Den danske velfærd er for alvor blevet sat på smalkost under krisen. Det er ikke blot økonomien, som presser den fælles omsorg for børn, ældre, syge og udsatte grupper. Der er også tale om et holdningsskift til, hvor langt den fælles ansvarlighed skal række. I det mindste et holdningsskift blandt de politiske beslutningstagere både på Christiansborg og i kommuner og regioner.

Der er langt fra sloganet "Hellere velfærd end skattelettelser" til reformerne af dagpengeperiode, førtidspension, sygedagpenge, fleksjob og kontanthjælp, som har frigjort penge til blandt andet de netop indgåede "Aftaler om vækstplan DK". Der er i virkeligheden en verden til forskel.

En forskel, som betyder, at vi nu ser afgifts- og skattelettelser til erhvervslivet, som for blot kort tid siden var utænkelige. Lettelser, som finansieres af velfærdsreformer og en ganske voldsom opbremsning af udgifterne til fremtidens velfærd.

Motiveringen til dette kursskifte fra forsvar for velfærden til direkte og indirekte erhvervsstøtte har handlet om job og vel at mærke job i mere end én forstand.

Først i den forstand, at mennesker, som har modtaget velfærdsydelser, nu skal i arbejde i de job, som endnu ikke eksisterer, og senest i den forstand, at lettelser for erhvervslivet skal skubbe jobskabelsen i gang.

Vækstplanens begrænsninger

Antallet af nye job, som vækstplanen vil skabe, ser ud til at være begrænset. Endog meget begrænset. Økonomernes bud svinger mellem 5 -15.000 job over de næste tre år. Og ingen økonomer har endnu uden brug af lup eller mikroskop kunnet få øje på jobskabelsen som følge af sænkningen af selskabsskatten fra 25 til 22 procent.

Det er godt, at der omsider er kommet fokus på at skabe job i den private sektor til de mange tusinde, der mistede jobbet, da Danmark ramte ind i krisen. Men effekten af de mange milliarder, der bruges på vækstplanen står i skærende modstrid til behovet for at hæve den samlede beskæftigelse her under krisen.

Og effekten på den samlede beskæftigelse er begrænset. Til sammenligning betød regeringens udspil til vækstplan, at der i stedet for at blive oprettet 20.000 offentlige job frem til 2020, nu kun ville være økonomi til oprettelse af det halve.

Hvis opsvinget ikke slår igennem inden 2020, så ligner det 10.000 flere job i den private sektor og 10.000 færre end planlagt i den offentlige sektor. Og hvad betyder 10.000 færre offentlige job trukket fra 10.000 flere private job for den samlede beskæftigelse.

Selv med landets lærere og undervisere lockoutet fra undervisningsinstitutionerne, da aftalerne om vækstplanen blev indgået, vil de fleste formentlig få et stort rundt nul ud af det regnestykke.

Det giver ganske enkelt ikke mening, hvis det handler om at sikre mennesker mulighed for at komme i arbejde igen.

Det giver reelt kun mening, hvis det handler om med skarpslebne spareknive at mindske velfærden og den offentlige sektor for i stedet med bønner og milde pengegaver at forsøge at formå det private erhvervsliv til at tage et medansvar for at få os ud af krisen.

Der er langt fra sloganet "Hellere velfærd end skattelettelser" til reformerne af dagpengeperiode, førtidspension, sygedagpenge, fleksjob og kontanthjælp

Det forsøg med bønner og milde pengegaver kommer børnepasning, folkeskole, ældrepleje, sygehusvæsen, og indsatsen for udsatte grupper til at være sponsorer for.

På samme måde kommer lærere og undervisere til at være sponsorer for regeringens folkeskolereform. Også her er der tale om en afgørende holdningsændring.

Fornyelsen af de offentlige overenskomster i 2013 vil skrive sig ind i arbejdsmarkedets historie, som den overenskomstfornyelse, hvor regeringen og de offentlige arbejdsgivere introducerede en helt ny version af den danske model i den offentlige sektor. En version, hvor frie forhandlinger mellem parterne underlægges politiske udspil.

Lærernes og undervisernes overenskomster kom til at finansiere regeringens udspil til reform af folkeskolen. En finansiering, som regeringen spillede ud med allerede inden forhandlingerne om læreres og underviseres overenskomster overhovedet var gået i gang.

Og de øvrige offentligt ansatte er stillet samme oplevelse i udsigt. Milliardbesparelser på arbejdstidsregler og arbejdsforhold skal finansiere regeringens ambitioner om omprioriteringer i den offentlige velfærd og service.

Det bliver dem, der holder velfærdssamfundet i gang, når vi andre sover, holder weekend eller tager på helligdagsferie, som skal levere besparelserne: social- og sundhedshjælpere og -assistenter, banefolk, politibetjente, portører, sygeplejersker, serviceassistenter, de ansatte i den kollektive trafik og så videre.

Det er utænkeligt, at en regering kunne spille ud på samme måde overfor det private arbejdsmarked.

Dermed er den danske model kun delvist i kraft i den offentlige sektor.

Statens overmagt 

Tilsvarende viste overenskomstforløbet med de offentlige arbejdsgiveres lockout af alle lærere og undervisere, at stat, kommuner og regioner er indstillet på fuldt ud at anvende den overmagt, som det giver, at kommunerne sparer penge, for hver dag en konflikt løber, mens de ansatte tømmer strejkekassen dag for dag.

Hidtil har de offentligt ansatte varslet begrænsede konflikter på typisk omkring 10 procent af de ansatte. Nu har de offentlige arbejdsgivere så demonstreret, at de ikke er i stand til at udøve samme form for selvbeherskelse.

Det ville i den grad have klædt regeringen, hvis den, da den bragte lockouten til ophør, havde annonceret en begrænsning i offentlige arbejdsgiveres brug af lockout-våbenet.

Begge parter skal naturligvis kunne varsle konflikt, men skal intentionerne i den danske model om frie forhandlinger med armlægning om nødvendigt mellem parterne også være gældende i den offentlige sektor, så skal de offentlige arbejdsgiveres overmagt stækkes.

Jo - 2013 har godt nok budt på et bekymrende holdningsskift på bjerget til velfærd og offentligt ansatte.