Vi har en stor viden om, hvad der kendetegner det gode, psykiske arbejdsmiljø, et arbejdsmiljø som er sundt og sikkert.

Det er først og fremmest frihedsgrader i arbejdet med mulighed for indflydelse og kontrol over egen arbejdssituation. At arbejdet stiller krav, som er tilstrækkeligt høje, så det er personligt og fagligt udviklende. At der er mulighed for kontakt og fællesskab med arbejdskolleger. Samt at vores egen arbejdsindsats opleves som meningsfuld og værdifuld. Klassisk viden som desværre skubbes til side af fortravlede ledere og politikere, som jagter kortsigtede gevinster og ser arbejdskraften som figurer i et regneark.

Tabuordet er udstødning fra arbejdsmarkedet. Det lyder grimt, og man finder på andre ord. Det seneste misfoster er ”udfaldstruede”. Hvad hedder så de folk som er faldet ud? Nedfald?

Stress er ikke noget nyt. For 100 år siden havde arbejdere også psykosociale problemer, og arbejdsgiverne krævede også da fleksibilitet og tilpasning. Men hvor det dengang skete gennem autoritære kommandoer, så sker det i dag igennem såkaldt samarbejde, hvor magtforholdene er mere tilslørede.

Kapitalismen er en anden, men grundtrækkene i akkumulationen af profit er de samme, blandt andet: at øge arbejdsdagens længde, at øge tempo og reducere bemandingen, at bruge løs arbejdskraft og svække opsigelsesrettighederne, at reducere arbejdskraftens pris - og  et hierarki, hvor ledere presser på med forventninger om høj effektivitet og præstation.

De usikre job

Antallet af usikre job vokser, såkaldt atypisk arbejde eller "precarious work". Uligheden på arbejdsmarkedet øger, og der sker et fald i antallet af standard fuldtids- og faste job. Vi ser en øgning af uregelmæssige arbejdstider, ringere ansættelsestryghed, lavere løn, øgede risici på arbejdet og øget psykosocial stress.

En nylig LO-rapport udarbejdet af professor Steen Scheuer viste, at hver femte danske lønmodtager er ansat på atypiske vilkår og må leve med arbejdsforhold, der er væsentligt ringere end dem, som fastansatte nyder godt af. Atypisk ansatte er lønmodtagere, der er kontraktansatte til at løse en bestemt opgave, tidsbegrænset ansatte, vikaransatte via vikarbureau, med flere former. 

»Det er, som om arbejdsgiverne vælger en kernearbejdskraft, som de satser på, og så perifere medarbejdere, som bare går ind og ud. Den trend kan man godt frygte vil fortsætte, og det er meget urovækkende,« siger Steen Scheuer.

Vi kan tilføje social dumping, som er blevet en foretrukken løsning for en voksende gruppe danske arbejdsgivere. Om de atypisk ansatte fortæller LO-rapporten:

"FOA har den største procentdel af medlemskredsen, som er atypisk ansat, nemlig 21 procent. 3F har 15 procent af medlemmerne, som er atypisk ansatte. Det drejer sig ikke mindst om medlemmerne af Den Grønne Gruppe, der arbejder på gartnerier og i landbruget

I Dansk Magisterforening er andelen af atypisk ansatte medlemmer helt oppe på 37 procent. Det skaber problemer for mange af dem at gå rundt på arbejdspladser uden jobsikkerhed, mange gange uden at være del af det sociale liv og kun i begrænset omfang tilgodeset af kurser og efteruddannelse.”

Der brug for klare modsvar fra arbejderpartier og fagforeninger

Samfundsudviklingen kan også ses som en konflikt mellem klasseinteresser - kapital versus arbejde - svarende til to konkurrerende beskrivelser af virkeligheden. Liberalismen lovpriser den individuelle valgfrihed og angriber systematisk arbejdsmarkedslove og kollektiv-aftaler, som begrænser denne frihed.

Hvis vi godtager dette, mister vi interessen for solidariske fællesskabsløsninger, og vi åbner op for, at jungleloven begynder at herske. Og her er der brug for klare modsvar fra arbejderpartier og fagforeninger.

NPM hersker

Udviklingen har fået navnet New Public Management (NPM), hvor mantraet er at efterligne den private sektor for at blive mere effektiv og gøre klar til privatisering. Og når den offentlige virksomhed begynder at skrante efter en sådan hestekur, kommer de liberale profeter og skriger: Hvad sagde vi? Offentligt ansatte er ikke effektive og er mere syge end privatansatte.

