Truslen fra vest har i århundreder været en vigtig hjørnesten ved udformningen af Ruslands/Sovjetunionens/Ruslands sikkerhedspolitik.

Langs Mannerheimlinjen blev der med hjælp fra Nazi-Tyskland bygget militære flyvepladser, som kunne betjene 10 gange så mange fly, som Finland besad.

Tysklands angreb på Sovjetunionen i juni 1941 med millioner af døde og ufattelige ødelæggelser i den næsten fireårige, raceideologiske tilintetgørelseskrig er således fortsat målestokken for de nuværende russiske beslutningstagere med præsident Vladimir Putin i spidsen.

Den anvendes, når de russiske ledere skal vurdere den vestlige militæralliance NATO's fortsat mere aggressive adfærd i forbindelse med den aktuelle konflikt i Ukraine. For Rusland i 2015 synes den internationale situation at ligne tilstanden i 1939-40, hvor det daværende Sovjetunionen var omringet på alle sider af en række fjendtlige, kapitalistiske stater. 

Finland 1917-1939

Finland var i 1917 blevet selvstændigt som et resultat af den russiske novemberrevolution. Men under anførsel af den zar-russiskuddannede general Mannerheim og med afgørende støtte fra tyske såkaldte frikorps nedkæmpede de "hvide" i en blodig borgerkrig de "røde", som ønskede et tættere forhold til den socialistiske nabo mod øst.

De "hvides" sejr i den borgerkrigen lagde rettesnoren for Finlands storpolitiske orientering i de næste årtier. Reaktionære regeringer støttede sig til diverse imperialistiske magtgrupperinger i Central- og Vesteuropa og opbyggede på samme tid forestillingen om et "Storfinland". I den mest ekstreme udgave strakte det sig helt til Ural - tusinder af kilometer inde på sovjetisk territorium.

Ved udbruddet af Anden Verdenskrig i september 1939 havde Sovjetunionen således en yderst sårbar nordvestgrænse til et stokreaktionært Finland, som i givet tilfælde kunne udnyttes af en fjendtlig stormagt til et angreb på Sovjetunionen.

Den finsk-russiske grænse forløb blandt andet på Det karelske Næs, kun 30 kilometer fra millionbyen Leningrad, ét af Sovjetunionens vigtigste områder, både økonomisk og militært. Et succesrigt angreb på denne by ville være af enorm betydning i en krig.

Tværs over Det karelske Næs løb den såkaldte Mannerheimlinje, og med hjælp fra det nazistiske Tyskland blev der her bygget en række militære flyvepladser, som kunne betjene 10 gange så mange fly, som det finske flyvevåben besad.

Finsk-russiske forhandlinger

Dette skabte i Sovjetunionens ledelse frygt for, at Finland ville blive brugt af en fjendtlig stormagt til et angreb på landet. Frygten fandt næring i den truende storpolitiske udvikling i 1930'erne, hvor de to store vestmagter Storbritannien og Frankrig gang på gang afviste sovjetiske forslag om at stoppe de fascistiske stormagter, Tyskland og Italien, før det blev for sent.

Dette dannede baggrunden for finsk-sovjetiske forhandlinger i oktober-november 1939, hvor Sovjetunionen blandt andet foreslog, at den fælles grænse på Det karelske Næs skulle flyttes omkring 50 kilometer væk fra Leningrad.

På den måde ville byen være mindre sårbar i tilfælde af et angreb på Sovjetunionen.

Til gengæld ville Finland få et dobbelt så stort sovjetisk landområde. I håb om direkte militær støtte fra Storbritannien og Frankrig afviste Finlands regering de sovjetiske forslag, og den 30. november 1939 var den finsk-russiske vinterkrig en realitet.

Den medførte hysteriske, antikommunistiske og antisovjetiske reaktioner, både i Danmark og i andre europæiske lande.

Vestmagterne

Fra krigens begyndelse stod det klart, at Storbritannien og Frankrig ville benytte den til at skabe en forenet front mod Sovjetunionen. De to vestmagter traf således forberedelser til en direkte militær indgriben på finsk side med et ekspeditionskorps på 150.000 mand.

De lagde med henblik på transit gennem Norge og Sverige et voldsomt diplomatisk pres på de to nordiske lande, som dog nægtede at give efter for det.

Og motiverne for ekspeditionskorpset unddrager sig rationel analyse. At England og Frankrig skulle provokere en krig mod Sovjetunionen på samme tid, som landene var i krig med Tyskland, lignede et "produkt fra et galehus". Sådan lød en senere vurdering fra den britiske historiker A.J.P. Taylor. 

Efter indledende vanskeligheder fik den Røde Hær efterhånden overtaget på slagmarken og gennembrød i begyndelsen af marts 1940 Mannerheimlinjen. Det satte gang i fredsforhandlingerne, som førte til undertegnelsen den 12. marts 1940 af den såkaldte Moskva-fred - altså netop for 75 år siden. 

For Sovjetunionen betød fredstraktaten, at den direkte trussel mod Leningrad blev svækket. 

Set i et større perspektiv lykkedes det således ikke for Storbritannien og Frankrig at skabe en samlet front mod Sovjetunionen ved hjælp af den finsk-russiske krig.

For Sovjetunionen betød fredstraktaten blandt andet, at den direkte trussel mod Leningrad blev svækket. Det fik stor betydning under Tysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941. Som bekendt erobrede tyskerne aldrig den sovjetiske millionby, som overlevede en årelang belejring.

For de herskende lag i Finland blev Moskva-freden kun betragtet som en våbenhvile. Der udvikledes et stadigt tættere politisk-militært samarbejde med Nazityskland, et samarbejde, der kulminerede i den finske deltagelse i krigen mod Sovjetunionen.

For Finlands vedkommende sluttede denne såkaldte "Fortsættelseskrig" med våbenhvilen i september 1944, efterfulgt af et formelt punktum i forbindelse med Paris-fredsaftalen i februar 1947.