De politiske modsætninger i de europæiske lande er voksende, og det hårde, brutale økonomiske styre fra EU-kommissionen har ikke mildnet dem.

Den kronisk høje arbejdsløshed har bidt sig fast, og magthaverne synes rådvilde med hensyn til løsninger.

I samfundets nederste hierarki øges konkurrencen om jobbene, og udbytningen af desperate arbejdere på jagt efter lønarbejde betyder nedbrydning af solidaritet og respekt for medmennesket.

Den såkaldte venstrefløj i Europa, omfattende de socialdemokratiske partier, er i dyb krise og tilbagegang.

Kløften mellem den såkaldte politiske klasse og den arbejdende befolkning er vokset, uden at den politiske klasse har forstået skadevirkningerne af sin konservatisme i den økonomiske politik.

Protestpartier på højre side er opstået, som italesætter denne konkurrence og oplevede trusler, som rammer bredt. De finder syndebukke blandt immigranter og flygtninge og freder storkapitalen, der roligt fortsætter business as usual.

Venstrefløjens krise

Den såkaldte venstrefløj i Europa, som normalt beskrives som omfattende de socialdemokratiske partier, er i dyb krise og tilbagegang over hele linjen. Bortset fra enkelte lande, hvor der formuleres et selvstændigt, kapital-kritisk program.

I denne accellererende krise ser vi nu, at arbejderklassen vender tilbage som politisk begreb efter at være blevet skyllet ud i den nyliberalistiske revolution.

Den var en ideologisk sejr for den pro-kapitalistiske lejr og sammenfaldende med opgivelsen af socialisme som strategi på store dele af venstrefløjen.

Arbejderklassens genkomst er især en svær fødsel for de mange intellektuelle, som har lukket sig inde i en ideel forestilling om velfærdsstaten som en stabil konstruktion og EU som en humanistisk bastion. Med en total virkelighedsflugt fra realiteterne i et klassesamfund, hvor klasseskellene bare er vokset.

De hyler og skriger nu om truslerne fra populismen uden at erkende deres egen ufolkelighed og verdensfjerne teorier.

Men humanisme forudsætter kamp for socialisme og opgør med klassesamfundet. Denne enkle logik har venstrefløjen forkastet i en alliance med politiske kræfter, som kun arbejder på at nedbryde socialismen som ide og praksis.

Konsekvensen af svigt

Die grosse Koalition i Tyskland, New Labour i Storbritannien, det præsidentielle Socialistparti i Frankrig og EU-ideologien om nedbrydning af nationalstaterne har kastreret arbejderklassens organisationer, for så vidt de skulle optræde som lydige agenter for en sådan politik.

Når arbejdervælgerne er gået til højre, så skyldes det grundlæggende, at de partier, som skulle retlede arbejderklassen, er gået til højre og dermed har gjort arbejdervælgerne forvirrede om, hvem man egentlig kan stole på.

Alle de store magtbærende partier mener stort set det samme og støtter en hård sparepolitik. De rigeste skummer fløden, og den arbejdende befolkning får at mærke, at den må betale for krisen gennem stagnerende lønninger og ringere offentlig velfærd.

Det er blevet et system uden egentlige valgmuligheder, hvor de magtbærende partier ikke tager fat i den enorme magt, som finanskapitalen har fået i samfundet. Senest ser vi den socialistiske præsident Hollande smide håndklædet i ringen.

De vesteuropæiske såkaldte arbejderpartier har mistet forbindelsen til deres kernevælgere, som også vælger at orientere sig andre steder hen.

Den neoliberale indflydelse på venstrefløjen har erstattet klassebevidsthed med økonomiske, moralske og politiske fraser, og man taler til en såkaldt middelklasse, som i realiteten ikke findes som selvstændig klasse.

Ny klasseidentifikation

Arbejderklassen, som har forstået sig som arbejdere i modsætning til ”dem der oppe”, er blevet svigtet af elitære politikere på venstrefløjen. som har set politik som et karriereforløb.

