Siden fredag den 3. maj har jeg været under voldsomt pres. Hvem er jeg? Praktiserende læge på tyvende år. Læge i en praksis, hvor vi er  seks læger på landet i Sønderjylland. 

Jeg er hårdt presset af Danske Regioner, der vil sætte mig uden for indflydelse og læsse mere arbejde på mig "inden for samme økonomiske ramme". Hvad betyder det? At jeg skal løbe hurtigere. Hvordan? Ved at give mindre tid til den enkelte patient.

Jeg er hårdt presset af Sundhedsministeren, som vil tage en del beslutninger ind under egen "bemyndigelse" og væk fra vores overenskomst med Danske Regioner. Hun sovser det ind som en fremstrakt hånd til os, men det er det ikke. Centralisering er det, indskrænkning af vores aftaleret.

Ødelæggelse af den almene praksis

Så – hjælp mig i min arbejdskamp: Skriv eller ring til de politikere, I kender, ikke mindst i Folketinget. Få dem til at se det helt gale i denne lovændring af Sundhedsloven. Protestér. Ellers risikerer vi den helt store konflikt fra første september med ødelæggelse af den frie adgang til almen praksis og din egen læge.

Som yngre læge ville jeg ud i almen praksis. Det var privat gesjæft. Ville jeg nu overhovedet det? Ja. Det var den eneste mulighed, hvis jeg ikke skulle være i sygehusvæsenet. Almen praksis tiltalte mig, det var så tæt på menneskers liv, som jeg kunne komme i mit arbejde Det var kontakt over tid - nogle gange over generationer.

Så nu arbejder jeg i en "blandet landhandel" i Sønderjylland sammen med fem kompagnoner, praktiserende læger, og i alt 11 ansatte fast samt skiftende yngre læger under videreuddannelse, sekretærelever og så videre.

Hvorfor under pres?

I mange måneder har min organisation søgt dialog med vores aftalepart Danske Regioner (sammen med kommunerne og Finansministeriet). Den anden part har hele tiden villet to overordnede ændringer.

1. Afskaffe vores indflydelse i de regionale samarbejdsudvalg, hvor vi sammen med regionens politikere og embedsfolk debatterer, beslutter og udfører kontrolopgaver (over for kolleger, der "skejer ud"), udviklingsopgaver – hvordan forbedrer vi kontrollen for for eksempel vores patienter med diabetes og så videre. Kort sagt, hvordan samarbejdet mellem almen praksis (de mange små private gesjæfter) og regionerne skal fungere mellem overenskomstforhandlingerne.

2. Have sat en fast ramme for udgifterne.

Er det nu så slemt? I vores praksis er vi akkordlønnede. Fem sjettedele af vores indtægter kommer fra betaling for ydelser, altså for en konsultation (140 kroner), for fjernelse af fremmedlegeme tillæg på 70 kroner med mere.

Vi skal se de patienter, der henvender sig. Vi skal kunne give en tid inden for fem arbejdsdage - medmindre det er akut.

Folk bliver udskrevet uden at der er lagt planer. Medicin er ikke bestilt. Patienterne har ikke forstået beskederne. De mangler svar på prøver.

Jeg møder cirka 20 patienter om dagen, udover de telefonsamtaler, jeg har med patienter, familier, sygehusafdelinger, kommunens socialrådgivere og så videre Det er 20 personer, som kommer med måske en bullen finger, ondt i livet, akut krise over ægtefælles kræftsygdom med videre. Fra stort til småt. De fleste patienter kender jeg efter 20 år i praksis, men nogle er sjældne gæster, nogle er nye i praksis.

Jeg er leder i praksissen. Jeg er arbejdsgiver. Den største del af mit arbejde på dette område foregår i fritiden, ligesom jeg passer lægevagt en gang imellem uden for arbejdstiden.

Vi skal bare effektivisere – siges der. Ligesom det er sket på sygehusene inden for de senere år. Der er styr på sygehusudgifterne, men ikke på os. Sådan lyder det.

Hvad koster almen praksis? 1500 kroner om året per borger, inklusive lægevagten. Det er fire kr. om dagen, 365 dage om året. Udgifterne til almen praksis stiger ikke nær så meget som i sygehusvæsenet.

Vi er faktisk meget effektive, forstået sådan, at vi ser mange patienter på en dag. Vi mærker også til effektiviseringen på sygehusene: Folk bliver udskrevet uden at der er lagt planer. Medicin er ikke bestilt. Patienterne har ikke forstået beskederne. De mangler svar på prøver og så videre.

Det giver rigtigt meget ekstra arbejde hos os. Vi prøver at holde enderne sammen for patienten og familien. Ja, jeg kunne blive ved.

Hvorfor er modkravet så ikke nationalisering? Hvis vi bliver ansat som sygehuslægerne? Det er bestemt en mulighed, men jeg har jo faktisk investeret tre millioner kroner i denne praksis, så det vil være en gæld, jeg sidder tilbage med, hvis ikke nogen betaler for overtagelsen.

Som arbejdsgiver og praktiserende læge laver jeg meget arbejde uden for min arbejdstid. Arbejde, der ikke giver honorar. Ledelse, udvikling af praksis og så videre. Hvis det skal lægges ind i arbejdstiden, så bliver det dyrt for det offentlige.

Ulighed i sundhed: Vi er – sammen med skadestuerne – den åbne del af det danske sundhedsvæsen. Vi samler ofte op på de problemer, hvor patienterne falder mellem to stole. Blandt andet de, der har svært ved at overskue en tid ud i fremtiden, ringer lige nu, har problemer lige nu. Det er min påstand, er vi er vigtige dråber i arbejdet for at modgå uligheden i sundhed. Det vil forringes, hvis vi skal løbe stærkere.

Hvad er jeg allermest bange for?

To fremtidsperspektiver: Enten den hurtige død for almen praksis, som vi kender det – med fri og lige adgang – blandt andet takket være min egen beslutning om at sige ja til at deponere mit ydernummer i tilfælde af ved lovindgreb, som det nu er lagt frem. Jeg ser desværre ikke anden mulighed for at få nogen til at høre.

Eller den langsomme død for almen praksis betalt over skattebilletten, med meget forskellige muligheder for at søge læge, afhængigt af hvor du bor, hvordan din økonomi er med videre. Min bekymring er, at de ændringer, der er lagt op til, fører ad denne vej,

Så – hjælp mig. Protestér.