For mig at se ligger de norske EU-modstanderes bestræbelser rigtig godt i tråd med de krav, vi som almindelige danskere ville stille til et alternativ til EU.

Det er på høje tid, at vi retter kikkerten mod de alternativer, som er udenfor EU. Undersøger dem, skaffer os viden og diskuterer det. En ting er sikkert: Der er ikke en ”perfekt verden”, et paradis, som vi kan flygte ind i.

Der er en stor verden udenfor EU, hvor vi kan finde vores allierede og kæmpe sammen med dem om de bedst mulige vilkår, hvad angår økonomi og politiske friheder. Nu har vi været medlem af EU's sorte latinskole i 46 år, og det bliver bare værre. Måske er det på tide at skifte skole og finde nye klassekammerater.