Når arbejderklassen ikke længere er et legitimt identifikationspunkt og italesættes i politik, træder den anden store identifikation i stedet: Nationen ("at være dansker").

Dette er også virkelighed, men bliver nu et primært identifikationspunkt, hvor arbejderklassebevidsthed nedvurderes og gøres "umoderne". Det åbner banen for den antisocialistiske højrefløj.

Hvor klassepolitikken har kunnet holde racismen i ave, så får den nu frit løb, hvor en aggressiv og nationalistisk højrefløj byder sig til. Arbejderbyer i Frankrig, som før stemte kommunistisk og socialistisk, stemmer nu Front National.

Forræderiet er totalt.

Klassekamp fra oven

I Danmark har arbejderpartierne og venstrefløjen også i høj grad sat arbejderklassen på pause. Anders Fogh erklærede klassekampen for død i sin nytårstale 2002, men sandheden var nærmere, at klassekampen var blevet sat på pause af de politiske kræfter, som burde give kapitalen modspil.

Anders Fogh aflyste skam ikke klassekampen, men med dette smarte ideologiske fif, så startede han en klassekamp fra oven, som fortsætter den dag i dag. Og socialdemokraterne synes at være gået helt i coma.

At Danmark er et klassesamfund med en stor arbejderklasse har især forfatter og debattør Lars Olsen ihærdigt dokumenteret gennem sine bøger om det delte Danmark.

I det sociale Danmarks-portræt "Det danske klassesamfund" (2012) beskriver Lars Olsen med flere den ”glemte arbejderklasse”.  En klasse som har et hårdt arbejdsliv, både når det gælder det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø.

Arbejdervælgerne er i stigende grad blevet hjemløse, og de borgerlige har forstået at høste stemmer.

Der er her størst frygt for at blive arbejdsløs, mange savner mening med arbejdet og mangler udviklingsmuligheder.

Men hvor arbejdsmiljø kom på dagsordenen i 1970'erne, og blandt andet var grundlag for indførelsen af efterlønnen, så blev det glemt af et Socialdemokrati med begrænset forståelse for fagbevægelsens mærkesager. 

Arbejdervælgerne er i stigende grad blevet hjemløse, og de borgerlige har forstået at høste stemmer ved løgnagtigt at påstå, at man værner om velfærdsstaten - men systematisk nedbryder den.

Kontra-demokratiet

Ved at satse på emner som indvandring og integration er fokus flyttet over til at hakke på minoriteterne. En dagsorden som stadigt flere partier kopierer fra Dansk Folkeparti.

Arbejderne bliver svingvælgere, men de svinger ikke bare tilbage igen. Det kræver hårdt arbejde, som for eksempel under 3F's Skævt-kampagne i kampen omkring dagpenge og efterløn, hvor fagbevægelsen skabte en stærk, folkelig mobilisering.

Vi ser kontra-demokratiet. Når demokratiet ikke imødekommer borgerne, så vokser politikerleden og arbejdervælgerne vælger enten passivitet eller andre politikere.

Når valgdemokratiet og de såkaldte arbejderpartier ikke leverer arbejderpolitik, så slår arbejdervælgerne kontra.

Valgene i Storbritannien og USA har været et wake-up call, og vi ser arbejderklassens genkomst i i de mange analyser af, hvorfor det gik galt. Bernie Sanders i USA satte fokus på vælgernes klassebaggrund og talte direkte til arbejderklassen.

En strategi, som også Donald Trump fulgte, selv om det var racistisk og ekskluderende overfor mindretallene.

Alternativet til højrefløjens sejre må derfor være, at venstrefløjen konsekvent taler til arbejderklassens enhed og skærper kritikken af den udhuling af demokratiet, som en lille magtelite har gennemført på dygtig vis gennem brug af effektiv propaganda.

Indlæggets emner er mere udførligt behandlet på http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1767