Asger Aamund er hovedpersonen i et nyt program på DR2, "Asger og de langtidsledige". Her er han i gang med at "motivere" seks arbejdsløse til at finde et job, eller som han selv siger: "…bibringe de ledige en forståelse af, at de har ansvaret for deres eget liv og egen beskæftigelse."

Samtidig kritiserer han samtlige 179 folkevalgte medlemmer af folketinget for ikke at have gjort nok for den danske økonomi ved ikke at gennemføre nok velfærdsnedskæringer og skattelettelser.

Ved første indtryk virker programmet ikke umiddelbart som rendyrket ideologi, da alle partier kritiseres. Derfor fremstår han ikke ved første øjekast som en "blå lejesvend", men han kritiserer partierne ud fra en neoliberal forståelse af økonomi, som bygger på en opfattelse af, at de arbejdsløse er dovne, og at velfærdsstaten er en byrde for økonomien.

Asger Aamund benytter derudover en række påstande og usaglige metaforer, hvor Danmark blandt andet beskrives som den grimmeste pige i klassen, en taber-nation og en taber-fabrik.

Det store problem med disse påstande er, at de bygger på myter og en lemfældig brug af tal. Asger Aamund får derudover fri taletid til at fremføre sine synspunkter, og underbygger dem med faktuelt forkerte oplysninger, hvilket er et udtryk for bevidst manipulation.

Dette leder os videre til de to væsentligste påstande, der går igen i programmet. Den første påstand er, at den danske økonomi er dårlig, og at der mangler penge, fordi velfærdsstaten er blevet for dyr. Den anden påstand omhandler de danskere i den arbejdsdygtige alder, der står udenfor arbejdsmarkedet.

Den grimmeste pige i klassen, eller klassens duks?

Hvis vi ser på påstandene om, at den danske økonomi er den grimmeste pige i klassen, og at Danmark er blevet en taber-nation og en taber-fabrik, kan vi starte med at sammenligne nogle væsentlige økonomiske nøgletal med gennemsnittet i eurozonen.

For det første er Danmarks arbejdsløshed 6,8 procent, hvilket er meget lavere end i eurozonen, som er på 12,2 procent (maj 2013). Underskuddet på den offentlige budgetsaldo, som måler balancen mellem indtægter og udgifter, er kun på 1,8 procent, hvilket er meget bedre end i eurozonen, hvor det er på 4,1 procent (tal fra 2011).

Det danske underskud på det offentlige budget er da også langt fra EU’s krav om, at man højst må have et underskud på 3 procent. Samtidig har vi i Danmark et BNP per Indbygger på 43.000 euro, hvilket er langt højere end eurozonens på 28.300 euro.

Derfor er Danmark fortsat er et velstående land, og det er svært at genkende Asger Aamunds sorte billede af den danske økonomi.

De 800.000 danskere – hvem er de?

Den anden påstand går igen i flere afskygninger og omhandler antallet af offentligt forsørgede. I den forbindelse nævnes tallet 800.000 igen og igen. Det bliver benyttet i flere sammenhænge, og ses her i to versioner:

"Hvordan i alverden har vi som land kunnet anbringe os i en situation, hvor vi nu gennem de sidste 13 år har haft 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder tilmeldt arbejdsmarkedet, men som ikke laver noget." (1. afsnit; efter 1 minut 07 sekunder)

I det følgende uddrag fra en konfrontation med Kristian Thulesen Dahl, fra Dansk Folkeparti, bliver han dog en smule mere specifik med, hvem han mener de 800.000 danskere er:

"Da I overtog butikken i 2001, så var der 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder, der var på dagpenge, kontanthjælp, aktivering. Føler du dig ikke lidt lammet af, at du har siddet i så lang tid, og at I ikke har kunnet flytte det tal." (3. afsnit; efter 24 minutter 07 sekunder)

Asger Aamund får fri taletid til at fremføre sine synspunkter, og underbygger dem med faktuelt forkerte oplysninger, hvilket er et udtryk for bevidst manipulation.

800.000? Kan det virkelig passe? Det korte svar er et klart nej. Ifølge Danmarks Statistiks nyeste rapport, med tal fra 2. kvartal 2013, er der ganske rigtigt 809.598 offentligt forsørgede danskere i alderen 16-64 år. Dette store tal dækker dog over en lang række grupper, hvor langtfra alle er tilmeldt arbejdsmarkedet, som der påstås i det første citat.

Tallet indeholder nemlig både personer på barsel, sygemeldte, førtidspensionister, efterlønnere, fleksjobbere og andre grupper, hvor det politisk er blevet besluttet, at de skal fritages fra at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Ud af de 800.000 er der faktisk kun tale om 191.198 personer på dagpenge, kontanthjælp, aktivering, hvilket er meget langt fra de 800.000, som Asger Aamund påstår.

De 800.000, der modtager overførselsindkomst, bør derfor ikke blandes sammen med antallet af arbejdsløse, da det på ingen måde er rimeligt at tale om, at hele denne gruppe på 800.000 personer skal ud på arbejdsmarkedet - med mindre der er tale om et uhørt stort opgør med velfærdsstaten. Det er en grov fortielse og en stærk overdrivelse fra Asger Aamunds side.

Kollektiv dovenskab?

Asger Aamunds menneskesyn bygger på mistillid til de arbejdsløses arbejdsvilje, og en myte om, at der er arbejde til alle, der vil arbejde. Denne myte er ufattelig sejlivet, selvom finanskrisen burde have aflivet myten, da den stigende arbejdsløshed under krisen ikke kan forklares som en eksplosion af kollektiv dovenskab.

Ser vi derimod på fakta frem for på enkeltstående eksempler, så kommer cirka 75 procent af dagpengemodtagerne i job igen indenfor 13 uger, og efter 24 uger er der kun 7,4 procent tilbage i dagpengesystemet ( 2012 tal). Dette gør sig ydermere gældende, imens der er økonomisk krise.

Dagpengeydelsen er dermed ikke en ydelse, som de arbejdsløse sidder fast i, men fungerer som en ydelse, der støtter danskerne under deres jobskifte (hvilke der er cirka 800.000 af om året). Dagpengeydelsen er derfor et væsentligt element i understøttelsen af det dynamiske danske arbejdsmarked, og står som en uundværlig del af den danske flexicurity-model.

Lige for tiden er et udvalg under Carsten Koch i færd med at udarbejde anbefalinger til en fornyelse af beskæftigelsesindsatsen, hvor indsatsen overfor de arbejdsløse skal tage udgangspunkt i den enkelte og i højere grad bygge på tillid. Der er dermed håb for en mere sympatisk beskæftigelsespolitik.

En programrække som denne er dog med til at trække debatten om disse komplekse udfordringer ned på et lavt niveau, hvor arbejdsløshed reduceres til at være den arbejdsløses eget ansvar. En sådan diskurs, uden hold i tal og fakta, skal ved en hver given lejlighed bekæmpes, og bør dermed ikke, som det er tilfældet med "Asger og de langtidsledige", stå uimodsagt hen på en licensfinansieret tv-station som DR2.

Michael Friis Larsen og Rasmus Ravn erbegge 9. semester-studerende på ”Politik og Administration” ved Aalborg Universitet og tilknyttet Center for Arbejdsmarkedsforskning