Dårligt psykisk arbejdsmiljø er næsten blevet synonymt med NPM: drastiske omstruktureringer i højt tempo og umyndiggørelse, manglende indflydelse, ansvar, som pulveriseres, og øget bureaukrati og kontrol. Alt skal omorganiseres, også selv om det fungerer udmærket, men der er prestige for ledere i at smide organisationen op i luften med jævne mellemrum.

Alt er til forhandling og skal måles og vejes, så det eventuelt kan skæres væk i form af outsourcing og udlicitering. Og kontraktstyring med bestiller-udfører-modeller hærger den offentlige sektor. Ét er sikkert: Stressniveauet stiger sammen med den ensidige fokusering på økonomi og stram styring.

Nok så katastrofalt: Denne udvikling er blevet omfavnet af arbejderpartierne S og SF.

Vi ser øget individualisering og øgede følelsesmæssige krav i arbejdet. Følelsesmæssige krav, man ikke kan opfylde, fører til udbrændthed. Især ansatte, som arbejder med mennesker, er ramt. Psykologen Nadia Prætorius har sagt det meget præcist: "Velfærdsarbejdere er i stigende grad i fare for at ødelægge sig selv gennem stress og udbrændthed, når de forhindres i at leve op til arbejdspladsens, borgerens og deres egne krav."

Angst-niveauet på arbejdspladserne stiger.

Der kan være uklare roller og et samtidigt pres i form af personalemangel og kolleger, som har det dårligt. Konsekvensen er, at angst-niveauet på arbejdspladserne stiger! Det er vigtigt at kæmpe imod denne brutalisering på arbejdsmarkedet og satse på respekt, retfærdighed og værdighed.

Politisk kæmper for eksempel plejepersonale med lavstatus i samfundet. Det smitter af på selvværdet. Også lærere udsættes for nedgørende betragtninger. Men disse fag skal ikke være "andres tjenere". Gennem udvikling af egen faglighed og professionel identitet skal de kæmpe for at fastholde deres nøglerolle i pleje og omsorg for ældre borgere, børn og unge med videre.

I de tilbagevendende arbejdsmiljøstrejker ser vi en kamp for sunde og sikre arbejdsvilkår, anerkendelse, respekt og retfærdighed.

Som nævnt har vi en stor viden i dag, og vi kender løsningerne. Psykisk arbejdsmiljø handler om relationer (mellem mennesker), organisering (af arbejdet) og fysiske forhold (som arbejdet udføres under). Alligevel ser vi stadigvæk, at den autoritære og bureaukratiske ledelsesform er dominerende - som regel pakket ind i skjulte former.

Arbejdsgivernes ledelsesret tør man ikke røre ved. For eksempel har vi ikke en lovgivning om, at arbejdstagere skal være med til at udforme de systemer, som de skal arbejde under og direkte bliver berørt af. Og arbejdsgivere kan relativt nemt skille sig af med fagpolitisk aktive, for eksempel gennem chikane og/eller fyring.

Et positivt initiativ fra S-SF-R regeringen er et lovforslag om at ligestille psykisk og fysisk arbejdsmiljø. Det er udtryk for det politiske pres, som især FTF har markeret sig med.

Gå fagligt i offensiven

Arbejdsgivernes angreb på arbejdsmiljøloven går især på det psykiske arbejdsmiljø - som dog i dag er anerkendt som et væsentligt sundhedsproblem. Ledelsesretten er grundloven, og man foregiver selv at kunne løse alle problemer uden indblanding udefra. Svækkelsen af fagforeningernes rolle er det centrale i denne strategi.

Arbejdstilsynet "overtager" dermed rollen med at gribe ind i de grove tilfælde, da ledelsesretten ikke er til diskussion og kan udøves hensynsløst og brutalt, uden at fagforeningerne har egentlig magt til at gribe ind - eller tør gribe ind. Arbejdstilsynet kan lammes gennem politiske indgreb, hvis højrevinden fortsætter med at blæse.

Derfor skal det psykiske arbejdsmiljø hele tiden sættes på dagsorden. Er der en APV over det psykiske arbejdsmiljø? Er den dynamisk og ajourført? Hvem tager ansvar for arbejdsmiljøet? Giv ansatte indflydelse og ligeværdighed.

Det gælder om at bekæmpe nedbrydning af solidaritet og fællesskaber på arbejdspladsen, samt ikke mindst at være på vagt overfor nye ledelsesformer, som undergraver fagforeningstanken. Arbejdsmiljøet er alt for vigtigt at overlade til arbejdsgivere og HR-konsulenter. Her har fagforeningerne en vigtig offensiv opgave:

At sætte arbejdsmiljøet foran i den fagpolitiske kamp.

Uddrag af tale holdt ved Samarbejdet Arbejdere-Akademikere's 40 års jubilæum.