Siden november 2012 har der været fredsforhandlinger mellem Colombias regering og den marxistiske guerillabevægelse FARC (Colombias revolutionære bevæbnede styrker). Håbet er, at forhandlingerne i marts 2016 kan sætte punktum for mere end fem årtiers væbnet konflikt i det ulige sydamerikanske land.

Den 25. oktober var der lokalvalg i Colombia, og en delegation på otte medlemmer af Enhedslisten rejste derfor til landet på studietur og valgobservation.

Den colombianske venstrefløj betragter lokalvalgene som en lakmusprøve på, om Colombia reelt er på vej mod demokratiske tilstande

Både FN’s menneskerettighedsmission i Colombia, NGO’er og den colombianske venstrefløj betragter lokalvalgene som en lakmusprøve på, om Colombia reelt er på vej mod demokratiske tilstande, hvor også venstrefløjen og sociale bevægelser kan tage del i det politiske liv uden trusler, vold og drab fra militærets og de paramilitæres side.

Af samme grund havde Enhedslistens colombianske samarbejdspartner, venstrefløjsparaplyorganisationen Marcha Patriótica (MaPa), besluttet at opstille kandidater ved valget for første gang. Ikke som selvstændig liste, men på andre venstrefløjspartiers lister.

En blodig forhistorie

I 1985 vandt venstrefløjskoalitionen Unión Patriótica (UP) adskillige borgmesterposter og nogle guvernørposter. Deltagelsen i valget blev støttet af FARC, som på samme tidspunkt erklærede ensidig våbenhvile. Højrefløjens og de paramilitæres svar de følgende 10 år var massiv vold, undertrykkelse og drab på folkevalgte og aktivister fra UP, og FARC ophævede våbenhvilen.

Langt hovedparten af drabene er aldrig opklaret. UP blev frataget sin status som opstillingsberettiget parti på grund forbindelser til guerillaen, og det lykkedes først i 2014 efter en højesteretsdom at genvinde denne status.

UP er et af de partier, som i nogle regioner havde givet plads til MaPa-kandidater på stemmesedlen, mens både MaPa og UP for eksempel i hovedstaden Bogotá bakkede op om overborgmesterkandidaten fra centrum-venstrekoalitionen den Alternative Demokratiske Pol og også opstillede kandidater på denne koalitions liste.

Mindet om overgrebene og drabene for 20-30 år siden er meget tydeligt til stede, når man taler med colombianske kammerater. Det spirende håb om, at landet var på vej til at blive mere demokratisk, og at venstrefløjen ad fredelig og lovlig vej kunne være med til at kæmpe om magten, blev knust, og der er en meget lav tiltro til landet som demokrati og retsstat.

Blandt andet af den grund er der folk internt i MaPa grupper, som mener, at organisationen udelukkende skal satse på udenomsparlamentariske aktiviteter og mobiliseringer.

Ekstremt militariseret land

Vores Enhedsliste-delegation blev delt i fire topersonersgrupper. En gruppe blev i Bogotá, to grupper rejste til afsidesliggende byer i Andesbjergene, og jeg selv og Luis Monteiro fra Enhedslisten i Rudersdal blev sendt til Tibú i junglen langs grænsen til Venezuela.

En soldat fortæller os gentagne gange, at området er meget farligt, og at vi risikerer at blive dræbt eller kidnappet.

Vejen fra regionshovedbyen Cúcuta til Tibú passerer syv checkpoints (to fra politiet og fem fra militæret), og jo længere vi kommer ud i junglen, des større og mere synlige våben har soldaterne, og hvor der ved de første checkpoints står militærlastbiler og pansrede mandskabsvogne langs med vejen, kører vi langs med brasilianskfremstillede EE9-tanks det stykke af den nedslidte landevej. Området omkring Tibú virker i det hele taget ekstremt militariseret.

Ved det sidste checkpoint bliver vi stoppet, og vores bagage og papirer bliver tjekket. En soldat fortæller os gentagne gange, at området er meget farligt, og at vi risikerer at blive dræbt eller kidnappet.

Vi er lidt for trætte og for opsatte på at ville gennemføre rejsen til at lade os skræmme. Luis svarer spydigt soldaten, at det nok er mere farligt for ham end for os, og jeg snerrer påtaget høfligt, at han jo er der for min sikkerheds skyld, og at jeg føler mig meget tryg. Imens peger han på mig med sin amerikanskfremstillede M16. Han giver os vores papirer tilbage, og vores taxa får lov at køre videre.

