Kan vejen til et socialistisk Danmark gå gennem en reformering af EU indefra, eller kan EU kun eksistere som det, det er skabt til, nemlig kapitalens redskab? Om dette spørgsmål hersker der stor uenighed. 

Det Europæiske Venstreparti mener det første. En række kommunistiske partier, herunder de danske, mener det sidste. Enhedslisten, som er medlem af det Europæiske Venstreparti, er splittet på spørgsmålet.

Vil EU-konstruktionen vedblive at være en snyltende, reaktionær dødvægt?

I denne kronik stilles det endnu bredere spørgsmål: Hvad er i det hele taget EU’s rolle i verden? Kan eller vil EU kunne reformeres, således at det styrker en udvikling til gavn ikke blot for EU-Europas, men for klodens folk? Eller vil EU-konstruktionen vedblive at være en snyltende, reaktionær dødvægt?

I den sammenhæng er det meget lærerigt at se på, hvad en marxist med udgangspunkt i Den tredje Verden, Samir Amin (SA) mener om EU. I dag er han leder af Tredje Verdens Forum i Dakar, Senegal. Han har udgivet en række bøger på Monthly Review’s forlag, bag hvilket står den marxistiske tradition, som blev grundlagt af Baran og Sweezy, forfatterne til "Monopolkapitalen". 

Europæisk identitet?

Otteogtyve lande, tilsluttet en Europæiske Union, EU 1) skulle - ifølge den her herskende opinion - have alle muligheder for at blive en økonomisk og politisk magt på linje med USA. Det begrundes i landenes samlede befolkningstal og produktionskapacitet. 

Den opfattelse deler Samir Amin ikke og angiver to grunde. Den første er det nordamerikanske kontinents langt større naturrigdomme.

Den anden er, at den historiske udvikling i Europa har skabt et antal nationalstater med meget forskellig politisk kultur. Trods den amerikanske befolknings forskellige oprindelse er der i Nordamerika ikke afgørende geografiske forskelle med hensyn politisk kultur eller kapitalistisk udvikling.

I Europa kan man pege på tre zoner med forskellig grad af kapitalistisk udvikling. I vest og nord bredte kapitalismen sig fra England gennem periode, der strakte sig ind i 1900-tallet og antog sin monopolistiske karakter. I store dele af Sydeuropa skete udviklingen senere og nåede ikke op på omgangshøjde med det nordvestlige Europas.

I Østeuropa og Grækenland har udviklingen ikke skabt de monopoler, der er kapitalismens basis for profit og udvikling i dag. Østeuropa spiller i dag nærmest den samme rolle i forhold til Vesteuropa som Sydamerika gør i forhold til USA, bortset fra den større fattigdom på råstoffer.

Krisernes EU

Få benægter i dag, at EU rystes af en række kriser. Eurokrisen, den græske krise, flygtningekrisen samt Englands vedholdende krav om undtagelser, der strider mod grundlaget for EU, understreger dette. Desuden er EU ramt hårdt af de kriser, som ryster hele det kapitalistiske system: 

Økonomisk stagnation, underbeskæftigelse, stigende demokratisk underskud og skærpede miljøproblemer. EU’s ambition om at optræde på verdensscenen som en selvstændig stormagt med en sammenhængende, konsekvent politik har afsløret sig som et fatamorgana. Skepsis vokser blandt landenes befolkninger.

Det er ikke underligt. EU blev solgt til dem som noget, det ikke var og ikke kunne blive: EU skulle være et ”fredens projekt”, men fører de imperialistiske traditioner videre og har flere krige på bagen (Jugoslavien, Libyen med flere).

EU skulle skabe et Europa, der kunne markere sig i forhold til USA, men er i praksis et halehæng til USA på grund af sammenvoksningen med NATO og den stærke blok af USA-orienterede lande i EU.

EU skulle skabe udvikling for landene i syd og hæve de nye lande i Østeuropa op på niveau med de ”gamle” EU-lande. Men i realiteten er Tyskland blevet rigere og stærkere, og de svage lande i øst og syd bliver ladt tilbage. Det burde ikke undre nogen. Uens udvikling er et grundlæggende træk i udvikling på kapitalistiske præmisser.

SA kalder propagandaen for EU-staten for ”imbecil og uopfindsom”. De nationale særpræg og nationale interesser kan ikke smelte sammen til en velklingende, fælleseuropæisk symfoni. Han siger: ”Uden respekt for national suverænitet er intet demokratisk og progressivt alternativ muligt, hverken i Europa eller andetsteds.”

