Politik gør en forskel, sagde Lars Løkke ved Folketingets åbning 2017, hvor dagens vigtigste politiske dagorden var at få indført et burka- og niqab-forbud, som bæres af mellem 150 0g 200 personer i Danmark.

De, som har fået massive skattelettelser under de skiftende regeringer, udgør et af de farligste parallelsamfund og bor i whiskybæltet.

Samme symbolpolitik gjorde sig gældende før Folketingets sommerferie, hvor "utryghedsskabende tiggeri" var på dagsordenen, da et flertal med justitsminister Søren Pape fik gennemført en skærpelse af straffeloven, som betyder, at tiggeri kan give op til 14 dages fængsel. 

Det mest utryghedsskabende ved den lovgivning, var at den faktisk blev vedtaget. Desværre følger medierne i hælene på samtlige politikeres dagorden, hvor det til en forandring ville være klædeligt, hvis medierne satte dagordenen over for politikerne.

Statsministeren nytårstale var med samme fortegn, hvor det nu var ghettoer og en påtale til folk med udenlandsk baggrund, "som misbruger vores gæstfrihed. Udfordrer vores måde at leve på. Sætter tolerancen på spil".

Det er ren højre-nationalisme, hvor et flertal - også med Socialdemokratiet - sætter den politiske dagsorden til at omhandle en identitetsskabende danskhed, hvor enhver form for anderledes kultur er en fare for samfundet.

Cirkus Christiansborg

Hvis politik skal gøre en forskel, ville det være på sin plads - uanset om det er en "rød"-eller blå regering - at sætte højere standarder som folkevalgte og fastholde de normer, som kommer til udtryk i det traditionelle danske frisind: "Det danske frisind bygger på en præmis om, at alle mennesker skal have ret til at bestemme over deres eget liv. At udvise frisind betyder at have en fordomsfri og tolerant indstilling og tankegang. Frisindet gælder andre, der ikke ligner en selv, eller som ikke deler ens egne holdninger og normer". (Danmarkskanon, december 2016, hvor begrebet "frisind" blev det vindende begreb af alle danske værdier). 

Men det afspejler sig ikke i regeringens politik. Dansk politik har udviklet sig til Cirkus Christiansborg, hvor salg af vores fælles Danmark - for eksempel Dong - udlicitering, privatisering, fattigdomsydelser, skattelettelser, køb af kampfly, en umenneskelig flygtninge-og asyl-politik med mere, ender i en "de og os"-politik, hvor "de" "bruger andre folks penge".

De, som har fået massive skattelettelser under de skiftende regeringer, udgør et af de farligste parallelsamfund og bor i ghettoen whiskybæltet eller andre lignende ghettoer, hvor dansk økonomi ikke er en del af deres tankesæt, men tværtimod at rage mest muligt til sig - netop på bekostning af Danmarks velfærd. Det er også i det parallelsamfund, kriminaliteten med skatteunddragelser og skattely florerer.

De politikere, som deltager i det cirkus, er - med få undtagelser - personer, som står for en utryghedsskabende modkultur til politisk ansvarlighed. En kultur, som er ødelæggende for en bæredygtig økonomisk fremtid, social sikkerhed, samt et minimum af humanistiske værdier.

Vi har råd til velfærd

Med udtrykket "de som bruger andres folks penge" skal vi forstå, at flygtningene - men også de arbejdsløse-og sygdomsramte, kontanthjælpsmodtagerne, pensionisterne, de handicappede med flere udviser - en asocial krævementalitet. Men de penge er vores skattekroner - Danmarks penge.

Vi har råd til velfærd, flygtninge og sociale indsatser, der hvor skiftende regeringer har fejlet. De folkevalgte vælger skattelettelser, indkøb af kampfly, billigere biler samt andet, som ikke er et gode for den almindelige lønmodtager.

Fagbladet 3F offentliggjorde 8.juni 2017 en undersøgelse om danskernes valg mellem "mere velfærd eller skattelettelser"?  62 procent af danskerne svarer mere velfærd. Blot 18 procent siger lavere skat.

