Uanset partifarve forsvarer stort set alle politikere i officielle udtalelser den danske model, men de samme politikeres konkrete forslag, initiativer og handlinger tyder på, at lovprisningen af den danske model mest er forbeholdt de officielle skåltaler. Aktuelt har regeringen besluttet at finansiere folkeskolereformen med lærernes overenskomst. Dansk model?

Der bliver ofte sat en form for lighedstegn mellem den danske model og vores opbygning af en velfærdsstat. Med god grund, da modellen har været en væsentlig byggesten til vores udgave af et velfærdssamfund. Den del, der betegnes aftalemodellen, består af to elementer. Dels de kollektive aftaler mellem arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer, dels de såkaldte trepartsaftaler, hvor regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter tager et fælles ansvar for at løse overordnede samfundsmæssige udfordringer.

Begge elementer i den danske aftalemodel er truet. Det sker samtidig med, at vi står med et akut behov for at revitalisere og nytænke modellen, hvis vi skal løse de udfordringer, vi har som følge af den globale økonomiske krise. Aftalemodellen kan vise sig om en unik mulighed for Danmark i den internationale konkurrence.

Facit givet på forhånd

Lad os først se på den del der handler om trepartsforhandlinger. Efter den dramatiske afslutning på de trepartsforhandlinger der dårligt nåede at komme i gang i forsommeren 2012, erklærede den socialdemokratisk ledede regering, at trepartsforhandlinger ikke længere indgår i regeringens værktøjskasse. Den borgerlige opposition fulgte trop med også at fraskrive sig trepartsforhandlinger efter et eventuelt regeringsskifte. 

Forud for finansministerens ensidige nedlukning af forhandlingerne, havde Metals daværende formand Thorkild Jensen meddelt, at i en situation med stigende ledighed gav det ingen mening at øge arbejdstiden ved at afskaffe en eller flere helligdage. En holdning der var bred opbakning til blandt hele fagbevægelsens medlemmer.

Det kan aldrig være en del af fagbevægelsens rolle at øge arbejdsløsheden.

For folkeskolelærerne ville en afskaffelse af to fridage have betydet, at yderligere 549 lærere kunne stille sig op i arbejdsløshedskøen, og endnu flere af de nyuddannede ville få vanskeligt ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Den finansministerielle logik er, at med øget arbejdsudbud vil ledigheden stige og dermed presset på lønningerne, hvilket i sidste ende vil forbedre konkurrenceevnen! Et er, at der er al mulig grund til at stille spørgsmålstegn ved disse simple økonomiske logikker, men noget andet er, at det aldrig kan være en del af fagbevægelsens rolle at øge arbejdsløsheden blandt medlemmerne for derigennem at presse de, der er i arbejde yderligere. Og netop her har vi den egentlige grund til sammenbruddet i forhandlingerne.

Den danske model bygger på, at vi sammen finder løsninger på fælles udfordringer. Det sker ikke ved at diktere en bestemt løsning, der er i åbenlys modstrid med den ene parts interesser. En styrket konkurrenceevne er helt klart en fælles udfordring, som fagbevægelsen allerede har taget et medansvar for gennem særdeles smalle overenskomstresultater.

Vi tager også gerne et ansvar for en mere langsigtet indsats gennem en opkvalificeret arbejdsstyrke, et forsat fleksibelt arbejdsmarked og en forøgelse af produktiviteten, men det skal ske i et reelt samarbejde og ikke ved, at facit er givet på forhånd.

Overenskomster under pres

Det andet ben i den danske aftalemodel er de kollektive overenskomstaftaler. Denne del er under pres fra ikke mindre end tre fronter: Vigende medlemsopbakning til de faglige organisationer, arbejdsgivernes undsigelse af aftalesystemet og politikernes indblanding i aftaleforhandlingerne.

Hele forudsætningen for den danske model er, at de faglige organisationer kan indgå forpligtende kollektive aftaler på medlemmernes vegne. Det kan vi kun, hvis vi har en stor opbakning fra de lønmodtagere, som vi indgår aftaler for. Skal de faglige organisationer kunne levere et kvalificeret med- og modspil til udviklingen af beskæftigelsespolitikken, arbejdsmarkedspolitikken, uddannelsespolitikken med videre, og skal vi kunne levere en kvalificeret indsats på de enkelte arbejdspladser, kræver det resurser.

