"Københavnere! I fem dage holdt vi ubrydeligt sammen. Lad os da også gennem disse to minutters stilhed påny bekræfte vort sammenhold over for de tyske undertrykkere og mindes dem, de myrdede."

Således hed det på en løbeseddel, udsendt af Danmarks Frihedsråd tirsdag den 4. juli 1944 – for 70 år siden - i forbindelse med den sejrrige afslutning af den københavnske folkestrejke, som sammen med det såkaldte augustoprør året før er de to lejligheder, som gav kampen mod den tyske besættelse af Danmark en decideret massebasis.

I august 1943 betød de dramatiske begivenheder et afgørende opgør med de "gamle" politikeres samarbejde med den tyske besættelsesmagt og efterfølgende dannelsen af Frihedsrådet som det tværpolitiske udtryk for en bredt baseret modstandskamp.

Folkestrejken i juli 1944 befæstede yderligere Frihedsrådets magtbasis, og de gamle partier med Socialdemokratiets topledelse i front måtte erkende, at de endnu engang på katastrofal vis havde undervurderet rådets magtbasis, samt at deres bestræbelser på at neutralisere modstandsbevægelsen her og nu var slået endegyldigt fejl.

Folkestrejkens baggrund

Baggrunden for de voldsomme begivenheder, der kostede omkring 100 menneskeliv og 600 sårede var mangfoldige. Arbejderbefolkningen var ved lønforhandlingerne i marts 1944 endnu engang blvet snydt, mens det store landbrug og storindustrien fortsat skovlede penge ind på samarbejdet med det umættelige Tyskland.

På samme tid kulminerede sommerens sabotageaktioner med det spektakulære angreb på Riffelsyndikatet den 22. juli, hvilket blev mødt af tyskerne med et stort antal henrettelser af fængslede modstandsfolk til stor forbitrelse hos den brede befolkning.

Og måske allervigtigst: Håbet om et snarligt tysk nederlag, næret af dels de allieredes landgang i Normandiet den 6. juni og dels af Den Røde Hærs uimodståelige fremrykning på Østfronten, hvor den store sommeroffensiv blev indledt natten mellem den 21. og 22. juni.

Werner Best, den tyske rigsbefuldmægtigede, leverede selv skytset, da han med virkning fra mandag den 26. juni proklamerede civil undtagelsestilstand med en spærretid gældende fra klokken 20 aften til næste dag klokken 5. Sommeren 1944 var varm, og spærretiden ramte primært arbejderfamilierne i det indre København med de mange små lejligheder.

B&W gik foran

Svaret kom prompte, da arbejderne på det "røde" B&W – Københavns største arbejdsplads – allerede mandag klokken 12 forlod deres arbejdspladser under parolen "otte timers arbejde og otte timers hvile".

I de følgende dage bredte B&W-strejken sig med stor hast til en lang række andre arbejdspladser, og på samme tid udbrød der uroligheder i storbyens gader med bål, barrikadebygning og demonstrationer.

Den københavnske folkestrejke sluttede med en markant sejr for Frihedsrådet over samarbejdspolitikerne.

Der forelå ingen samlet plan for de omfattende strejkeaktiviteter. Det illegale DKP ønskede ikke på daværende tidspunkt et opgør med en overmægtig tysk værnemagt, og samtlige betydende sabotageorganisationer udsendte forbud mod at udfordre tyskerne. Frygten var naturligvis, at tyskerne ville lokke modstandsfolkene frem og herefter knuse modstandsapparatet.

Den tyske besættelsesmagt besvarede uroen med stor brutalitet. Patruljer åbnede ild uden varsel på demonstrerende og mod huse, hvor nysgerrige fulgte slagets gang fra vinduerne.

Folkestrejken udviklede sig fra fredag den 30. juni til en decideret generalstrejke, hvor det københavnske trafiknet blev totalt lammet. Tyskerne svarede igen med at besætte Hovedbanegården og med at opstille kanonstillinger på strategisk vigtige steder.

Den 1. juli erklærede tyskerne militær undtagelsestilstand i København, og tyske tropper lagde en jernring om København, mens befolkningens forsyning med vand og gas blev afbrudt.

Sympatistrejker i en række byer på Sjælland lagde yderligere pres på Best, der nu lovede at holde det berygtede Schalburg-korps væk fra gaderne og på samme tid ophæve undtagelsesbestemmelserne.

Samtidig udsendte de ledende samarbejdspolitikere med den tidligere socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl i spidsen og organisationsledere for anden gang en opfordring til de genstridige københavnere til at genoptage arbejdet fra tirsdag den 4. juli.

Frihedsrådet er regeringen

Frihedsrådet satte herefter trumf på med en opfordring om først at genoptage arbejdet fra den følgende dag, hvilket blev fulgt af et stort flertal af de strejkende.

Den københavnske folkestrejke sluttede således med en markant sejr for Frihedsrådet over samarbejdspolitikerne, og strejken markerer hermed rådets endelige gennembrud som politisk magtfaktor i Danmark.

Efter befrielsen søgte samarbejdspolitikerne at nedtone betydningen af den københavnske folkestrejke, og den socialdemokratiske politiker og historiker Hartvig Frisch betegnede strejken som en "hest, der tirret af tyske voldsmænd løb løbsk, og som ville værre styrtet i afgrunden, om ikke politikerne havde grebet ind" (Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen, 2001).

Men kendsgerningen er, at samarbejdspolitikerne og i særdelseshed ledende socialdemokrater under hele det dramatiske forløb reagerede voldsomt mod folkestrejken og satte hele deres magt og prestige ind i et forgæves forsøg på at bryde den.

De lærte dog af forløbet og kunne indtil befrielsen i maj 1945 med succes arbejde på at genvinde de tabte positioner under parolen: "Hvorledes kan vi neutralisere – uden at gå i kamp mod det nationale?"