"Atter engang fungerer minearbejderne som arbejderklassens choktropper. Og endnu en gang signalerer minearbejderne over for en modbydelig konservativ regering, at den ikke kan gøre, hvad der passer den.

For hver eneste arbejder i Storbritannien er det af helt afgørende betydning, at de støtter minearbejderne og hjælper dem til at vinde deres kamp."

Således lød det i det engelske, socialistiske tidsskrift Socialist Organizer den 4. april 1984, knapt en måned efter begyndelsen på den sidste store britiske minearbejderstrejke - for 30 år siden.

Strejken sluttede i marts 1985 med et nederlag, hvis virkninger fortsat kan mærkes, ikke blot i Storbritannien, men også i de fleste andre EU-lande.

Forhistorien

Minearbejderstrejken i 1984 kom, efter at det britiske minearbejderforbund National Union of Mineworkers (NUM) gennem to sejrrige strejker 1972 og 1974 havde ydmyget en konservativ regering og gennemtvunget markante lønstigninger.

Her satsede NUM på en taktik med såkaldte "flying pickets" - mobile strejkevagter – og på få uger fik man lammet energiforsyningen i store dele af Storbritannien.

De britiske konservative glemte aldrig disse ydmygelser. De blev erfaringsgrundlaget for en ekstrem nykonservatisme med den senere premierminister Margaret Thatcher som frontfigur.

For de britiske konservative ville en total sejr over de forhadte minearbejdere betyde, at vejen lå banet til et opgør også med den mere moderate del af den britiske arbejderbevægelse og på lidt længere sigt en total krig mod det moderne velfærdssamfund.

Thatcherismen

I begyndelsen af 1984, hvor den britiske økonomi var ramt af faldende vækst og en stor og stigende arbejdsløshed, vurderede de konservative strateger, at tidspunktet for det endelige opgør med NUM var inde.

Særligt trænede halvmilitære politistyrker var blevet uddannet i stort tal, og på samme tid oprettede Thatcher-regeringen et nationalt politicenter til ledelse og koordinering af den kommende indsats mod strejkende minearbejdere.

Den 6. marts 1984 spillede den konservative regering ud med sit "forslag" om en hurtig lukning af 20 miner med nedlæggelse af tusinder af arbejdspladser i små minesamfund.

NUM tog som ventet af den konservative regering udfordringen op, og i løbet af kort tid var størstedelen af den britiske kulindustri lammet.

Men i modsætning til de succesrige strejker i 1972 og 1974 var minearbejderne splittet mellem arbejderne i områder, der ikke var truet af lukning, og områder, der ville blive meget hårdt ramt.

Det betød, at de militante NUM-afdelinger nu måtte koncentrere indsatsen om deres bedre stillede kolleger, hvis solidaritetsfølelse var blevet kraftigt udhulet af de svære økonomiske tider.

Halvmilitære politistyrker optrådte med uhørt brutalitet over for både strejkevagter og strejkende minearbejdere og deres familier. 

Synet af strejkebrydende minearbejdere beskyttet af store politistyrker og på samme tid støttet af opgejlede, totalt ensidige, hysteriske medier var naturligvis med til at øge bitterheden og også kampviljen hos de op mod 120.000 strejkende minearbejdere.

På samme tid optrådte de halvmilitære politistyrker med uhørt brutalitet over for både strejkevagter og strejkende minearbejdere og deres familier. Politiet brød ind i boliger, gennemførte husundersøgelser uden dommerkendelser, tævede, mishandlede og anholdt i flæng i rene terroraktioner.

1984-strejken nåede sit største omfang i midten af året, hvor den konservative regering ved flere lejligheder rystede på hånden. Men herefter begyndte en langsom, men sikker tilbagevenden til arbejdet.

TUC og Thatcher

Medvirkende hertil var, at en helt nødvendig støtte udeblev fra både TUC (det britiske LO) og ikke mindst fra Arbejderpartiets ledelse.

"Vi er konfronteret med en afgørende udfordring for hele arbejderklassen, ikke kun for minearbejderne", understregede NUM's præsident, Arthur Scargill, gang på gang.

Minearbejderledelsen havde under tidligere konflikter opfordret medlemmerne til at søge hjælp fra det offentlige til dækning af eksistensminimum.

Dette ville den konservative regering naturligvis forhindre, og en af Thatcher-regeringens første gerninger var at haste to store sociallove igennem, love som blandt andet gjorde det umuligt at få økonomisk hjælp under en strejke.

Alt dette betød, at fortsat flere strejkende minearbejdere ikke så anden udvej end at vende tilbage til arbejdet. Og tidligt i 1985, efter et helt års benhård, opslidende kamp mod en helt kompromisløs konservativ regering, måtte minearbejderforbundets ledelse erkende, at slaget var tabt.

I begyndelsen af marts vedtog en NUM-konference, at man samlet ville vende tilbage til arbejdet, men uden en egentlig aftale med den konservative regering.

Betydningen af de britiske minearbejderes nederlag i deres ensomme kamp mod en overmægtig, totalt kompromisløs modstander kan ikke overvurderes. I de 30 år, der er forløbet siden strejken blev indledt i marts 1984, er udviklingen kun gået én vej i både Storbritannien og andre EU-lande:

Afvikling og nedbrydning af det såkaldte velfærdssamfunds mest basale funktioner og en fuldstændig accept af markedskræfternes frie spil.