På et møde i Fællessalen på Christiansborg den 21. september, arrangeret af de samlede fredsbevægelser i Danmark for at prøve at få noget politisk fokus på at evaluere de sidste 10 år med endeløs krig, udtalte forsker ved Københavns Universitet, Peter Viggo Jakobsen med klar røst: "Jamen, der bliver ingen evalueringer af krigene!" 

Ingen af deltagerne i panelet fra tre arbejderpartier ytrede noget, der kunne tyde på andet. Og i det hele taget ytrede de sig meget lidt. Meget trist for os, der deltager i fredskoalitionen for at få et Fredsministerium og gerne ser en aktivistisk og evalueret fredspolitik.

På mødet spurgte jeg de fremmødte politikere, hvorfor de undergravede de regionale organisationer, som andre verdensdele har brug for, ligesom vi har brug for vore europæiske samarbejdsorganisationer? Det var krigen mod Libyen og regimeskiftet dér, jeg tænkte på.

Politikerne burde jo evaluere noget. Hvis formålet var at skabe mere fred i Libyen, er der så mere fred nu? Hvis formålet var at skabe demokrati, er der så mere demokrati nu? Hvis formålet var at skabe mere tilfredshed og velstand: er der så mere tilfredshed? Hvis formålet var at afskaffe tortur: er der så mindre tortur?

Jeg besluttede selv at kigge på noget af det, som burde være evalueret af politikerne, og mit valg faldt på nedennævnte bog af Horace Campbell, der evaluerer krigen imod det libyske folk. 

CIA-spillet i Benghazi

Af bogen fremgår det for det første, at alle krigsmagerne i begyndelsen af 2011 gik udenom den Afrikanske Enhedsorganisations anbefalinger og mæglingsforsøg (Libyen er medlem af den Afrikanske Union). De besluttede at oprette et CIA-kontor i Benghazi, der sorterede under David Petraeus. Han er den general, som ledede krigene mod det afghanske og det irakiske folk.

Benghazi-kontoret blev ledet "on the ground" af tidligere US-ambassadør i Tripoli, Christopher Stevens, og det blev logistisk støtte for nogle af de 1700 forskellige militser, der kæmpede om selv at komme til magten i Libyen.

Heriblandt var Libyan Islamic Fighting Group under ledelse af Abdelhakim Belhadj, som havde sin erfaring fra kampe i Afghanistan, trænet af USA’s militær til kampen mod Rusland i Afghanistan. Denne løse alliance i Benghazi blev senere til det, der kaldte sig National Transition Council.

Fra CIA-kontoret blev der desuden koordineret "oprørere" til Syrien gennem et tilsvarende kontor på den tyrkisk-syriske grænse. Her valgte man at se bort fra den Arabiske Liga's mening. Man havde fundet sine samarbejdspartnere i Gulf Cooperation Council, der består af de seks oliefyrste-småstater omkring Golfen: Qatar, Saudi Arabien, Emiraterne, Bahrain, Kuweit og Oman.

En af disse stater, Qatar, sendte 5000 fightere med erfaring fra Afghanistan.

Jeg kunne tænke mig at spørge det politikerpanel, der deltog i fredskonferencen, om det er fair at blive ved at påstå, at de krigsførende nationer ikke ønsker - eller har - "boots on the ground", når man har tre-fire ledende CIA-arbejdere i Benghazi, der udruster og distribuerer fightere fra Qatar i tusindvis, og man selv tidligere har trænet den mand, der blev leder af den nye hær i Libyen?

Folkets lidelser

Efter erobringen af Tripoli i august 2011 indsatte NATO ovennævnte Abdelhakim Belhadj som leder af Tripolis Militære Råd og dermed leder af The National Transition Council's militær.

Derefter blev det først rigtig svært for den trediedel af libyerne, der er sorte afrikanere. Og naturligvis for Gadaffi-familien i Siirte. Hillary Clinton lod sig se i Tripoli i oktober 2011 og sagde foruden de sædvanlige ord om frihed også, at hun "håbede, at de snart fandt Gadaffi, levende eller død".

For det andet fremgår det af Cambell's bog, at lidelserne for det libyske folk har været - og er - enorme. Anslået 30.000 civile er døde. De nye magthavere er ikke uden fængsler med tortur og helt uafklarede nedskydninger.

Amnesty har allerede i 2011 rapporteret om massive menneskerettigheds-krænkelser.

Amnesty har allerede i 2011 rapporteret om massive menneskerettighedskrænkelser. Der var anslået omkring 600.000 til en million sorte fremmedarbejdere i de libyske industrier og oliefelter – mange fra Ethiopien, Mali, Chad og Vestafrika. De måtte lynhurtigt evakueres og tages hjem af deres stater, fordi "oprørerne" var stærkt racistiske.

Dette kunne de fleste stater godt præstere, og naturligvis kunne Kina også hurtigt trække sine specialarbejdere hjem. Men de fattigere, afrikanske lande kunne intet gøre for deres borgere. I hundredvis af dem druknede på Middelhavet udenfor Europas apartheidmur for at undslippe borgerkrigen, og hundreder af dem blev blot omringet i deres arbejderhuse og -byer og skudt ned af oprørsmilitser, der mistroede deres "loyalitet".

Humanitær støtte?

Oliefelterne skiftede så ejere – ud med Kina og Italien – ind med England, USA og Frankrig (der med Sarkozy ved magten netop var blevet fuldgyldigt medlem af NATO). Frankrig sendte sin højreorienterede kendis-filosof Bernard-Henri Levy til Benghazi, så han for "oprørerne" kunne formulere synspunkter til fransk presse, der "pleaser" et fransk øre med hensyn til "liberté" og mere bla-bla.

Så var der måske ikke nogen, der rigtig hørte om brutaliteten med nedskydningerne af bagbundne borgere i Siirte eller det meget lidt liberté-agtige krigsråb "Gud er stor" .

Endnu et spørgsmål til politikerne: Er det rimeligt, at man igangsætter og støtter oprørere, der har så ringe humanitære hensigter og kapaciteter, når man ellers siger, at man modarbejder islamiske oprørere og Al Qaeda? Fremmede disse tiltag måske freden i området?

Jeg anbefaler Horace Campbells bog om Libyen-krigen på det varmeste – han kommer ned i detaljer, som vores kommende Fredsministerium/fredsminister ville være forpligtiget til selv at fortage en vurdering af. 

Horace Campbell: Global Nato and the catastrophic failure in Libya. Lessons for Africa in the Forging of African Unity. (Globale NATO og den katastrofale fiasko i Libyen. (Lektioner til Afrika ved skabelsen af afrikansk enhed) Monthly Review Press 2013.