Søren Mau (SM) har skrevet en lille bog "Hæv Stemmen". Budskabet er kort fortalt, at man skal lade være at stemme til folketingsvalget og i stedet være aktiv for at forbedre og demokratisere sine nære omgivelser.

En del af kritikken er interessant og nyttig - rettet mod folketingets udemokratiske træk, men den svækkes af en fejlagtig, akademisk trend, der dømmer betydningen af nationalstaten ude og har et anarkistisk præg, som ignorerer spørgsmålet om borgerskabets klassemagts stat.

Netop nu i Europa foregår der noget nyt og meget politisk betydningsfuldt. Valget af Syriza i Grækenland illustrerer det klarest.

Marxister nøjes ikke som Søren Mau med at kritisere folketinget, men retter angrebet mod selve den statsmaskine, som folketinget er en del af. Staten er ikke, hvad den giver sig ud for - en demokratisk stat for befolkningsflertallet, men derimod udtryk for et mindretals diktatur over et flertal, som mindretallet desuden udbytter økonomisk - hvilket er grundlaget for dets diktatur med dets herredømme over staten.

Modsat Søren Mau ser marxister parlamentsvalg i et større perspektiv. For at arbejderklassen kan blive parat til at lave revolution, må den have frigjort sig fra den borgerlige politiske indstilling, som er den herskende opfattelse i samfundet - herunder opfattelsen af det borgerlige parlament.

Søren Maus opfordring - stem ikke - kunne ikke være fremført på et dårligere tidspunkt. Netop nu i Europa foregår der noget nyt og meget politisk betydningsfuldt.

Græske erfaringer

Valget af Syriza i Grækenland illustrerer det klarest. Det at godt en tredjedel af de græske vælgere har stemt på, og at nu over 50 procent støtter Syriza, er noget politisk helt nyt og meget vigtigt.

Ikke fordi Syrizas venstrereformistiske politik med accept af gældsbyrden reelt kan løse nogen af de græske kriseramte massers problemer.

Det nye og vigtige ved Syrizas høje vælgertal er, at det viser, at arbejderbefolkningen helt har afvist borgerskabets partier og nu for første gang vil afprøve det borgerlige parlaments yderste venstrefløj - om der er en progressiv udvej af krisen indenfor det kapitalistiske systems rammer - uden at skulle gå ind på den revolutionære vej - uden at tage magten fra borgerskabet?

Det vil med sikkerhed vise sig, at der ikke er nogen løsning på kapitalismens kriseangreb på befolkningen indenfor rammerne af den kapitalistiske stat og dens parlamentarisme - heller ikke i dens mest venstreorienterede form.

Disse erfaringer vil helt sikkert ændre arbejderklassens bevidsthed. Det vil kunne resultere i to diamentralt modsatte politiske udviklingsretninger:  - enten i en revolutionær retning for en nødvendig sprængning af kapitalismens rammer - eller modsat i en højrepopulistisk, reaktionær retning.

Der må skabes en enhedsfront

Om det bliver den ene eller den anden modsatrettede politiske retning afhænger udelukkende af, om der er et revolutionært marxistisk parti, der arbejder ud fra en enhedsfrontstaktik, og som dermed er i stand til at vinde de arbejdere, der er blevet skuffede over Syriza, for en revolutionær arbejderregering, der bygger på arbejderråd.

Uden brug af en enhedsfrontstaktik kan der ikke vindes det politiske hegemoni i arbejderklassen, der er nødvendig for en revolutionær socialistisk udvej på krisen.

Uden denne mulighed for en progressiv revolutionær udvej er risikoen, at venstrereformismens uundgåelige politiske fallit gør dele af arbejderbefolkningen ikke bare desillusioneret, men også politisk kynisk.

Så kan alternativet blive tilslutning til højrepopulister og fascister, som står parat til at bryde med den krise-lammede parlamentarisme ved hjælp af rå racistisk gadevold og vold mod arbejderklassens mest aktive og deres klasseorganisationer.

Hvad så med situationen i Danmark?

Søren Mau hævder, at hans anbefaling (stem ikke) udelukkende gælder for Danmark i dag, men hans analyse og kritik generelt er rettet mod fælles forhold, der hersker i alle europæiske parlamenter.

Det er som revolutionær talerstol at marxister vil bruge parlamentet. Og som sådan kan det være endog meget politisk værdifuldt. 

Enhedslisten (EL) svarer stort set politisk til Syriza. I langt mindre målestok oplever EL også stigende tilslutning. EL's venstrereformistiske ledelses illusioner ved sidste folketingsvalg om at kunne presse Socialdemokratiet (SD) til venstre viste sig forudsigeligt nok netop at være illusioner. Den socialdemokratisk ledede regering førte borgerskabets politik. EL fik ingen reel indflydelse.

Revolutionære marxisters opgave nu er - ikke som Søren Mau at opfordre til at undlade at stemme, men tværtimod på det kraftigste at opfordre til at stemme på liste Ø, samtidig med højlydt at opfordre EL til:

• efter erfaringerne med en SD'ledet regering ikke igen at pege på SD som regeringsdannende parti. EL bør derimod pege på sig selv som regeringsdannende parti.
• EL bør straks indlede åbne forhandlinger med SF om et fælles valgprogram, der som et mindste-element indeholder kravet om
• nationalisering af bankerne uden kompensation - en nødvendig forudsætning for enhver seriøs tilgang til at begynde at løse nogen af de store samfundsproblemer, som kapitalismen har påført arbejderbefolkningen (og det ville være det bedste bidrag til at knuse EU).

Uanset hvor mange eller få stemmer EL ville få på dette grundlag, så ville brugen af Folketinget som en revolutionær talerstol virke mere for arbejderklassens interesser end et antal venstrereformistiske folketingsmedlemmer.

Det er overvejende sådan - som revolutionær talerstol - at marxister vil bruge parlamentet. Og som sådan kan det være endog meget politisk værdifuldt. 

Jette Kromann er medlem af Enhedslisten og SAP, men udtrykker sig her som enkeltperson.