På sidste årsmøde blev det besluttet, at Enhedslisten igen skal diskutere, hvorvidt vi selv skal stille op til Europa-Parlamentet, eller om vi fortsat skal pege på Folkebevægelsen mod EU.

Diskussionen er allerede skudt i gang, og ballet blev åbnet af Enhedslistens Pelle Dragsted, der i en blog på modkraft redegjorde for, hvorfor han mener, Enhedslistens nej ved folkeafstemningen om retsforbeholdet adskilte sig fra de andres nej-argumentation, eller i hvert fald hvorfor Enhedslistens nej havde et lag mere end alle de andres. 

Valget står ikke mellem EU og socialisme.

Enhedslistens nej, må det forstås, var nemlig et venstreorienteret og internationalistisk nej modsat de borgerlige vælgeres, og netop i kraft af dette mener Pelle også, at vi i Enhedslisten selv bør stille op til Europa-Parlamentet, så vi fremadrettet kan repræsentere dette venstreorienterede og internationalistiske nej. 

European Left

Der argumenteres for, at Enhedslisten må "steppe up" på den europæiske scene og bidrage til at udvikle det tværeuropæiske venstrefløjssamarbejde i højere grad, end vi i forvejen gør ved vores deltagelse og medlemskab af European Left.

Det man dog skal holde sig for øje i den forbindelse er, at European Left og det store flertal af medlemmerne her er tilhængere af EU og mener, at dette kan ændres indefra.

Denne modsætning mellem store dele af partierne i European Left og Enhedslisten imødekommer Pelle dog, idet han skriver "Forskelige vurderinger af (: om EU kan ændres indefra) behøver dog ikke at splitte os ad. For EU er en realitet, og så længe det er tilfældet, så skal vi selvfølgelig kæmpe på den arena og forsøge at "gøre EU bedre"."

Det kan muligvis også gå rent hypotetisk, og så længe vi ikke skal diskutere konkrete konsekvenser i forhold til kampen mod EU, for her bliver det straks vanskeligere at overkomme modsætningen mellem de partier, der tror på, at EU kan ændres indefra, og så Enhedslisten.

Vi står altså i en situation, hvor fundamentet for EU er mere skrøbeligt end nogensinde, og her bør man gøre sig klart, om vi vil være en del af den kraft, der vælter korthuset, eller om vi vil være dem, der forsøger at holde det stående.

Voksende EU-skepsis

I hele Europa er EU-skepsisen voksende, og i England er der udsigt til en egentlig folkeafstemning om, hvorvidt man fortsat ønsker medlemskab. Kampen for nationernes ret til selvbestemmelse og forsvaret for de nationale demokratiers suverænitet er altså ikke blot i ord, men også i handling en internationalistisk kamp. 

Når englænderne skal til stemmeurnerne er det en kærkommen lejlighed til at sætte samme spørgsmål på dagsordenen i Danmark, men det harmonerer dårligt med at danne fælles front med tilhængere af selvsamme EU.

At sætte spørgsmålet om udmeldelse på dagsordenen i Danmark er en solidaritetserklæring med englænderne. EU-modstanden er i medvind, men her kan man altså ikke både blæse og have mel i munden, som Pelle forsøger i sin blog. 

At sætte spørgsmålet om udmeldelse på dagsordenen i Danmark er en solidaritetserklæring med englænderne. 

Der er blevet sagt meget om, at Enhedslisten skal stå for den socialistiske EU-modstand, men der er til gengæld ikke formuleret ret meget om, hvad dette indebærer; måske fordi valget ikke står mellem EU og socialisme, og derfor er det udtryk for en lidt idealistisk og altså for letkøbt parole i diskussionen. 

Valget står mellem kapitalens EU eller de borgerlige nationale demokratier.

Og selvom der er mangt og meget, vi som socialister kan kritisere det borgerlige nationale demokrati for, så er det til stadighed langt at foretrække fremfor EU, hvis traktater er skrevet med ført hånd af storkapitalen, og hvis indre marked og reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed har virket som rambuk for at smadre de velfærdsordninger, almindelige lønmodtagere har kæmpet for.

Modstanden er bred

Vi står i en gunstig situation som EU-modstandere, men det er afgørende, at vi bidrager til at sikre bredden af denne. Modstanden mod EU rækker nemlig langt ind i de borgerlige partier.

Det så vi ved afstemningen om retsforbeholdet, hvor en tredjedel af Venstres vælgere satte sit kryds ved et nej.  Den lille erhversdrivende og håndværksmesteren kan godt se, hvilken retning vinden blæser, og at også han knuses i kølvandet på supertankeren EU. 

Der er altså et kæmpe potentiale i kampen for dansk selvbestemmelse og suverænitet. Det er et potentiale, hvor jeg foreslår, vi rækker hånden ud til stadig flere.

Mit nej var ikke mere venstreorienteret end andre nej-sigeres, og jeg ser intet formål i at distancere en i forvejen trængt venstrefløj fra de mennesker, der stemte nej, simpelthen fordi de mener, at Danmarks vej skal fastlægges af danskerne selv - det er en fornuftig og demokratisk holdning. 

Det er en internationalistisk og demokratisk holdning at støtte nationernes ret til selvbestemmelse, den holdning er et klassisk marxistisk standpunkt. Men det er heldigvis ikke kun en holdning, der er forbeholdt venstrefløjen, for det ønsker vi alle som EU modstandere i Folkebevægelsen mod EU.

Ikke kun for danskerne, men såvel for grækerne, italienerne og spanierne. Det slås vi fortsat bedst for i en tværpolitisk bred bevægelse, og derfor skal vi stadig pege på Folkebevægelsen mod EU til Europa-parlamentsvalg.

Styrk EU modstanden - støt Folkebevægelsen mod EU!