Valget af Donald Trump som kommende præsident har skabt en del panik. Meget mere end hvis Hillary Clinton havde fået mandat til at videreføre USAs velkendte krigspolitik - så for fredsfolk ville en ny Clinton heller ikke have udløst begejstring og støtte.

Præsident Barack Obama bruger nu tid på at skærpe reglerne for dronelikvideringer og berolige NATO, der frygter for Trumps og Putins angiveligt venskabelige forhold, samt for Trumps besynderlige udtalelser om atomvåben, betaling for USAs baser og lignende.

Hillary Clinton var udenrigsminister under Obama, og gennem de sidste otte år har USA udført større angreb mod otte nationer.

Endnu farligere blev det, da WikiLeaks og andre hacks under valgkampen officielt blev erklæret som cyberangreb under direkte kontrol af præsident Putin - og at USA planlagde modangreb. Der er dog ikke fremlagt beviser på en sådan direkte indblanding, og de samme efterretningsorganisationer fandt jo tidligere fiktive masseødelæggelsesvåben i Irak, så skepsis er på sin plads.

Clinton burde have haft det nemt med en så skræmmende og usammenhængende modkandidat som Trump. Men Hillary Clinton er en velkendt høg, og fredsduen i hende er svær at få øje på, når hun selv under valgkampen sagde, at "We're going to watch Iran like the proverbial hawk".

Med den slags udmeldinger får det ikke megen vægt, at hun nu fortryder sin stemme for Irakkrigen i 2003. Hun har pralet med sit nære venskab med en krigsforbryder som Henry Kissinger, og mange af den sidste Bush-regerings militærfolk bakker op bag hende.

Det samme gør Obama, der har givet Nobel-komiteen gode grunde til at fortryde tildelingen af Fredsprisen. Hillary Clinton var udenrigsminister under Obama, og gennem de sidste otte år har USA udført større angreb mod otte nationer, samt fordoblet antallet af lande, hvor U.S. Special Forces er på hemmelige opgaver – til 135.

Bernie Sanders

Med et uventet budskab om fred undervejs i den langstrakte valgkamp blev Trump og Clinton presset fra Bernie Sanders, der overraskede alle ved at kunne samle millioner under et budskab om No More Wars og socialisme. Sanders stemte nej til Irakkrigene, men har generelt en mere flimrende praksis. Han modsatte sig ikke de udvidelser af præsidenters mandat til at føre krig, som senest Obama har udnyttet grundigt.

Sanders har også takket ja til de arbejdspladser, som produktionen af kampflyet F-35 har bragt hans hjemstat. Både Clinton og Trump kunne følge Sanders overraskende langt, for sjældent har der lydt så kritiske røster om USAs krige. Og det med holdninger, der tidligere ville have medført omgående udmeldelse af valgkampen.

Trump erklærede direkte, at hans udenrigspolitik ville fokusere på diplomati, ikke ødelæggelse - i modsætning til Clintons. Trump gik også imod USAs hidtidige nationalsport med at fjerne besværligere regenter. Fremtiden ser altså lysere ud under præsident Trump, kunne en lidt for hurtig konklusion lyde. For Trump har det med grundigt at modsige sig selv, og har derfor også krævet krig mod Iran over bagateller, og mener USA er for blødsødne over for terrorister. Generelt vil han bombe ISIL sønder og sammen, blæse på alle konventioner og igen bruge tortur.

Trump står for oprustning

Og mens USA alligevel sidder tungt på de nu befriede områder, bør de snuppe olien med sig hjem som belønning. Trump vil opruste USA's forsvar på alle fronter, i en grad som militæret slet ikke kan se meningen med. Samtidig skal nogle konflikter have lov til at passe sig selv, og til hjælp bør nogle af de regionale magter som Japan og Sydkorea selv have atomvåben.

Trump har et fast talepunkt, hvor han er mere på linje med alle sine forgængere, nemlig at verdens borgere ikke betaler nok for USA's beskyttelse.

Han vil heller ikke udelukke atombomber mod ISIL, og når vi nu har dem, også til mindre konflikter i Europa. Sikkerhed for dyr oprustning. Men da Trump efter valget fremlagde en plan for sine første 100 dage, manglede stort set alle hans faste talepunkter fra kampagnen, inklusive muren mod Mexico og indrejseforbud for muslimer. Med Trumps permanent blafrende holdningsskift, er intet givet.

Trump har dog et fast talepunkt, hvor han er mere på linje med alle sine forgængere, nemlig at verdens borgere ikke betaler nok for USA's beskyttelse. Ikke mindst lande med baser bør betale mere for glæden ved at have dem - og absolut ikke stille krav om husleje eller ordentlig oprydning. Trump har dog trumfet over ved at så tvivl om USA's vilje til at leve op til NATO's såkaldte musketer-ed, men det er helt sikkert, at presset fortsætter for at hæve Europas bidrag til NATO.

Danmarks militærudgifter stiger

For Danmark svarer målsætningen stort set til en fordobling. Beløbet kan modsvares af nedskæringer, som også vil kunne mærkes i mindre velbeslåede husholdninger. Samlet for en familie bliver det i omegnen af tusind kroner mere hver eneste måned i øget støtte til det militære apparat.

Herhjemme har De Konservative kravet med til de aktuelle regeringsforhandlinger, og i diskussionerne op til næste års forsvarsforlig. Hvad USA foretager sig, har konsekvenser i det meste af verden. En figur som Trump er trods alt et brud på sædvanen - men han ser lige nu ud til at ville fylde sin administration med de gammelkendte høge og lobbyister, der plejer at sidde der.

Det er værd at huske på, at præsidentposten ikke er enevældig. Alle beslutninger skal efter diverse procedurer godkendes af Senatet, mens Kongressen står for lovgivningen. Embedsmænd og officerer er underlagt landets love, så der er en lang række tjek i beslutningsprocesserne - hvilket så tidligere alligevel ikke har hindret krig og øvrige kriminelle handlinger fra at ske.

Positivt set må der blot heppes på den Trump der ønsker diplomati og ikke ødelæggelse - og krydses fingre for at den (atom)bombeglade variant af Trump ikke dominerer i hans rodede sind, når verdens problemer bliver lagt frem på præsidentens skrivebord. Og kampen for fred fortsætter ihærdigt...

Tom Vilmer Paamand er journalist og formand for pacifistforeningen Aldrig Mere Krig.