Vi oplever et pres på at erstatte kollektive aftaler med individuelle aftaler.

Derfor er det helt uforståeligt, at de politikere, der ofte selv fremhæver betydningen af den danske model, vanskeliggør organisationernes arbejde ved at begrænse fradragsmuligheden for fagligt kontingent og dermed begrænse fagforeningernes muligheder for at løfte deres samfundsmæssige opgave. Helt grotesk bliver det, når begrænsningen kun gælder for lønmodtagerorganisationerne men ikke for arbejdsgiverorganisationerne.

På det offentlige område oplever vi, at ikke mindst Moderniseringsstyrelsen lægger et markant pres på at erstatte kollektive aftaler med individuelle aftaler mellem medarbejder og leder. Senest har de nærmest forbudt gymnasierektorerne at indgå aftale med lærernes tillidsrepræsentanter. Samtidig stilles der spørgsmålstegn ved hele samarbejdssystemet og de tillidsvalgtes behov for særlig beskyttelse mod afsked. 

Arbejdsgiverne leger med ilden. Netop i en tid med store omstillinger og effektiviseringer kan aftalesystemet og medarbejderindflydelsen være en afgørende forudsætning for, at vi lykkes med omstillingen. Gennem de kollektive aftaler tager de faglige organisationer et medansvar, skaber ordnede forhold på arbejdspladsen og bidrager dermed til øget effektivitet blandt andet gennem mindre administration og bureaukrati.

Moderniseringsstyrelsen, der også var arkitekterne bag sammenbruddet i trepartsforhandlingerne, mener øjensynligt, at alles kamp mod alle er vejen til større effektivitet. De historiske erfaringer i Danmark og de øvrige nordiske lande viser noget helt andet.

Regeringen hykler

Når politikerne i ly af den økonomiske krises pres på lønmodtagerne samtidig finder det legitimt at blande sig aktivt i parternes frie forhandlinger, bliver den danske aftalemodel sat under et voldsomt pres. Sms'en fra finansministeren til forhandlerne for kabinepersonalet i SAS midt i de højspændte forhandlinger i efteråret var et meget konkret eksempel på dette, men desværre ikke et enkeltstående eksempel.

I regeringens interne arbejdspapirer om den nye skolereform står der: ”Reformen gennemføres ved hjælp af frigjorte ressourcer som følge af dels normalisering af lærernes arbejdstid og dels som resultat af blandt andet reduceret pasningsbehov i SFO”. Det er i sig selv helt uhørt, at regeringen på den måde har besluttet, at en højt profileret reform skal finansieres af forringelser af de ansattes arbejdsvilkår. Arbejdsvilkår der vel at mærke burde være en del af parternes suveræne forhandlinger. 

Når regeringen samtidig har gennemført et langvarigt samarbejde med arbejdsgiverparten og konsekvent nægtet at inddrage lønmodtagerparten, er det ærlig talt vanskeligt at komme udenom ordet hykleri, når repræsentanter fra den sammen regering lovsynger den danske model.

Vi står i en meget vanskelig situation med en langvarig økonomisk krise og med store omvæltninger i verdensøkonomien. I bestræbelserne på at tackle denne situation står vi med en afgørende trumf i forhold til mange andre lande: Den danske model.

Velfærdssamfundet 2.0

For nogle år siden viste en stor undersøgelse blandt ansatte i kommuner og regioner, at den vigtigste motivationsfaktor var muligheden for at kunne udføre arbejdet kvalificeret. Samtidig var det mindre end halvdelen af de ansatte, der mente, at den mulighed var til stede.

Her ligger et enormt potentiale. Tænk hvis vi med udgangspunkt i den danske aftalemodel kunne tage et fælles ansvar for at sikre, at medarbejderne kunne udføre et arbejde af høj kvalitet. Det vil være stærkt motiverende for de ansatte, og den øgede kvalitet i opgaveløsningen vil samtidig resultere i en betydelig produktivitetsforbedring.

Jeg er ikke i tvivl om, at de faglige organisationer på den måde er parate til at tage et medansvar for at udvikle Velfærdssamfundet 2.0, men det forudsætter, at vi tager det bedste fra den danske model alvorligt, at vi betragter kollektive aftaler som en mulighed og ikke en hæmsko, og at vi er parate til at inddrage de faglige organisationers viden, ekspertise og medansvar.