På mandag, den 28. september er, det 15 år siden, at danskerne stemte nej til at deltage i Den Økonomiske og Monetære Union og den fælles mønt, euroen.

Nu står vi igen overfor en helt afgørende afstemning om Danmarks deltagelse i EU-staten: nemlig afstemningen 3.december om afskaffelse af det såkaldte danske retsforbehold.

Der er løbet meget vand i åen i de 15 år. Men den grundlæggende opskrift på, hvordan man vinder over det samlede magt-etablissement, er uforandret. Det kræver to ting:

• At modstanden får mulighed for at blive udfoldet og aktiveret i hele sin bredde, bygget op fra bunden.

• At modstanden på de politiske argumenter er knivskarp og offensiv fra start til slut.

Folkebevægelsen må åbnes

Hvad indebærer det så? I dag kan vi ikke, som vi gjorde i år 2000, bygge en landsdækkende bred Nej-paraply-organisation. Først og fremmest fordi Nej-partierne insisterer på at køre selvstændig partikampagne for et nej.

Der må opbygges en enhed på gulvplan med de folk, der stemmer på eller er medlem af Dansk Folkeparti. DF henter rigtig mange arbejderstemmer i hele landet.

Men det ændrer ikke noget ved, at Nej-kampagnen må opbygges med den samme folkelige bredde og aktivitet, som vi gjorde med euro-nej i 2000. Det indebærer for mig at se, at vi må åbne Folkebevægelsens lokale komiteer op, og trække de gode aktive kræfter, som ikke er medlem af Folkebevægelsen, men som ønsker at kæmpe for et nej, med ind i beslutningerne og aktiviteterne. Ikke kun som et navn på en annonce, men i hele processen.

Hvordan skulle disse mennesker ellers kunne få en forståelse af, at de egentlig burde have meldt sig ind i Folkebevægelsen for længe siden? Lokale faglige folk, unge, kulturfolk, advokater, lokale folk fra nej-partierne, ganske almindelige mennesker af enhver type og farve. You name it.

Hvis det lykkes at få luft under en sådan proces vil unionsmodstanden i Danmark stå et helt andet sted efter 3.december, end den gør i dag. Og det er der brug for i de kommende år.

Dansk Folkepartis rolle

Et helt særligt spørgsmål her er Dansk Folkeparti og dets medlemmer. Under Euro-Nej-kampagnen i 2000 tog vi en politisk kamp - og en retssag - for at gøre det helt klart, at vi ikke ville "identificeres med Pia Kjærsgaards racistiske synspunkter", at vi ikke ville røre dem med en ildtang i kampagnen.

I dag står vi i en situation, hvor Dansk Folkeparti har mere end 20 procent af stemmerne. Og det er ikke kun i landdistrikterne, at partiet står stærkt.

Europol er ikke et uskyldigt foretagende, der er vendt mod kvindehandlere og pædofile. Det er en af brikkerne i det omfattende retssystem i EU, der skal sikre "den indre sikkerhed".

DF henter også rigtig mange arbejderstemmer i hele landet, herunder i byerne. Derfor må der også opbygges en enhed på gulvplan med de folk, der stemmer på eller er medlem af Dansk Folkeparti. Det er et helt klassisk arbejde for at skabe enhed i arbejderklassen.

I min egen komite, Djurslands-komiteen, har vi konkret oplevet, at der er dukket adskillige medlemmer af DF op til et offentligt Folkebevægelses-møde, af ren og skær ærlig interesse.

Men dette arbejde med at opbygge enheden fra neden i hele sin folkelige bredde, må naturligvis gå hånd i hånd med, at vi er politisk knivskarpe.

Det burde være indlysende, at Dansk Folkeparti med sin fremmedfjendske og flygtningefjendske politik kan skræmme velmenende folk, der bekymrer sig om flygtningekatastrofen over på ja-siden, fordi de tror, at retsforbeholdet står i vejen for, at Danmark tager sit ansvar for katastrofen.

EU's flygtningepolitik er fremmedfjendsk

Derfor skal Folkebevægelsen og andre progressive kræfter offensivt forklare tingenes rette sammenhæng: Det er korrekt, som DF siger, at et ja den 3. december åbner for, at Danmark kommer med i EU´s asyl- og flygtningepolitik. Men denne politik er jo netop fremmedfjendsk og sort som kul. Hvis vi stemmer ja, kommer vi på sigt til også at skulle være medansvarlig for - og betale til - at EU lukker de ydre grænser med militær, for at holde flygtninge ude, Frontex og så videre.

Et ja den 3. december åbner for, at Danmark kommer med i EU´s asyl- og flygtningepolitik. Men denne politik er jo netop fremmedfjendsk og sort som kul.

Danmark kan tværtimod meget bedre tage sin del af ansvaret for flygtningekrisen, hvis vi bruger vores nationale selvbestemmelse til at udarbejde en progressiv og ikke-fjendsk flygtninge- og asylpolitik. Det er en vigtig politisk pointe.

Jeg mener, at det er helt afgørende, at vi i Folkebevægelsen ikke tænker defensivt, men tværtimod tilrettelægger kampagnen ud fra tillid til, at vi på nej-siden er i stand til at gennembryde ja-sidens forsøg på at reducere afstemningen til udelukkende at være et spørgsmål om Europol.

Jeg har fuld tillid til, at det lykkes for os at gøre det begribeligt for den brede danske befolkning, at dette her handler om en fælles retspolitik i EU, med alt hvad det indebærer af harmonisering af strafferet, retsbeskyttelse og så videre. For vi bliver ganske simpelt ikke spurgt igen, hvis vi siger ja i december.

Europol – en brik i EU

Europol er ikke et uskyldigt foretagende, der er vendt mod kvindehandlere og pædofile. Det er en af brikkerne i det omfattende retssystem i EU, der skal sikre "den indre sikkerhed".

Det betyder også, at det er vendt mod "den indre fjende" i EU-landene: den sociale uro, demonstrationer og strejker mod nedskæringer i landene, dikteret af Trojkaen. Protester og blokader mod Den Europæiske Centralbank og så videre. Det er det egentlige formål med at harmonisere og samkøre politisamarbejdet på tværs af landegrænser.

Denne side af Europols virke vil blive stadig mere tydelig i takt med, at fattigdom, slavelignende forhold på arbejdsmarkedet og social uro vil eksplodere rundt om i EU.

Vi har solide og stærke argumenter for et Nej. De holder hele vejen til den 3. december.