Den 26. februar mødte Aleksandr Musychko op i det regionale parlament i Rovno regionen i det vestlige Ukraine.
Musychko var stærkt bevæbnet, og han stillede krav til de lokale politikere om at træffe beslutning om, at man fik undersøgt forholdene for de familier, hvis medlemmer var blevet dræbt under kampene på Uafhængighedspladsen i Kiev.
"Hvem ønsker at tage min maskinpistol fra mig? Hvem ønsker at tage mit gevær fra mig? Hvem ønsker at tage mine knive? Hvor vover I!", sagde Muzychko.
"Hans lobbymetoder er tilsyneladende blevet importeret fra Tjetjenien", bemærkede Russia Today, "for her var han kendt under navnet Sasho Bilyi. Han kæmpede sammen med de separatistiske styrker i 1990-erne. Han praler nu af at have ødelagt russiske tanks og dræbt russiske soldater."
Under anden verdenskrig var Rovno center for det tyske Reichskommissariat Ukraine. Det var også i den periode ukrainske nationale bevægelser kæmpede sammen med nazisterne imod Sovjetunionen. Der var ingen politiker i Rovno, der protesterede.
Pravy Sektor
Muzychko er også en velkendt leder af den nynazistiske bevægelse Pravy Sektor, som kan spores tilbage til dem, der kæmpede sammen med Hitler.
"Det var Pravy Sektor, der (i Kiev) introducerede væbnede protesterende og vendte bølgen af fredelige protester, der ønskede tilslutning til EU, til voldelige angreb på politiet for at vælte den demokratisk valgte regering", skrev Paul Graig Roberts i en artikel på Global Research den 24. februar.
"I modsætning," skrev Roberts også, "til de af USA iscenesatte ødelæggelser af statuer af Saddam Hussein i Irak, som var pressebegivenheder, i hvilke irakerne ikke selv var involveret, har den ukrainske højrefløjs ødelæggelser af statuer folkelig opbakning. Hvis Pravy Sektor hader russerne på grund af nazismens nederlag, så hader den USA, Frankrig og England af samme grund. Det er højst utænkeligt, at Pravy Sektor vil føre Ukraine ind i EU."
Rusland og USA
Roberts skriver også: "De russiske dele af Ukraine forstår til fulde, at Pravy Sektors ødelæggelse af monumenter, der hylder den Røde Hærs kamp mod de tyske tropper, er en trussel imod den russiske befolkning i Ukraine.
Derfor organiserer provinsregeringerne i det østlige og sydlige Ukraine, som tidligere var en del af Rusland, militser, der skal imødegå de ultra-nationale trusler, der er udløst af Washingtons stupiditet, og inkompetencen hos de naive og blåøjede protesterende i Kiev.
Efter at have blandet sig i Ukraines interne forhold og mistet kontrollen, udsender Washington ultimatummer til Rusland om ikke at intervenere i Ukraine.
Under anden verdenskrig kæmpede ukrainske nationale bevægelser sammen med nazisterne imod Sovjetunionen.
Tror idioten Susan Rice, Obamas nationale sikkerhedsrådgiver, virkeligt på, at Putin vil være opmærksom på advarsler eller nogen som helst instruks fra en regering, der er så militært inkompetent, at den efter 8 års forsøg ikke er i stand til at okkupere Bagdad med nogen større succes eller på en regering, som ikke var i stand til at bekæmpe nogle få tusinde let bevæbnede talibanere i Afghanistan efter mere end 12 år?
Det tog kun få timer for de russiske tropper at nedkæmpe den georgiske hær, der var trænet og bevæbnet af Washington og Israel, da Washington sendte den ind i det i det sydlige Ossetien.
Hvor finder Obama dog lettere åndssvage personer som Susan Rice og (viceudenrigsminister) Victoria Nuland? Disse to hører hjemme i en børnehave for mentalt handicappede børn, og ikke i en regering for en supermagt, hvor deres uvidenhed og arrogance kan udløse en ny verdenskrig.
Ukraine er meget vigtigere for Rusland, end det er for USA og EU. Hvis situationen i Ukraine kommer ud af kontrol, og højreekstremister vinder kontrol, er en russisk intervention sikker. Det arrogante og stupide Obama-regime har omhyggeligt og hensynsløst sat Ruslands eksistens på spil."
Det splittede Ukraine
Det ved man selvfølgelig også i Moskva. Man ved også, at mens nynazister boltrer sig i store dele af det vestlige Ukraine, så er situationen anderledes i det sydlige og østlige Ukraine, hvor befolkningerne kæmpede sammen med Den Røde Hær imod nazisterne under verdenskrigen.
Den af Kiev "afsatte" præsident Viktor Janukovitj hævder med rette, at det, der er sket i Kiev, er et statskup, for når alt kommer til alt, blev Janukovitj valgt til præsident af befolkningen i hele Ukraine - i demokratiske valg.
Janukovitj befinder sig i øjeblikket i Rusland tæt på grænsen til Ukraine, og det sydlige og østlige Ukraine er for tiden i færd med at danne militser, som kan tage kampen op imod de fascistiske kræfter i det vestlige Ukraine.
På halvøen Krim, som er særlig vigtig for Rusland, fordi det efter aftaler, der går tilbage til Katerina den Stores tid, har haft base for sin Sortehavsflåde i havnebyen Sevastopol, har parlamentet fyret regeringen for den autonome Krim-republik.
Pro-russiske demonstranter har indtaget parlamentsbygningen og rejst det russiske flag over det. Parlamentet vil lave en folkeafstemning, der skal afgøre, hvorvidt Krim skal være en selvstændig stat eller bare en autonom republik inden for Ukraine.
"Som et resultat af den ulovlige magtovertagelse af radikale nationalister, støttet af væbnede bander, er ro og orden på Krim bragt i fare", som pressesekretæren for lederen af parlamentet sagde til Russia Today.
Det russiske flyveåben er sat i alarmberedskab, og NATO, EU og USA appellerer til Rusland om at respektere Ukraines nationale suverænitet.
Se videoklip med Aleksandr Musychko her: http://www.youtube.com/watch?v=juf-PA0jmE4
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278