I Information (Moderne Tider 6. juni) skrev Lotte Folke Kaarsholm, at der er en sammenhæng imellem liberalisters tro på det frie marked og tro på at klimaforskning er noget vås.

Forklaringen på denne sammenhæng er kulturel kognition som "er den proces, hvormed vi filtrerer information på en måde, så den beskytter vores foretrukne opfattelse af det gode samfund".

Vi går undergangen i møde med åbne øjne, som intet ser. Eller rettere: vi ser, hvad vi tror, frem for at tro, hvad vi ser.

Med andre ord, når man nu er så glad for det frie marked, hvor alle skal have mulighed for at bidrage til mere og mere vækst, så er man jo nødt til at iføre sig et kraftigt psykologisk filter, som fornægter de ubehagelige følger af denne adfærd.

Kulturel kognition betegner altså en psykologisk mekanisme hos os mennesker, understøttet af vores indgroede tilbøjelighed til vrangforestillinger, som forhindrer os i at komme til fornuft, og i stedet får os til at gå undergangen i møde med åbne øjne, som intet ser. Eller rettere: vi ser, hvad vi tror, frem for at tro, hvad vi ser.

Misinformation

Der er mange eksempler på kulturel kognition. I sidste halvdel af sidste århundrede var der en konstant produktion af misinformation om faren ved tobaksrygning fra "forskere" betalt af tobaksindustrien.

Ligeledes, i samme periode, var der "forskere", som misinformerede om freons (CFC-gas) nedbrydning af ozonlaget. Disse "forskere" var naturligvis betalt af kemi- og køleindustrien. Trods insektbekæmpelsesmidlet DDT i 1960’erne blev erkendt som en meget farlig miljøgift, anvendes det stadig i ulande til bekæmpelse af malaria.

I føromtalte artikel nævner Lotte Folke Kaarsholm amatørforskeres teorier om 9/11. Amatørforskere er alle vegne. Men denne nedladende betegnelse kunne netop være endnu et eksempel på kulturel kognition. I nogle sager vælger journalister at være kritiske, og i andre sager vælger de at tro på myndighedernes løgnehistorier.

I de sager hvor journalister vælger at være kritiske, kan de godt skelne imellem rigtige forskere og "forskere", som er bestilt/betalt til at have en bestemt holdning. I andre sager mister de den kritiske sans, og forfalder til latterliggørelse i stedet for analyse og fakta.

God journalistik finder man i Informations kritiske dækning af den danske krigsdeltagelse. Senest i Moderne Tider 13. juni hvori en forbrydelse begået i Helmand i Afghanistan i 2011 afdækkes.

Hvad bliver retsforfulgt, og hvad bliver ikke retsforfulgt i vores retsstat? Hvis noget er hemmeligstemplet eller "NATO-secret" er alle retsstatsprincipper sat ud af spillet. Information skal have ros for denne ihærdige dækning.

9/11-forbrydelsen

Anderledes forholder de sig til 9/11-forbrydelsen. Her gælder de samme retsstatsproblematikker, men nu i USA. Der er tale om en uopklaret forbrydelse, hvor USA-regeringens propagandaforklaring aldrig er blevet efterforsket trods åbenlyse misinformationer.

Modstanden mod at stille visse kritiske spørgsmål er et godt eksempel på den kulturelle kognition i Danmark, som den har udviklet sig, siden Anders Fogh Rasmussen i 2001 blev valgt som statsminister og i 2009 udnævnt til NATO’s generalsekretær.

Store spørgsmål får lov at ligge. Og dog, i det stille bliver der taget lidt op i ny og næ; i DR’s Bagklog på P1 23. maj kunne vi høre Ritt Bjerregaard og Christian Jensen (Informations chefredaktør) undre sig over den fraværende debat om formålet med Danmarks aktivistiske udenrigspolitik.

Det er ganske rigtigt helt grotesk. Vi er med til at skabe kaos i Syrien og Irak, og samtidigt nægter vi at modtage flygtninge fra de selvsamme lande. Vore krige mod terror skaber mere terror og ufred i verden og større terrortrussel i egen andedam.

Men helt ærligt, er der så meget at undre sig over? Dybt inde i vort indre ved vi godt, hvad det handler om. Vi vil bare ikke indrømme det. Og vi har ikke lyst til at tale om det. Og forresten tør vi heller ikke tale om det. Det er nemmest sådan. Vi er blevet dovne. Vores kulturelle kognition får os til at resignere.

Hvis noget er hemmeligstemplet eller "NATO-secret" er alle retsstatsprincipper sat ud af spillet.

Vi har vænnet os til at tro at det er bedst for os at være medlem af NATO og allieret med USA. Det er fordi, det er bedst for vore arbejdspladser, ikke sandt? Og da vi hellere forfalder til populistisk mainstream-propaganda frem for at bruge hovedet og kundskaben, lader vi os nemt overbevise om, at det er bedst for os at deltage i samtlige mulige angrebskrige brast og bram med USA, og at det er tvingende nødvendigt at øge vore militærudgifter til blandt andet nye kampfly.

Dumheden raser

Vi er i stand til at bilde os selv ind, når vi ifører os et særligt kraftigt kognitivt filter, at det er for at udbrede demokrati i verden. Dumheden raser i Danmark og det får tilsyneladende ingen ende; vi vil også støtte op om NATO’s missilskjold. Et Dr. Strangelove-projekt, som med garanti sætter terrorbalancen over styr.

Vi er ude af stand til at tænke klart. Det er, som om vi skal vise os overfor USA. Vi skal gøre indtryk ved at deltage i så mange NATO-øvelser som muligt. Men hvad fanden får vi ud af det, andet end at vi skaber det onde sammen med USA.

Hvor mange dumme svin står op hver morgen, og ser sig selvtilfredse i spejlet, idet de ifører sig deres psykologiske filter?

Hvis vi vil skabe en fredeligere verden, kan vi ikke gøre det ved at være pot og pande med verdens største krigsmagt, USA. Ukritisk opbakning af USA’s krigspolitik er i direkte modstrid med Danmarks grundlæggende demokratiske idealer. Vi burde hellere gå sammen i et nordisk samarbejde, naturligvis også i samarbejde med NATO og EU, men et samarbejde med ligesindede lande, hvor det Danmark, jeg gerne vil være en del af, passer bedre ind.