Den 1. april 1971 trådte en ung kvinde, Monika Ertl ind på det bolivianske konsulat i Hamburg. Hun havde i forvejen aftalt et møde om indrejsevisum til Bolivia. Generalkonsulen Roberto Quintanilla Pereira modtog den venlige, smilende kvinde. Han anede ikke, at dette ville blive de sidste sekunder i hans liv.

Kvinden fulgte efter ham ind i hans arbejdsværelse, trak en pistol op af sin håndtaske og skød tre gange mod mandens bryst. Da Quintanilla's kone kom ilende til fra værelset ved siden af, opstod et kort håndgemæng, men kvinden frigjorde sig og flygtede ud af konsulatet. Tilbage lå pistolen, håndtasken, et par briller og en paryk, som hun tabte i tumulten.

Få minutter senere afspærrede politiet kvarterets veje. Men kvinden var forsvundet. Kun et lille stykke papir med teksten ”Sejr eller død, Ejército de Liberación Nacional (ELN)" pegede på attentatets motiv. ELN var Bolivias nationale befrielsesbevægelse, Che Guevaras guerillagruppe i Bolivia.

Men det tyske forbundskriminalpolitis mistanke og spor løb ud i sandet. Det eneste, der vides med sikkerhed, er, at Monika Ertl vendte tilbage til Bolivia, hvor hun efterlystes i hele landet som "statsfjende nummer 1".

Baggrunden

Denne historie trak mange tråde til det fjerne Bolivia. Roberto Quintanilla Pereira var - før han fik posten i Hamburg - Bolivias militære efterretningschef. Han var berygtet for sin brutalitet, og han var direkte ansvarlig for tortur og henrettelse af venstrefløjsaktivister og oprørske strejkeledere. Verdenskendt blev han med henrettelsen af Che Guevara.

Che blev henrettet af den bolivianske officer Mario Terán den 9. oktober 1967. Men det var Quintanilla, der var ELN-guerillaens vigtigste mål - det var ham, der gav ordren til at skære Che Guevaras hænder af som bevis for Che’s død. Derudover torturerede han Che’s efterfølger i guerillaen, studenterlederen Inti Peredo, til døde.

Alt tyder på, at det var den myrdede Inti Peredos kæreste og kammerat Monika Ertl, der den 1. april 1971 skød Quintanilla i Hamburg. Men det er aldrig blevet fuldt ud dokumenteret. Pistolen, en Cobra-38, var registreret i den venstreradikale italienske forlægger Giangiacomo Feltrinellis navn. Han var på attentattidspunktet gået under jorden - jagtet af både politiet og af fascistiske militærkredse.

Forfatteren Carlo Feltrinelli giver anledning til gisninger om en dansk forbindelse.

Feltrinelli's søn, Carlo fortæller i sin biografi (1999) over sin berømte fars liv, at den danske journalist Jan Stage overbragte den myrdede Inti Pderedo's broder Chato, "en håndfuld dollars", da han hemmeligt mødtes med ELN-repræsentanten i Santiago, Chile. Pengene mentes beregnet til Monika Ertls rejse til Hamburg. 

Denne påstand er heller aldrig blevet dokumenteret. Men den har givet anledning til gisninger om "en dansk forbindelse" til likvideringen af Quintanilla. I perioden januar til marts 1971 havde Stage i Information skrevet en række kritiske artikler og reportager om situationen i Mexico, Argentina, Chile, Peru og Bolivia. I denne sammenhæng berettede han også om Che Guevaras marxistiske guerilla ELN. 

I forbindelse med et journalistisk tilbageblik i 1997 i Information skrev Stage blot, at "oberst Roberto Quintanilla, chefen for Bolivias efterretningstjeneste, og manden, der skar hænderne af Che, blev skudt i Hamburg i 1971, hvor han var boliviansk konsul". Intet andet, og gisninger om "en dansk forbindelse" må rubriceres som spekulation.

"La gringa"

Monika Ertl var født i Tyskland som datter af kameramanden og nazi-sympatisøren Hans Ertl, som i 1930'erne og 40'erne blev berømt som kameramand hos Hitlers ynglingsinstruktør Leni Riefenstahl. Deres yderst produktive og filmteknisk avantgardistiske samarbejde spændte fra rejsereportager i Grønland til rene propagandafilm for de fascistiske magthavere. Ertls beundring for propagandaminister Joseph Goebbels var offentligt kendt.

