Med dommen 20. februar afgjorde Højesteret endeligt, at det ikke var i strid med grundloven, at EU's Lissabontraktat ikke kom til folkeafstemning. Det var ikke uventet. Men det er en vigtig dom, der sætter nogle klare pejlemærker for fremtiden.

Nye regler for hvordan EU fungerer

Et at de vigtigste formål med Lissabontraktaten er at gøre det lettere at træffe beslutninger i EU. Blandt andet får man klare nye regler om, hvordan lovgivning bliver til i EU-systemet.

Men kan man ændre krav om enstemmighed (veto) til flertalsafgørelsen eller på anden måde flytte om på kompetencen og magtfordelingen indenfor EU uden at følge grundlovens krav om en særlig procedure (folkeafstemning) for suverænitetafgivelse? Det var det centrale emne, som Højesteret havde bestemt skulle afgøres en gang for alle.

Højesteret fastlåst, at sådanne ændringer ikke kræver ny afstemning, med mindre der er tale om at Unionens identitet ændres. Højesteret lægger vægt på, at EU’s centrale institutioner er de samme som tidligere, og at de væsentlige forskydninger i magtbalancen fra 1972 til nu ikke er sket på en gang, men over flere folkeafstemninger.

Højesteret siger også, at hvis man fra politisk hold havde lagt vægt på eksempelvis veto ret, så skulle det været skrevet direkte ind i loven om tiltrædelse af EU. En betingelse om fortsat vetoret kan man ikke læse i den første lov fra 1972, da vi blev medlem af det daværende Fællesmarked, selvom der fra politisk hold blev lagt stor vægt på, at al lovgivning krævede fuld enstemmighed i Rådet.

At betingelserne skal skrives direkte ind i loven for at være bindende, er godt at huske på, når og hvis der kommer en afstemning om rets- eller forsvarsforbeholdet eller andre nye emner. I loven om Lissabontraktaten har man faktisk skrevet direkte ind, at visse forudsatte ændringer i afstemningsregler kræver et særligt flertal i Folketinget, og det er altså den vej, man skal gå, hvis man baserer sin jastemme på en vis magtbalance.

Charteret og nye bestemmelser i traktaten

Lissabontraktaten indeholder en del nye bestemmelser om specielle emner og traktatfæster charteret om grundlæggende rettigheder. Charteret er et katalog over sociale og politiske rettigheder, vi som EU-borgere har krav på. Det har stor betydning for EU’s lovgivning og fortolkningen heraf.

Forud for traktaten vurderede Justitsministeriet, at ingen af disse nydannelser reelt udvider EU's kompetenceområder (på visse punkter i modsætning til den konklusion man var nået til om den kuldsejlede forfatningstraktat, som vi skulle have stemt om).

Højesterets vigtigste budskab er, at man som regering har pligt til at vedstå den vurdering af omfanget af suverænitetsafgivelse, som man lagde frem for Folketinget, og som ligger til grund for vedtagelsen af tiltrædelsesloven. 

Set fra EU’s side er der med EU skabt en ny retsorden, en europæisk forfatning, der står over de nationale retsordener

Det fremgår ikke, hvordan en sådan pligt skal forstås og udfolde sig i en konkret tvist. Men Højesteret gør det klart, at man ikke fra regeringens side kan anlægge en indskrænkende forståelse af suverænitetsafgivelse for at komme uden om en folkeafstemning og derefter senere, når det måtte vise sig, at det ikke holder EU-retligt, med et skuldertræk sige: O.k., vi tog fejl.

Det er godt, navnlig fordi det pålægger regeringen ikke at underspille graden af suverænitetsafgivelse. Det kunne blive aktuelt i fremtiden ved nye traktatændringer, hvor vi med denne formaning fra Højesteret burde kunne være sikre på, at hvis vi afgiver suverænitet bliver det bevidst og med åbne øjne. Der er, siger Højesteret, ikke plads til snigende suverænitetsafgivelse af bagvejen.

Et lærerigt (men ikke nyt) eksempel på snigende suverænitetsafgivelse kender vi fra Laval-sagen om hvorvidt EU-traktaten har betydning for retten til kollektive kampskridt. Regeringen hævdede forud for sagen, at indgreb heri ligger helt uden for EU-kompetencen. Men efter at EU-domstolen i december 2007 fortolkede det anderledes, udtalte regeringen, at traktaten åbenbart altid har givet hjemmel hertil .

Forholdet mellem medlemsstaterne og EU

Set fra EU’s side er der med EU skabt en ny retsorden, en europæisk forfatning, der står over de nationale retsordener, også deres grundlove, også når det drejer sig om, hvor grænsen for EU’s tildelte beføjelser går.

Imidlertid gentager Højesteret, som også udtrykt ved dommen fra 1998 om Maastrichttraktaten, at EU hviler på den suverænitet medlemsstaterne har overgivet i overstemmelse med deres egne grundlove. Videre kompetence bindende for Danmark, end hvad Folketinget har lagt til grund, kan EU ikke få. Uanset hvad EU-domstolen måtte sige herom.

Der har i hele EU’s historie været en spænding mellem de, der ønsker mere Europa, mere integration, mere føderalisme, og de der sværger ”nationernes Europa”. Dommen er ikke på nogen måde udtryk for nogen politisk holdning hertil, men sagen og dommen er et godt afsæt for et opgør med, hvad man kan kalde en officiel strudsepolitik, en politik hvis indhold er : Tal godt om EU som (kun) et samarbejde mellem ligeværdige stater, men nedton, hvad der taler for at Europa er tænkt som, og efter manges opfattelse burde være, meget mere end det.

Man er tydeligvis bange for, at man ikke kan holde Danmark fast i EU, hvis man i retorikken går ind for stærkere integration og mere suverænitetsafgivelse. Men måske gør man EU en bjørnetjeneste derved, måske er denne holdning kimen til opløsning af et udelt EU.