Interessen for Anden Verdenskrig har aldrig været større, og bøgerne formelig vælter ud fra forlagene. Senest er den britiske historiker Ian Kershaws værk om Tyslands desperate modstand i 1944-45, The End, oversat til dansk med titlen "Slutspil". 

Lidt mere skralt står det til med forspillet til verdenskrigen, og kun få danskere tænker nok på, at det i dag den 30. januar er nøjagtigt 80 år siden, at Tysklands præsident, krigshelten fra Første Verdenskrig, Paul von Hindenburg, udnævnte Adolf Hitler, lederen af det tyske nazistparti, NSDAP, til ny tysk rigskansler.

Få timer efter udnævnelsen kunne Berlins indbyggere betragte titusinder af nazistiske stormtropper fra SA (Sturmabteilung) med fakler marchere igennem den tyske hovedstad Berlin i et dystert varsel om de kommende mere end 12 års ufattelige lidelser.

Forud var gået mere end tre år, hvor den globale økonomiske krise i den kapitalistiske økonomi, der begyndte i efteråret 1929, ramte Tyskland med en uhyre kraft – forstærket af det tyske nederlag i Første Verdenskrig og medfølgende enorme krigsskadeerstatninger til de allierede sejrsmagter.

Hvis deltidsarbejde og skjult arbejdsløshed medregnes, stod omkring halvdelen af den tyske arbejdsstyrke – lige under ni millioner personer – i slutningen af 1932 uden for arbejdsmarkedet.

Hertil kom, at rigskansler Heinrich Brünings ultrakonservative regering fra foråret 1930 til sit fald i maj 1932 med en nidkærhed, der bringer tydelige mindelser om EU's neoliberalistiske finanspagt, havde undergravet arbejdsløshedsunderstøttelsen og andre sociale ordninger.

En uhyre nød og fattigdom var resultatet, og hundredetusinder af arbejdssøgende var tvunget til at forlade deres bolig og begive sig ud på landevejene.

Bønderne var lette ofre

Den enorme arbejdsløshed betød naturligvis et voldsomt faldende forbrug, ikke mindst af fødevarer, hvilket gav en mangedobling af tvangsauktioner i det tyske landbrug, primært blandt de mindre bønder.

Hvor arbejderbevægelsen kun blev påvirket i mindre grad af den nazistiske progaganda, var de hårdt ramte bønder i lighed med middelklassen et lettere offer for en tøjlesløs demagogi, og NSDAP kunne da også med sine løfter om en skånselsløs kamp mod marxismen notere stor medvind i deciderede landbrugsområder samt blandt funktionærer og embedsmænd.

Det lykkedes for medierne og domstolene at fremstille SA-folkene som angrebne uskyldigheder og kommunisterne som voldelige provokatører.

Med til at gøde den tøjlesløse antikommunisme var den reelle borgerkrig i Tyskland fra 1932 mellem nazisternes SA-horder og det tyske kommunistpartis aktivister, hvor det i de fleste tilfælde lykkedes for medierne og domstolene at fremstille SA-folkene som angrebne uskyldigheder og kommunisterne som voldelige provokatører.

Industriproduktionen i Tyskland var ved årsskiftet 1932-33 faldet med mere end 40 procent siden den økonomiske krises start i efteråret 1929, og for topcheferne i de toneangivende industrikoncerner var det primære mål at benytte krisen til at få smadret den tyske arbejderbevægelse og dens to store partier KPD (kommunistpartiet) og SPD (Socialdemokratiet), hvis interne ideologiske stridigheder i katastrofal grad svækkede kampen mod de tyske nazister.

Afvikling af Weimarrepublikken

Kun et fåtal af industrilederne – for øvrigt inklusive den tidligere nationalbankchef og senere økonomiminister under Hitler, Hjalmar Schacht - ønskede umiddelbart at få indsat en nationalsocialistisk regering. For flertallet var målet snarere i første omgang at støtte den afvikling af Weimar-republikken, der allerede var indledt i begyndelsen af 1930 med en de facto suspension af den tyske rigsdag.

Dette betød en autoritær styreform med hyppig brug af den berømte/berygtede paragraf 48 i Weimar-forfatningen, hvor skiftende, såkaldt præsidiale regeringer regerede uden om den valgte rigsdag via nødforordninger, godkendt af præsident Hindenburg.

Denne opgave blev lettet af den kendsgerning, at den overvejende del af den tyske befolkning med middellagene i spidsen stod fjendligt indstillet over for det borgerligt-demokratiske eksperiment, som Weimar-republikken – født i efterveerne af Tysklands kapitulation i efteråret 1918 som et kompromis mellem SPD og en modvillig, men realistisk del af den gamle kejserlige hær – udgjorde.

Ved årsskiftet 1932-33 tydede ikke meget på, at Adolf Hitler en måned senere sad som chef for et styre, der på få måneder fik forvandlet Tyskland til en etpartistat. NSDAP stod nemlig i betydelig fare for at blive sprængt, idet Weimar-republikkens sidste rigskansler, general Kurt von Schleicher, havde formået at tiltrække den moderate del af partiet med NSDAPs nummer to, Gregor Strasser, i spidsen. Strasser stod for en mere pragmatisk linje, mens Hitler stod benhårdt fast på sit krav om at blive udnævnt til rigskansler.

