- Vi skal se bort fra opfattelsen af kammeratskab mellem soldater. En kommunist er hverken en kammerat før eller efter slaget. Der er tale om en tilintetgørelseskrig.

I år vil der i Rusland dø mellem 20 og 30 millioner mennesker af sult. Og det er måske også godt, for visse folkeslag skal simpelt hen decimeres, sagde Hermann Göring i november 1941

Således lød ordene fra Stortysklands øverste leder, Adolf Hitler, i en tale til højtstående officerer den 30. marts 1941, få måneder inden det tyske angreb på Sovjetunionen den 22. juni samme år.

Ordene er værd at huske nu, 75 år efter det totale tyske nederlag i slaget om Stalingrad, Anden Verdenskrigs psykologiske vendepunkt. Det militære vendepunkt kom først omkring et halvt år senere, da den tyske værnemagts evne til at føre en strategisk offensiv blev endegyldigt brudt under slaget ved Kursk, syd for Moskva.

Den ideologiske betydning

Baggrunden for Tysklands angreb på Sovjetunionen var dels - og vigtigst - ideologisk: Oprettelsen af et tysk imperium på ruinerne af Sovjetunionen og en total destruktion af den kommunistiske dødsfjende.

Men hertil kom en erkendelse af, at Tysklands økonomiske styrke ikke var nok til at føre en krig på to fronter - Storbritannien afviste efter den tyske sejr over Frankrig i sommeren 1940 hårdnakket en forhandlingsfred med tyskerne på samme tid, som den tyske ledelse måtte regne med en snarlig amerikansk krigsdeltagelse på engelsk side.

Tyskland manglede fødevarer, de vigtigste råvarer samt arbejdskraft for at kunne videreføre krigen til en sejrrig afslutning, og disse krigsnødvendige "produkter" skulle hentes i Sovjetunionen, som man med vanlig vestlig arrogance ventede at kunne besejre fuldstændigt på få måneder.

 - Krigen kan kun videreføres, hvis den samlede værnemagt forsynes med fødevarer fra Rusland. I den forbindelse vil med største sikkerhed omkring 20 millioner mennesker dø af sult, hvis de for os nødvendige fødevarer tilvejebringes fra det besatte område, hed det med uhyggelig klarhed i et notat fra begyndelsen af maj 1941 fra et møde mellem tyske landbrugseksperter og højtstående officerer fra Værnemagten.

Hungerplanen mislykkes

Den såkaldte "Hungerplan" blev udarbejdet under ledelse af statssekretær i det tyske landbrugsministerium, Herbert Backe, og havde som udgangspunkt, at der i de erobrede sovjetiske områder ikke var et tilstrækkeligt overskud af fødevarer til både at brødføde den millionstore tyske hær og civilbefolkningen på hjemmefronten.

Ved at afskære de store sovjetiske industriområder omkring de største byer fra madforsyninger - og i den forbindelse lade befolkningen dø af sult, kunne den nazistiske ledelse opnå to ting: Fødevarer til den tyske værnemagt og civilbefolkning samt en fysisk udryddelse af det, som betegnedes som "de slaviske undermennesker".

 - I år vil der i Rusland dø mellem 20 og 30 millioner mennesker af sult. Og det er måske også godt, for visse folkeslag skal simpelt hen decimeres, sagde topnazisten Hermann Göring i november 1941 til forbundsfællen Italiens udenrigsminister, Galeazzo Ciano.

Hitler understregede ved flere tilfælde, at de to største sovjetiske byer Moskva og Leningrad skulle "udraderes" fra jordens overflade

Som bekendt forløb det tyske overfald på Sovjetunionen ikke som planlagt. Efter de indledende sejre i sommeren og efteråret 1941 måtte den tyske politiske og militære ledelse indse, at krigen på Østfronten ville trække i langdrag, og at man simpelt hen ikke havde ressourcer til afskære store sovjetiske områder fra tilførsel af fødevarer. Derfor kunne den oprindelige Hungerplan ikke gennemføres som oprindeligt udtænkt.

Ifølge nyere historisk forskning omkom omkring 17 millioner sovjetiske civilpersoner som følge af krigshandlinger, heraf "kun" mellem fire og syv millioner af sult i, hvad der er betegnet som verdenshistoriens mest omfattende krigsforbrydelser og folkemord.

Rovmord

Hårdest ramt var de største industribyer, herunder Leningrad, hvor et millionantal civilpersoner sultede ihjel under den flerårige tyske belejring; samt de vigtige industriområder i Ukraine.

Hitler understregede ved flere tilfælde, at de to største sovjetiske byer Moskva og Leningrad skulle "udraderes" fra jordens overflade, således at man ikke havde nødigt at brødføde de to byers befolkning.

Ifølge propagandaminister Goebbels ville dette have betydet verdens hidtil største hungersnød. For god ordens skyld tilføjede han, at der her var tale om en fortjent straf for at have gennemført en bolsjevikisk revolution.

 - Den planlagte krig mod Sovjetunionen var således - hvis man anvender strafferetslige termer - ikke mord af den rene lidenskab, ej heller i nødværge, men så meget desto mere et forsøg på at gennemføre et rovmord, skrev den tyske militærhistoriker Rolf-Dieter Müller for få år siden om det nazistiske Tysklands planer om at udplyndre Sovjetunionen og i den forbindelse lade en stor del af befolkningen dø af sult og lade de arbejdsduelige af de overlevende arbejde sig til døde for Det Tredje Rige.

Vel intet under, at militæralliancen NATO's stadig mere aggressive adfærd får Ruslands ledelse til at sende tankerne tilbage til de mørke dage fra 1941 til 1945, hvor kun en overjordisk indsats reddede det daværende Sovjetunionen og i parentes os andre fra at blive en del af det tyske "Grossraum".