Dagpengeperioden ser umiddelbart ud til at være ens i de nordiske lande. Men det er ikke sådan, at andre relevante forhold i relation til dagpengeperioden er ens. For eksempel i forhold til, hvor nemt eller svært det er at optjene en ny ret til dagpenge. Skal man sammenligne dagpengeperiodens længde på tværs af landene, bør der derfor korrigeres for forskellene i genoptjeningskravene.

For at opnå ret til dagpenge skal man i Danmark have været medlem af en a-kasse i ét år, og have arbejdet i minimum 1.924 timer inden for de sidste tre år. Arbejdet skal have fundet sted i medlemsperioden. Dimittender har én måneds karensperiode, med mindre de har et års medlemskab af en a-kasse.

En karensperiode er en venteperiode, hvor man ikke kan få udbetalt dagpenge, når man er ledig. På dette område adskiller Danmark sig positivt fra Sverige, Finland og Norge. Danmark er det eneste land i Norden, hvor ledige ikke får karensdage, når de bliver ledige. 

De andre nordiske lande

For at få ret til dagpenge i Finland, skal man have været medlem af en a-kasse i mindst 34 uger og have været aflønnet i 34 uger minimum 18 timer om ugen inden for 28 mdr. Perioden kan forlænges, hvis man for eksempel har haft værnepligt, sygdom, barsel m.m. ("Lag om utkomstskydd för arbetslösa" kapitel fem, paragraf tre).

I Sverige kan man få et grundbeløb på et par hundrede kroner om dagen – helt uden at være medlem af en a-kasse, hvis bare man har arbejdet 18,5 timer om ugen i et halvt år. Det kræver dog 12 måneders medlemskab af en a-kasse at få ret til dagpenge beregnet efter ens indkomst. Dette betyder, at alle svenskere er forsikret til en vis grad, og dertil kan man så købe en a-kasse forsikring, ligesom i Danmark.

Samtidig har svenskerne Nordens korteste dagpengeperiode på bare 60 uger – for folk, der ikke har børn under 18 år – imod Danmarks 104 uger. Har man i Sverige børn under 18 år, kan dagpengeperioden blive 90 uger.

Dette kan lyde strengt, men til gengæld skal svenskerne kun arbejde 410 timer – eller lidt mindre end 13 uger – for at optjene ret til en ny omgang dagpenge, og den kombination betyder, at dagpengemodtagerne er tættere på arbejdsmarkedet, end de er i Danmark.

For kernen i det er, at man søger bredere og mindre kræsent, når man risikerer at miste dagpengene. Samtidig betyder den korte genoptjeningsperiode, at det ikke betyder så meget, at dagpengeperioden er kort, for man kan hurtigt få genoptjent retten igen.

Den detaljerede sammenligning

Ovenstående afsnit er hovedsagligt et kort uddrag af Publikationen "Dagpenge af sociale ydelser i Norden" udsendt af AK-samvirket. Ønsker man en uddybning af eksempelvis karensperioder samt forholdene i Norge henvises der til denne publikation, som er læsevenlig og let at navigere rundt i.

I rapporten er en af de mest rummelige sammenligningsårsager følgende: Skal man sammenligne dagpengeperiodens længde på tværs af landene, bør der derfor korrigeres for forskellene i genoptjeningskravene.

Rapporten indeholdeholder en opgørelse, der viser, hvor lang en dagpengeperiode et års fuldtidsarbejde (1.924 timer) kan give ret til. Hidtil har et halvt år (962 timer) udløst fire års dagpengeret, og ét år derfor i alt otte års dagpenge. Fremover kan et helt års arbejde kun udløse to års dagpengeret. Altså en fjerdedel af de hidtidige regler.

Dagpengereformen har gjort, at ledige i Danmark får de ringeste reelle dagpengeperioder i Norden.

Omregnet på samme måde ses, at samme arbejdsomfang i Sverige og Finland kan give cirka tre gange så lang dagpengeret. Dette er ikke ny viden. Fra artiklen "Fakta om dagpengeforringelserne" 15. august 2012, gives eksempelvis følgende konklusion på dagpengereformen: Konkret kan man konstatere, at dagpengereformen har gjort, at ledige i Danmark får de ringeste reelle dagpengeperioder i Norden.

Danmark har nu med to år nogenlunde samme periodelængde som de andre lande. Med stramningen, er genoptjeningskravet det skrappeste i nordisk sammenligning. Den dobbelte stramning betyder, at man i Danmark for to års dagpengeperiode får ét års fuldtidsarbejde, mens man i Sverige kan få op til mellem fire og et halvt og syv års dagpenge per års fuldtidsarbejde. I Finland kan et års arbejde give op til seks års dagpengeret.

Med andre ord: At et nabotjek var og er relevant, og at det gav mening at sammenligne helt ned i detaljerne, med øvrige nordiske lande inden dagpengereformen blev tredjebehandlet den 2. juli 2010, kunne man allerede læse om i artiklen "Sværest at få dagpenge i Danmark" fra 8. juni 2010. Altså for over to et halvt år siden.

Genoptjeningsperiodens betydning

Vi kan med fordel skele til eksempelvis Sverige og Finland, når det kommer til dagpengene, specielt når man snakker i termer som langtidsledig samt genoptjeningskrav.

I forhold til fokus på genoptjeningskravet viser nogle af de seneste målinger, at der cirka er 27,3 procent af de AKU-ledige, som er langtidsledige i Danmark. Dette er markant under gennemsnittet for de 27 EU-lande, hvor 44,4 procent af de ledige er langtidsledige. Men det er til gengæld også en del over topscoreren Sverige, hvor procenten er 16,3, mens tallet for Finland er 19,4. 

En af de væsentligste grunde til den lave langtidsledighed er, at man i Sverige har et genoptjeningskrav på 13 uger – hvilket tilskynder folk til at tage et job, som de ellers ikke ville have gjort, og derfor søger svenskerne, grundet den større fleksibilitet mindre kritisk og bredere end danskerne. Det er dette danske politikere efterlyser, større fleksibilitet og mindre kritisk holdning.

Hvorom alting er, så er det klart, at skal genoptjeningsretten svare til "lande vi ellers sammenligner os med" og i særdeleshed Sverige og Finland, bør den danske periode fastsættes  til omkring 16-18 uger, for en stor del af det at have et fleksibelt arbejdsmarked hænger direkte sammen med længden af genoptjeningskravet.