Uden sammenligning i øvrigt indeholder det ukrainske vendepunkt og den danske politiske utilpashed nogle ligheder og forskelle, der indbyder til grundlæggende refleksioner. Nemlig hvordan formelt demokratiske styreformer løser modsigelsen mellem den udøvende magts beslutninger og befolkningens forventninger.

Det ukrainske samfund var – som mange andre – kommet i økonomiske vanskeligheder i de senere år. Selvom Ukraine kunne betegnes som et uperfekt demokrati, var landets nu afsatte regering resultat af et demokratisk valg.

Vesten har, siden det sovjetiske systems sammenbrud, forsøgt at løsrive landet fra den russiske interessesfære gennem en "farve-revolution" ved hjælp af økonomisk og politisk støtte til oppositionelle kræfter i landet.

Forløbet i Ukraine

Den umiddelbare årsag til den aktuelle krise var imidlertid forbundet med regeringens afslag i efteråret 2013 på et tilbud fra EU om et lån, hvis betingelser var dikteret af Den internationale Valutafond, samt indebar en svækkelse af Ukraines bånd til Rusland. 

Regeringen, der havde et parlamentarisk flertal, var tilbageholdende med at acceptere dette tilbud, som i manges øjne lignede de betingelser, som var blevet påtvunget blandt andet Grækenland, der ligeledes for nogen tid siden var kommet i økonomisk uføre.

EU's hjælpepakke indebar i praksis et diktat om landets økonomiske politik som i tilsvarende tilfælde havde ført til en nedgang i befolkningens velstand og en svækkelse af landets suverænitet, hvad angår økonomisk politik. 

Det principielle i dette forløb er, at Kijev-regeringen – uanset hvad man ellers kunne mene om beslutningen eller om regimets korruption – var i sin gode ret til i stedet at vælge et russisk tilbud om økonomisk hjælp.

EU eller Rusland

Moskva tilbød en pakke på 15 milliarder dollar samt en betragtelig rabat på olie- og gasleverancer til den ukrainske økonomi. I lyset af EU's tilbud, der bød på lån og kreditter samt et krav om økonomiske reformer, besluttede Viktor Janukovitj som leder af den legitime regering at acceptere Moskvas tilbud. 

I mediedækningen af dette forløb er man i dag tilbøjelig til at glemme, at regeringen kom til magten i 2010 gennem det, som international opinion betragtede som en fair proces.  

En del af befolkningen, især i den vestlige del af landet, ønsker en tilslutning til Den Europæiske Union. De var utilfredse med denne beslutning og protesterede i gaderne. I denne sammenhæng er det værd at bemærke, at regeringen stod over for et nyt valg i 2015, hvor befolkningen eventuelt kunne have afsat den siddende regering.

Vesten, især USA og Tyskland, har krænket internationale normer for relationer mellem stater.

Samtidig ved vi, at Vesten, især USA og Tyskland, i forbindelse med gennemførelsen af den såkaldte "orange-revolution" og indlemmelse i EU og NATO, har været aktive med at støtte oppositionelle grupper økonomisk og politisk. Det er også sket for de tidligere sovjetiske satellitstater.

I virkeligheden repræsenterer disse interventioner en direkte krænkelse af internationale normer for relationer mellem stater.

Demokratisk magtudøvelse

Formålet med denne korte redegørelse er at reflektere over et generelt problem vedrørende spørgsmålet om magtudøvelse i demokratiske samfund.  Ifølge demokratiets spilleregler får politiske aktører magt til at regere for et antal år (fire eller fem år) uden at åbne for mekanismer, der muliggør protest i befolkningen, som måtte være modstander af de trufne beslutninger. 

Det betyder, at en demokratisk valgt regering – uanset dens popularitet – kan iværksætte politik og reformer, der er i modstrid med en del af befolkningens ønsker.

Denne problemstilling udgør et dilemma for både "uperfekte" og "perfekte" demokratier. Den kan overføres til danske forhold, som for nylig har oplevet et "disconnect" mellem en vigtig regeringsbeslutning og den folkelige modstand imod samme beslutning. 

