Vi skal bruge vor berømte danske humanisme på de muslimske flygtninge og migranter. Lad mig allerførst slå fast, at den store gruppe af muslimsk herkomst - fra ikke vestlige lande - aldrig skulle være kommet til Danmark. Der er for store kulturforskelle, hvilket har skabt de mange parallelsamfund især i storbyerne.

Skal flygtningene være til bonus for os og dem selv, skal vi arbejde positivt og tillidsfuldt med dem med åbent sind.

Skylden her er tydeligvis en såvel europæisk som dansk mangel på og vilje til politisk handling. Man er blevet taget på sengen og har ikke rigtig vidst, hvad man skulle gøre ved sagen. Undskyldende taler man om en forventet fred i Syrien og en efterfølgende tilbagevenden til hjemlandet, men der er ikke megen historisk præcedens for det.

Jeg vil således påstå, at det bedste, vi kan gøre i Danmark, er at skabe et fællesskab inden for den gældende lovgivning med ikke etniske danskere.

Mentalitetsændring

Men det vil kræve en mentalitetsændring hos en række hardliners, for når alt kommer til alt, er disse hardliners på mange måder i princippet at sammenligne med medlemmerne af fundamentalistiske muslimske samfund.

Jeg er vokset op i Nordvestjylland i hovedsageligt 1950'erne og ind i 1960'erne, og i det lillebysamfund, jeg boede i, var der en indremissionsk medmenneskeindstilling på mange måder lig islamisternes det vil sige fundamentalistisk.

De fælles normer for opførsel skulle følges, og faldt man ved siden af, blev man holdt udenfor fællesskabet. En klassekammerat, hvis far var såvel uden medlemskab af folkekirken som socialdemokrat - jeg ved ikke, hvad der var værst - blev således ikke inviteret med til børnefødselsdagene.

En ung pige, som blev gravid udenfor ægteskab, måtte således søge plads i huset i en anden kommune. Det var akkurat, som man kunne opleve det i DR's Tv-serie "Fiskerne" efter Hans Kirks roman, der blev vist i DR i 1970'erne.

Denne fundamentalisme har heldigvis forlængst forladt de indremissionske samfund, men man kan stadigvæk finde noget af det i ekstreme kristne samfund som Jehovas Vidner, Luthersk Mission, Pinsemissionen og desuden i ungdomsbander og rockerklubber.

Dansk fundamentalisme

Men den fundamentalistiske grundholdning findes dog endnu tydeligere i højreorienterede reaktionære politiske størrelser som den kirkelige Tidehvervsbevægelse, Trykkefrihedsselskabet, og deres base Dansk Folkeparti.

Her kan man finde hardliner mørkemænd, der vil lukke grænserne med henvisning til massevoldtægter, kvindeundertrykkelse og tvangsægteskaber.

Efter knap fyrre år i den danske folkeskole kan jeg nemt genkende disse hardliners, som kan formodes selv at komme fra førnævnte fundamentalistiske danske kredse tilbage i sidste århundrede, og derfor tydeligvis selv har oplevet at blive trådt på og mobbet. De har måske også selv deltaget i det som en tillært overlevelsesstrategi, og som nu lader det komme til udtryk i had og mistænksomhed over for muslimske indvandrere, men der er sket meget siden.

Det af mange forkætrede ungdomsoprør i slutningen af 1960'erne skal have en stor del af æren for mentalitetsændringen, og desto mere vi etnisk danskere arbejder med en sådan ad positiv vej, desto hurtigere vil den fundamentalistiske holdning hos den store del muslimer ændre sig til en demokratisk variant.

Det er måske især de unge, der længes efter et tilsvarende ungdomsoprør, som alternativ til forældrenes middelalderlige stillestående og verdensfjendske Sharia-udgave, som de har medbragt fra Mellemøsten og Nordafrika.

Folkeskolens opgaver

Jeg har personligt undervist en række muslimske børn fra Bosnien. Nok havde de en anden kultur, men forældrene var hele tiden taknemlige for vores skolemæssige indsats. De tog alle de jobs, som etnisk danskere ikke ville have og betroede mig, at de reelt ikke var mere muslimer, end vi danskere er kristne.

I mine seneste år som folkeskolelærer arbejdede vi med et socialpædagogisk samværskoncept med titlen PALS (positiv adfærd i læring og samspil). Det arbejdede med at skabte mere positiv børneadfærd. Man lærte, at der skulle være plads til alle, og at man skulle huske at rose hinanden, når der ellers var grund til det.

Det virkede i den grad, at undertrykte børn med mange nederlag i bagagen, skilsmissebørn m.v. pludselig blomstrede op i et positivt socialt samliv med trygge og faste rammer for tolerabel adfærd, og så voksede den indlæringsmæssige side samtidig voldsomt.

Vi kan og skal ikke frelse verden. Selv om man arbejder intenst i Geneve med fredsforhandlinger for helt at stoppe krigen i Syrien, ophører flygtningestrømmene næppe sådan lige.

De mange etnisk fremmede muslimer, der kommer til Danmark i disse år, vil næppe udvirke borgerkrige eller mere kriminalitet. De vil fylde i vort samfund, og de rejser næppe hjem igen.

Men vi har vor berømte danske humanisme. Skal de være til bonus for os og dem selv, skal vi arbejde positivt og tillidsfuldt med dem med åbent sind, for de trænger sandelig til positive oplevelser, mens de får moderniseret deres fundamentalistiske fortid.

Det kan vi hjælpe dem med. Vi har selv været igennem noget af det. Vi skal ikke have nye krige.