Det er tværtimod lykkedes EU at stimulere højrepopulistiske og nationalchauvinistiske kræfter. Han frygter, at EU landenes fremtid kan blive en gentagelse af 30’rne med ”Pilsudskis, Horthys, Baltic barons, Mussolini and Franco revivalists”. 2) Forestillingen om, at: ”Another Europe is possible” (Et andet  - et socialt Europa er muligt) anser han for utopisk. Det vil kræve ”et mirakel”.

EU i verden

SA fokuserer naturligt nok meget på EU’s rolle i forhold til Den tredje Verden. Det historiske udgangspunkt er, at EU’s kerne udgøres af kolonimagter, der gennem et halvt årtusind har betragtet denne del af verden som ”tilbagestående” og som et objekt til udplyndring ad libitum.

Det udløste de perifere landes voldsomme oprør op gennem det 20. århundrede mod kapitalistisk og imperialistisk undertrykkelse.

I kølvandet på Første Verdenskrig kom den russiske revolution, efter Anden Verdenskrig kom den kinesiske revolution, og i de følgende årtier gjorde befrielseskampe ende på koloniherredømmer i Afrika, Latinamerika og Asien.

I kølvandet på Første Verdenskrig kom den russiske revolution, efter Anden Verdenskrig den kinesiske, 

I dag kan EU som B-medlem af den imperialistiske triade, bestående af USA, EU og Japan, fortsætte udplyndringen. Men udbytningen måtte finde nye, mere skjulte former. Det lykkedes til overflod - om end kun delvist i de såkaldte BRIKS-lande. 3)

Mekanismen for denne hviler på triadens økonomiske og militære overlegenhed, og kaldes af SA ”the imperialist rent” – imperialisme dividenden. SA har undersøgt og forklaret fænomenet; men det er et helt kapital for sig.

Den antiimperialistiske dimension

Et vigtigt spørgsmål, som SA rejser er: Hvorfor fik kapitalismen og imperialismen ikke banesår som resultat af det 20. århundredes befrielseskampe, der jo omfattede det meste af kloden? Han siger:

”Disse revolutioner omformede Rusland, Asien, Afrika og Latinamerika ... og blev den afgørende dynamiske faktor i omformningen af verden”, og tilføjer så: ”Men i centrum af det imperialistiske system fandt de i bedste fald kun et svagt ekko”. Her stod de nationalt forankrede monopolers konkurrencekamp i fokus.

Den kulminerede med Anden Verdenskrigs opgør med et fascistisk Tyskland og dets allierede.

Fejl og overgreb i Sovjetunionen og Folkerepublikken Kina blev gjort til hovedsagen frem for det klassemæssige: en ny type samfund.

Efter krigen lykkedes det med en formidabel propagandaindsats at gøre de fejl og overgreb, som unægtelig fandt sted i Sovjetunionen og Folkerepublikken Kina, til den altdominerende hovedsag i store dele af arbejderbevægelsen - frem for det klassemæssige: opbygningen af en ny type samfund uden kapitalistisk udbytning.

I efterkrigstiden fremkaldte Frankrigs og USA’s barbariske krige mod henholdsvis befrielsesbevægelserne i Algeriet og Vietnam betydningsfulde solidaritetsbevægelser, men ikke en fasttømret antiimperialistisk blok i arbejderklassen.

SA ser i nutiden ingen bevægelse for, at de imperialistiske landes arbejderklasse gør op med det ”internationalistiske underskud”, og kommer med følgende bemærkning ”af yderste vigtighed”: ”Med hensyn til Europa ... forbliver den antiimperialistiske dimension i kampen fraværende fra de strategier, de udvikler – hvis de overhovedet har strategier.”

Et summarisk og ikke helt retfærdig udsagn fra en afrikaner, men helt klart ord, vi må tage til os og gøre til skamme.

Noter:

1) Ofte skrydende slet og ret kaldt Europa. Rusland vest for Ural samt Hviderusland, Ukraine, Serbien med mange flere lande er altså også Europa!

2) Halv- eller helfascistiske diktatorer og imperialistiske håndlangere i perioden mellem Første og Anden Verdenskrig. Revivalists: SA tænker på folk, der ønsker at genoplive Franco- og Mussolinitiden.

3) BRIKS: Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika.

Kilder:

Samir Amin: The Implosion of Contemporary Capitalism, og Three Essays on Marx’s Value Theory, Kap. II, begge Monthly Review Press 2013.

Box: Samir Amin, marxist og aktivist, er født 1931 i Cairo og uddannet i Frankrig i politisk videnskab og økonomi.