I 1948 flyttede Hans Ertl til Bolivia, og i 1953 brød også resten af familien, hans kone Aurelia og deres fire børn, op fra Bayern. For næsten ingen penge havde Ertl købt et stort landområde på Bolivias højslette og grundlagde her en økologisk landbrugsfarm. Men han fortsatte samtidig sit filmarbejde.

Allerede som 16-årig ledsagede Monika sin far som kamera-assistent. Hun tog ofte med ham på hans langvarige ekspeditioner i landets indre. Et par film nåede frem på det europæiske marked. Nogle af dem fik omtale og sommetider priser.

Bolivia var efter krigen et af tyske nazisters foretrukne skjulesteder. En af familien Ertls naboer var "onkel Klaus". Det var ingen anden end den tidligere nazileder, Gestapo-efterretningsmanden og toturspecialisten Klaus Barbie, alias Klaus Altmann, internationalt kendt som "Slagteren fra Lyon". Et skæbnesvangert træf, som 18 år senere skulle koste Monika Ertl livet.

Bolivia var på dette tidspunkt et retsløst, feudalistisk samfund, styret af generaler, mineselsskaber og godsejere. Godsejerne opfører sig som rene slaveholdere. De udbyttede nådesløst deres arbejdere, som de afstraffede korporligt efter forgodtbefindende og underkastede de mest usle løn- og arbejdsforhold.

Mens en landarbejder om dagen tjente fem-syv kroner, så udgjorde for eksempel optagelsesgebyret i den tyske klub i hovedstaden La Paz omtrent 3000 kroner.

Bolivia var på dette tidspunkt et retsløst, feudalistisk samfund, styret af generaler, mineselsskaber og godsejere.

Forholdene havde kirkens velsignelse, og den gjorde, hvad den kunne, for at hamre gudsfrygt og apati ind i indioernes sind.

På rejserne med sin far fik Monika Ertl hurtigt øjnene op for de ekstreme, sociale klasseskel, og efter et mislykket ægteskab med en tysk-bolivianer fra overklassen, flyttede hun til hovedstaden for at læse på universitetet. Her fik hun kontakt med aktivister fra ELN, der efter Ernesto Che Guevaras død befandt sig i en genopbygningsfase.

I guerillaen

ELN–guerillaen var i slutningen af 1960'erne en af de mest slagkraftige guerillabevægelser i Latinamerika. Efter Che Guevara's død i oktober 1967 genopbyggede bolivianske revolutionære guerillaen med veteranerne Inti og Chato Peredo i spidsen.

På trods af hård repression formåede ELN at udvikle stabile baser indenfor den radikaliserede studenterbevægelse, blandt de radikale dele af minearbejdere, i det kristligt-demokratiske ungdomsforbund, der var præget af befrielsesteologien, samt i byernes slumkvarterer.

ELN deltog fra 1971 aktivt i modstanden mod den militære kupregering, hvis vigtigste rådgiver for repressionsapparatet var Klaus Barbie.

I begyndelsen deltog Monica "civilt" i modstandskampen ved for eksempel at skaffe dækadresser til de få overlevende medlemmer af Che's guerillagruppe og andre politisk forfulgte. Under dæknavnet "la Gringa" viste hun sig snart som en kompetent organisator og logistiker. 

Da hendes kammerat og kæreste, Inti Pereda hårdt såret blev taget til fange og tortureret ihjel af efterretningschefen Quintanilla, skrev Monika i sin dagbog: "Quintanilla, Quintanilla... du vil ikke længere finde fred i din søvn... du fratog Inti hans liv, og mente hele folket."

Den sidste aktion

Klaus Barbie var i mellemtiden blevet udnævnt til æresofficer for sikkerhedstjenesten, og i 1972 - året efter likvideringen af Quintanilla - forsøgte Monika sammen med den franske revolutionære Régis Debray at bortføre ham fra Bolivia til Frankrig. ELN ville hermed også signalisere sit slægtskab med den franske antifascistiske Résistance. 

Men bortførelsen mislykkedes, og reaktionen lod ikke vente længe på sig. Ifølge Debray organiserede Barbie en fælde for bortførelseskommandoen, og den 12. maj 1973 blev ”la Gringa“ skudt af de bolivianske sikkerhedsstyrker. Hendes lig blev fotograferet og gravet ned et ukendt sted.

Pårørende, venner og kammerater ved den dag idag ikke, hvor "Che Guevaras hævner" er begravet. Men fra 1978 lykkedes det for medlemmer af ELN og resterne af Bolivias venstrefløj at opbygge legale politiske venstrefløjspartier og nye, kæmpende sociale bevægelser.