- Hvis partiet sprænges, skyder jeg mig en kugle for panden, lød de lovende ord fra Adolf Hitler, da partikrisen var på sit højeste i begyndelsen af december 1932.

På samme tid var nazistpartiets pengekasse næsten tom efter de mange valgkampagner i 1932, hvor rigsdagsvalget i begyndelsen af november endog havde givet en betydelig tilbagegang for NSDAP. Hertil kom, at der nu var beskedne tegn på, at den globale økonomiske krise var over det værste.

Hitler udpeges

Men ironisk nok blev Hitler og NSDAP reddet på målstregen efter en dramatisk januar 1933, hvor det lykkedes den detroniserede, tidligere rigskansler Franz von Papen i samarbejde med blandt andre præsident Hindenburgs søn, Oskar von Hindenburg, at overtale præsidenten til at gøre det, han hidtil hårdnakket havde nægtet: at udpege Hitler til leder af en regering med fuldmagt til at regere uden om rigsdagen.

Her var det i slutspillet ikke så meget storindustrien, der lagde et afgørende pres på den aldrende og politisk reaktionære præsident, men det store landbrug med Hindenburgs godsejervenner i spidsen, der spillede førsteviolin i bestræbelserne på at få anbragt NSDAPs øverste leder som regeringschef.

Lad SA få kontrol med gaderne, så vil der ikke være en kommunist tilbage om to måneder

Målet for både storindustrien og storlandbruget var at få en tysk regering, der kunne føre en effektiv tilintetgørelseskamp mod den politiske og faglige arbejderbevægelse, og hertil var NSDAP som skræddersyet:

- Lad SA få kontrol med gaderne, så vil der ikke være en kommunist tilbage om to måneder, lød ordene fra en af partiets topfolk, Hermann Göring, i begyndelsen af februar 1933.

Hitlers konservative samarbejdspartnere satsede på at få nazistpartiet inddæmmet og bragt under kontrol, og i den nye regering var der da også kun to nationalsocialistiske ministre ud over Hitler, nemlig minister uden portefølje Hermann Göring samt indenrigsminister Wilhelm Frick med kontrol over det tyske politi, hvilket skulle vise sig at få en skæbnesvanger betydning i de kommende måneder.

-Vi har ansat ham (Hitler), lød den optimistiske vurdering fra vicekansler Franz von Papen i januar 1933, mens den nye økonomi- og landbrugsminister, Alfred Hugenberg, fra det ultrakonservative parti DNVP efter regeringdannelsen den 30. januar jublende kunne udbasunere, at "vi har Hitler i ringhjørnet".

Stort set alle topfolk i Weimar-republikkens politiske liv, herunder også fra de socialistiske partier KPD og SPD, regnede med, at Hitler-regeringen kun ville få en kort levetid og undervurderede katastrofalt den nazistiske bevægelses dynamik, magtvilje samt dens enorme folkelige opbakning, som langt oversteg partiets stemmetal.

Rigsdagsbranden

Allerede den 1. februar blev Rigsdagen opløst og nyvalg udskrevet til den 5. marts. Og den 4. februar underskrev den nu helt føjelige præsident Hindenburg en nødforordning "til beskyttelse af det tyske folk", som ophævede en lang række borgerlige frihedsrettigheder. Og Weimar-republikken fik sit nådestød den 27. februar, da den hollandske kommunist Marius van der Lubbe egenhændigt satte ild til den tyske rigsdag.

Branden var det perfekte påskud for Hitler-regeringen til at levere det endegyldige slag mod de tyske kommunister og på længere sigt mod andre politiske modstandere, og dagen efter fik Det tredje Rige med den såkaldte rigsbrandsforordning sin reelle forfatning, langt vigtigere end den fuldmagtslov, som den amputerede rigsdag uden de kommunistiske rigsdagsmedlemmer, som nu sad bag lås og slå, vedtog knap en måned senere.

Det første tyske demokrati havde lidt en krank skæbne, og forude ventede en verdenskrig fra 1939 til 1945 med millioner af døde, ufattelige ødelæggelser og et totalt tysk nederlag.

Nazisternes totale sejr i Tyskland i 1933 er et dystert vidnesbyrd om, hvordan et land med autoritære aner kan reagere, når det politisk, økonomisk og socialt er spændt til det yderste. Og vi kan nu 80 år efter begynde at frygte, hvorledes en moderne fascisme vil agere.

Kig blot på Ungarn, hvor hundredetusinder af mennesker i kølvandet på kommunismens sammenbrud i 1989 blev kastet ud i den yderste fattigdom og håbløshed. Her sidder det nynazistiske parti Jobbik, Europas største og mest aggresive højreekstreme parti, nu på 17 procent af stemmerne.

Og i Grækenland – sønderbombet af sparekrav fra EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond – står det fascistiske parti Gyldent Daggry til omkring 14 procent af stemmerne ved et kommende parlamentsvalg.