Hvad der her tænkes på, er sagen om salget af aktier i den statslige energikoncern Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Beslutningen, som finansminister Bjarne Corydon fik gennemført, havde ikke været med i regeringens oprindelige politiske grundlag, da den kom til magten. 

Med andre ord var befolkningen uden kendskab til dette kontroversielle spørgsmål under valgkampen.

Demokratisk underskud

Det demokratiske underskud i denne sag kom til udtryk i en autoritær regeringsførelse på trods af en folkelig mobilisering og protester, som var i stand til at samle 200.000 underskrifter mod regeringens politik. 

Nu er Danmark ikke Ukraine, og Ukraine er ikke Danmark!  Men hvis 200.000 mennesker var mødt op til demonstration i København, og ekstremistiske bøller havde besat regeringsbygningen, ville det så ikke have udløst en ret stærk reaktion fra statsapparatet eller ført til en afsættelse af regeringen?

Politiets opførsel overfor demonstranter under klima-topmødet i København i marts 2009 er værd at huske.

Problemet med demokratiet er, at regeringerne vælges hver fjerde eller femte år og i mellemtiden træffer nogle beslutninger, som ofte gennemtrumfes uanset den manglende folkelige tilslutning.  De fleste kontroversielle emner er ikke en del af valgkampagnerne – faktisk bliver befolkningen sjældent inddraget om vigtige nationale spørgsmål – inklusive forholdet til EU.

Folkeafstemninger er gået af mode!

Stiliseret teater

Noget lignende gælder nok de fleste andre vestlige demokratiers måde at fungere på.  Det politiske system er opbygget på en sådan måde, at befolkningens tilslutning til visse vigtige afgørelser slet ikke kommer på dagsordenen under valgkampen, men beslutningerne træffes bag ryggen af flertallet. 

Derigennem skabes en frustration over det politiske system. Og i tomrummet ser vi i disse år voksende proto-fascistiske bevægelser i Europa og USA, som vil blive styrket af den militante oppositions store "sejr" i Ukraine. 

En lille anekdote kan illustrere vores argumentation: I begyndelsen af den store finansielle krise i 2008 sagde den daværende amerikanske finansminister Robert Rubin i en tale på Yale University:

 Gennemførelsen af den transnationale elites økonomiske og sociale politik forudsætter, at demokratiet reduceres til politisk kabuki teater!   

"En af de største politiske udfordringer for demokratierne de kommende årtier bliver at træffe de upopulære økonomiske beslutninger, der er forudsætningen for succes i en transnational, indbyrdes afhængig global økonomi."  

Med andre ord: Gennemførelsen af den økonomiske og sociale politik, der er udformet af, hvad man har kaldt den "transnationale elite", forudsætter, at demokratiet reduceres til politisk kabuki teater!   

Goldman Sachs, Bilderberg og Corydon

Det er i denne sammenhæng ikke uinteressant at bemærke, at Robert Rubin, som var arkitekt bag præsident Clintons nyliberale økonomiske politik, havde været 26 år i lære hos Goldman Sachs. En institution der ikke er kendt for noget gudfrygtigt, demokratisk sindelag. Banken spillede en betydningsfuld rolle i Grænkenlands finansielle krise.

Endelig er det i den forbindelse bemærkelsesværdigt, hvor lidt medierne har oplyst om, hvad finansminister Bjarne Corydons samtaler med ledende Goldman Sachs-folk på den hemmelige loge Bilderbergs konference sidste år gik ud på.

Denne lille sammenslutning af verdens mægtigste individer har til formål – i David Rockerfellers formulering – "at skabe en mere integreret global politisk og økonomisk struktur."

I den aktuelle krise er det bemærkelsesværdigt, at til trods for det demokratiske underskud, som sagen omkring Dong afdækkede, har dette ikke forhindret den danske regering i at støtte det "demokratiske kup" imod et folkevalgt styre. Og uanset sympati eller antipati fulgte regimet spilleregler, der i sin kerne ligner den danske praksis.

 På grund af denne principløshed risikerer demokratiet at miste sin legitimitet og ideologiske tiltrækningskraft.