USA er verdens fængselsnation nummer et. USA har det højeste antal fanger, de længste straffe, og de beholder også fangerne i fængslerne, selv om de for længst burde have været prøveløsladt.

Den 16. februar 2014 var der en leder i avisen New York Times om staten New Yorks nedbrudte system, når det drejer sig om prøveløsladelse fra fængslerne.

Det oplyses, at den bestyrelse, som tager stilling til prøveløsladelse, næsten aldrig løslader nogen, og at dette som regel begrundes med "forbrydelsens alvor".

Jalil har uddannet sig i fængslet og taget to bachelor-grader. Han  er for længst berettiget til prøveløsladelse, men er i år blevet nægtet det for ottende gang. 

I staten New York tager man ikke hensyn til, om den indsatte har forbedret sig og/eller har haft en eksemplarisk opførsel i fængslet. Som den tidligere formand for bestyrelsen fortalte til New York Law Journal sidste år, "hvis bestyrelsen ikke kan lide forbrydelsen, kommer du ikke ud".

Indsatte bliver gentagne gange nægtet prøveløsladelse efter at have afsonet deres minimumsstraf i staten New York. Næsten ingen slipper ud af det fængselssystem, som tilbageholder tusindvis af fanger i en række forskellige fængsler i den nordlige del af staten New York.

Fængslet som 19-årig

En af dem er Jalil Muntaqim, som blev fængslet i 1971 og senere fik en dom sammen med to andre for at have slået to politibetjente ihjel i en skudveksling.

Hans dom lød på 25 år til livstid, hvilket betyder, at han kunne prøveløslades efter 25 år. Han var kun 19 år, da han blev anholdt og fængslet, og han fylder 63 år i efteråret 2014. Han har således været i fængsel hele sit voksne liv.

Jalil voksede op i San Fransisco og var som stor skoledreng medlem af borgerretsbevægelsen og deltog i gadedemonstrationer imod racisme og politibutalitet. Han blev i gymnasiet en af lederne i de sorte studenters forening og tog rundt og holdt taler.

I en alder af 16 år blev han for første gang arresteret for at være i besiddelse af rifler og molotov coctails. Skoleelever demonstrerede foran rådhuset i San Jose, og krævede ham løsladt. Det skete den sjette april 1968, to dage efter Martin Luther King var blevet skudt.

Den begivenhed førte til, at han begyndte at tro på, at det var nødvendigt med et mere militant svar på den racistiske undertrykkelse i USA. Han blev tilknyttet de sorte pantere (Black Panther party for Self-defence), da han var 18 år gammel.

Han blev fængslet den 27. august 1971 anklaget for mordforsøg mod en politibetjent i San Francisco og siden anklaget for en mængde revolutionære undergrundsaktiviteter, herunder for drab på to politibetjente i New York.

Han måtte igennem tre retssager i New York, hvor han sammen med Albert "Nue" Washington og Herman Bell, blev dømt for drabet på de to politibetjente. Albert "Nue" Washington døde af kræft i fængslet i 2000.

FBI's kamp mod borgerretsforkæmperne

Alle tre var nævnt ved navn I COINTELPRO-dokumenter som medlemmer af den sorte befrielsesbevægelse, der skulle "neutraliseres". Med dokumenter og smædekampagner i medierne, som var igangsat af FBI og Det hvide Hus hævdede man, at disse borgerretsforkæmpere var "terrorister".

COINTELPRO-programmet blev bragt frem i lyset af en komité i kongressen i 1976, og den afslørede, at der var brugt ikke-legale midler til at neutralisere sociale bevægelser inklusiv overvågning, fysisk afstraffelse, tortur, chikanerier, anstiftelse af voldelige fejder mellem individer og organisationer, overtalelse og fremsættelse af trusler overfor vidner, isolering og overfald af indflydelsesfulde ledere foruden direkte mord.

Faktisk var den FBI-anstiftede splittelse i partiet mellem fraktioner ledet af Eldridge Cleaver og Huey P. Newton den overvejende grund til, at mange medlemmer af de sorte pantere blev tvunget til at "gå under jorden" og bevæbne sig . 

På trods af mediernes fremstilling af de sorte pantere som "terrorister" var hovedaktiviteterne hos de tre fra New York og andre medlemmer af de sorte pantere at lave projekter i lokalsamfundet som gratis morgenmad til børn, sundhedsprogrammer, uddannelse samt oplysning om faren ved narkotika.

Svage beviser mod fangerne

Beviserne, der blev brugt mod dem var meget svage. Beviser brugt mod Herman Bell: vidneudsagn af en mand, Ruben Scott, fingeraftryk fundet på en bil nær ved stedet for forbrydelsen.

Beviser brugt mod Jalil Muntaqim: besiddelse af en pistol, da han blev arresteret, vidneudsagn fra to kvinder, der kendte dem, identifikation fra et usikkert øjenvidne til forbrydelsen. Beviser brugt mod Albert "Nuh" Washington: tilknytning til Black Panther Party og de to medanklagede.

Mens Jalil var I fængselet i San Quentin i 1975-77 lykkedes det ham at organisere det første landsdækkende fængsels-bønskrift til FN. Han etablerede den første revolutionære fængselsavis, der hed "Arm the Spirit" og skrev forskellige politiske skrifter samt en uudgivet roman og et fjernsynsstykke.

Den første fængselskampagne I 1976 med et bønskrift til FN resulterede i, at FN fandt, at der var politiske fanger I USA. Han har været med i dannelsen af "New African Liberation Front" og "Jericho Amnesty Movement" i 1998.

Han fik udgivet sin bog "We are our own Liberators" i 2000, og den kom i en ny udgave i 2010, Siden har han fået udgivet en digtsamling. På trods af, at Jalil har uddannet sig i fængslet og taget to bachelor-grader, en i sociologi og en i psykologi, har han ikke kunnet opnå prøveløsladelse, selv om han for længst er berettiget til det.

Tiden er en helt anden i dag, og Jalil Muntaqim er naturligvis heller ikke den samme som den unge nittenårige sorte panter, der engang gik rundt og demonstrerede mod uretfærdighed og undertrykkelse. Han har fået lavet en vurdering af en psykolog af risikoen for, at han havner bag tremmer igen, og den er ikke længere til stede.

Alligevel sidder Jalil Muntaqim stadig fængslet, endda i et af staten New Yorks mest berygtede fængsler, Attica. Han er i år blevet nægtet prøveløsladelse for ottende gang.