Valgobservation

Det er hævet over enhver tvivl, at der blev svindlet på stemmestedet i Tibú. En kvinde blev opdaget i stemmeboksen med fire stemmesedler, og to valgborde udleverede to stemmesedler ad gangen til flere vælgere.

Det er formentlig bare toppen af isbjerget, og denne form for valgsvindel er så normal, at man har regler for, hvordan man håndterer det, når der er for mange stemmer i stemmeurnen: Hvis der for eksempel er 37 stemmer for mange i en stemmeurne, udvælger man 37 tilfældige stemmer fra urnen og kasserer dem. Så stemmer regnskabet jo!

Hvis der er 37 stemmer for mange i en stemmeurne, udvælger man 37 tilfældige stemmer fra urnen og kasserer dem. 

Derudover er det velkendt, at der "handles" med stemmer, og vi fik rapporter fra et valgsted uden for Tibú (desværre for langt væk til, at vi kunne undersøge det nærmere) om, at man ved valgbordene udleverede stemmesedler, som allerede var krydset af ved den konservative borgmesterkandidat.

Men én ting er åbenlys svindel, noget andet er ulige adgang til at stemme. I Colombia skal man registrere sig som vælger for at få mulighed for at stemme, og man skal ændre sin vælgerregistrering for at få lov at skifte valgsted.

Vælgerregistreringen var kun åben i seks dage i 2015, og flere end nogensinde henvendte sig for at registrere eller omregistrere sig. At tallet var højere end nogensinde, skyldes formentlig blandt andet, at venstrefløjen og de sociale bevægelser for første gang i 25-30 år har opfordret folk i landdistrikterne til at lade sig registrere som vælgere.

Frataget stemmeretten

Cirka en måned før valget meddelte valgregistret, at 1,6 million vælgerregistreringer var blevet erklæret ugyldige. Senere blev 400.000 af disse dog godkendt.

På valgdagen blev vi kontaktet af adskillige vælgere, som var blevet afvist på stemmestedet og i stedet henvist til stemmesteder, som ligger fem til seks timers kørsel derfra.

I Tibú kommune er 2730 registreringer blevet afvist – ud af en befolkning på cirka 35.000. Otte procent er altså administrativt blevet frataget stemmeretten.

Mange afviste vælgere oplevede dette som klar diskrimination mod bønder, fattige og internt fordrevne. Utilfredsheden var stor, og som en ung mand sagde til mig, kan man ikke tale om demokrati, når man forhindrer folk, der ønsker at tage del, i at tage del.

Valghandlingen i Tibú levede i mine øjne ikke op til de grundlæggende principper for en legitim og demokratisk proces. I andre dele af Colombia er valget givetvis forløbet mere efter bogen end i Tibú (og andre steder, hvor der var endnu større uregelmæssigheder), men det giver ikke mening at tale om demokratiske tilstande i et land, hvis de kun eksisterer i dele af landet. Sagt på en anden måde: Hvis der var demokrati i Jylland og på Fyn, men ikke på Sjælland og Bornholm, ville Danmark så kunne betragtes som et demokratisk samfund?

Optimisme – trods alt

På trods af svindlen, diskriminationen, volden og drabene på kandidater og valgkampsaktivister ved dette valg, er det min oplevelse, at der er forsigtig optimisme at spore hos de fleste colombianere. Det gælder både på venstrefløjen og uden for venstrefløjen. Antallet af dræbte kandidater er ved dette valg nede på 14, og selvom det lyder voldsomt, er det det laveste antal i mere end 70 år.

Optimismen bunder først og fremmest i fredsforhandlingerne i Havana, hvor man er nået så langt, at alle, jeg har talt med, forventer, at man lander en aftale. Der forhandles stadig, men der er indgået delaftaler. Reglen om at kassere stemmer, når der er for mange i urnen, bliver afskaffet.

Der er enighed om en jordreform til gavn for landets fattige bønder og landarbejdere. Regeringen forpligter sig på at afvæbne de paramilitære grupper, og principperne for guerillaens indtræden i det civile politiske liv efter fredsaftalen er på plads. Dog påpeger flere på venstrefløjen også, at det svære ikke bliver at nå en demokratisk og socialt retfærdig fredsaftale på papir, men at sikre at aftalen bliver udmøntet.

Flere betragter valget som en lakmusprøve på, hvor meget Colombia reelt har ændret sig. Jeg tænker, at det ikke har ændret sig nok.