Det er for eksempel ikke de såkaldte ghettoer, der er et problem, men udstødelse og fattigdom skabt gennem retorikken og politikernes besparelser, især i det forløbne årti. 

I Danmark har vi tusinder af syge mennesker, som ikke kan arbejde. De bliver kastet rundt i ressourceforløb, overvågning og mistænkeliggørelse.

Sociale indsatser er ikke at tvangsudflytte mennesker fra deres hjem, som med bulldozere skal jævnes med jorden.

Ej heller at foreslå lovgivninger, som leder tankerne hen på Nürnberg-lovene fra 1935, som for eksempel at børn ned til ti år skal have fodlænker på "som forbyggende social indsats".

Hvor skal de fattige bo?

Hvor skal de mennesker bo, som - måske - nu skal fjernes fra de større byer i Danmark? Svaret er nærliggende: De skal vel deporteres til øde steder og til små byer i kongeriget. De skyhøje huslejer i hovedstaden eller andre større byer kræver høje lønninger, og det er nemmere at dæmonisere en anden kultur eller de fattige danskere, hvis vi ikke har propagandaens simple fjendebilleder inden for synsvidde.

Som statsministeren udtrykte det: "Vi skal have en klar styring på, hvem som flytter ind". Umiddelbart er tanken, at den slags forslag er symbolpolitik og urealistiske. Og dog. For hvem ville have troet, at der ville være politisk flertal for tyveri af flygtninges smykker, sneklædte kolde teltlejre, at der nu er på tale at inddrage en ø, hvor afviste asylansøgere kan deporteres til?.

Eller som udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) fremfører: "at tålt ophold skal være så utåleligt som muligt", alt imens hun på Facebook viser billeder af sin computers startskærm med Muhammedtegningerne "i ytringsfrihedens navn", og vi kan læse om en afvist asylsansøger, der spiser barberblade, for at undgå at blive sat på en flyer.

Skal vi ikke tage ansvaret på os, når vi har deltaget i diverse besættelser og angrebskrige i 15 år?

Om flertallet i Folketinget er rødt eller blåt, gør ingen forskel, for de som bliver stigmatiseret af politikerne.

I Danmark har vi tusinder af mennesker, som på grund af sygdom ikke kan arbejde. De bliver nægtet førtidspension og kastet rundt i arbejdsprøvninger i kommunalt og privat regi, ressourceforløb, overvågning og mistænkeliggørelse. Alt sammen ud fra devisen: "Alle skal bidrage til samfundet". Det koster ødelagte liv og familier, selvmord og desperate mennesker.

Flere steder i landet kontrollerer jobcentre de syges sociale medier og giver afslag på førtidspension, hvis de har ytret sig politisk mod sagsbehandlingen eller lovgivningen, "for så har de en arbejdsevne" - specifikt de få syge, som har deltaget i demonstrationer, får deres deltagelse omdannet til arbejdsevne.

Nogle ansatte mener, at de skal forvalte lovgivningen på den måde. Det er mentaliteten: “herrefolket mod de udstødte”. Netop den retorik, politikerne ønsker. Intet under, at jobcentrets medarbejdere må trænes i konflikthåndtering.

Hvor er oprøret?

Det var Helle Thorning-regeringen - med Mette Frederiksen som socialminister - der stod bag kontanthjælpsloftet, SU-forringelser, en markant indskrænkning af førtidspensionen, lavere regulering af sociale ydelser, og ikke mindst topskattelettelser.

Det samme gør sig gældende for DF, som "taler om de socialt udsatte og ældre", men altid gerne tager penge fra dem, som har mindst, og giver dem til dem, som har mest, hvis de får en lovgivning gennemført mod asylansøgere og de medborgere, som ikke har rent dansk blod.

Hvor er oprøret? Hvor er de mennesker, som ikke er ramt af politikernes racistiske ytringer og lovgivninger? Hvor er de mennesker, som ikke er reformramte, men som kan blive det?

Det ville være flot med et “dansk forår”. Vi har råd til velfærd og humanisme.
Og mangfoldighed er betydelig smukkere end højre-nationalisme.