En skæbne, et eksempel: Den 12 februar i år blev en syg ung kvinde, Karina Hansen, fjernet fra sit hjem med politiets hjælp og tvangsindlagt på Hammel Neurocenter under psykiater Niels Balle Christensen og psykiater Per Fink fra Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser i Århus.

Karina lider af ME, (Myalgisk Encephalomyelitis) en kronisk træthedssygdom, hvor energitilførslen i cellerne svigter - ofte forårsaget af infektioner. Nogen bliver meget syge, men de fleste får det heldigvis bedre med tiden.

Når Karina Hansen er blevet indlagt under psykiatrien med en fysisk sygdom, er det fordi Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, regionerne og kommunerne i DK er blevet enige om at lade sygdomme som ME, fibromyalgi, irritabel tyktarm og piskesmæld behandle under psykiatrien, selvom WHO mener, at det er fysiske sygdomme.

Funktionelle lidelser

Psykiaterne på Forskningsklinikken har slået disse sygdomme sammen til én sygdom, som de kalder funktionelle lidelser, selvom disse sygdomme har vidt forskellig oprindelse og forløb. På højeste plan tror man, at det er billigere at lade psykiatere give disse patienter kognitiv terapi, fysisk træning og eventuelt psykofarmaka, i stedet for at forske i fysiske behandlinger, som virker.

Patienter med disse sygdomme tager skarpt afstand fra, at deres sygdomme er blevet overdraget til psykiatrien. For selvom der står på Forskningsklinikkens hjemmeside, at man ved funktionelle lidelser har fysiske symptomer, og at hjernen og kroppen er overbelastet og ikke fungerer normalt, så ved patienterne godt, at en funktionel lidelse er en psykiatrisk diagnose.

Psykiatrisk eller fysisk?

Psykiaterne ved godt, at fysisk syge ikke bryder sig om at få en psykiatrisk diagnose i stedet for eller "oveni" deres oprindelige diagnose, så de fortæller ikke på deres hjemmeside, at de er psykiatere, men kalder sig for læger. Så hvis man henvises til Forskningsklinikken, så kan man ikke læse sig til, at man er blevet sendt til psykiater, hvilket er bondefangeri.

Man må vide, hvad man går ind til. Neurologi, reumatologi eller psykiatri, det er ikke ligegyldigt, hvilken læge man opsøger for udsigten til helbredelse.

For nyligt har psykiater Per Fink udtalt til TV2 i en artikel, at (citat): "Diskussionen om det er en psykisk eller fysisk lidelse giver ikke mening ved denne tilstand, og er uinteressant og uden betydning. Det lyder måske rimeligt, men på Forskningsklinikken behandler man kun med psykiatriske metoder, og psykiaterne har også frataget Karina Hansen sin diagnose, som hun har fået stillet af førende ME-eksperter.

Man må vide, hvad man går ind til. Neurologi, reumatologi eller psykiatri, det er ikke ligegyldigt, hvilken læge man opsøger for udsigten til helbredelse.

I stedet har de givet hende en sjælden psykiatrisk diagnose, (Pervasive Arousal Withdrawal Syndrome), som viser, at hun er blevet dårligere, og at hun nu har trukket sig ind i sig selv.

Psykiaterne Per Fink og Niels Balle Christensen har benyttet sig af deres ret til at tvangsindlægge et myndigt fysisk sygt menneske imod hendes udtrykkelige vilje. De har begået (lovmedholdeligt?) overgreb og har efterfølgende isoleret Karina Hansen fra sin familie, og hun får heller ikke hjælp til opladning af sin telefon.

Tvangsindlæggelse, tvangsisolering, tvangsbehandling og fratagelse af diagnose er alvorlige overgreb mod en syg kvinde, som burde give anledning til politiske overvejelser, men måske tolereres forsøget med Karina Hansen fra højeste sted, fordi Forskningsklinikken har desperat brug for en succes-historie til deres nye Videncenter for ME?

Ringe dokumentation

Beder man om dokumentation for, at psykiaternes behandlinger virker på de forskellige sygdomme, så får man intet svar. Enten har psykiaterne ikke dokumentation, eller også vil de ikke ud med den dokumentation, de har. Men det må være rimeligt at vide, hvor stor chance man har for at få hjælp til en af de nævnte sygdomme, før man som sygt menneske rejser efter det.

Forskningsklinikkens videnskabelige undersøgelser bygger på meget få personer, som har fået en minimal forbedring med Forskningsklinikkens kognitive terapi frem for almindelig lægebehandling. Forskellen er så lille, så den nemt kan stamme fra den øgede omsorg, som patienten i et kognitivt forløb føler, men effekten holder ikke, hvilket vides fra personer, som er blevet adspurgt år efter "behandling" på Forskningsklinikken.

Tankevækkende er det også, at TrygFonden har støttet psykiaterne på Forskningsklinikken med i hvert fald 100 milioner kroner samtidig med, at Tryg Forsikringsselskaber sparer mange penge på, at borgere får psykiatriske diagnoser, som ikke udløser sygeforsikringer eller erstatninger i mere end fem procent af tilfældene.