I forslaget til finanslov for 2013 er der mange ting, som Afrika Kontakt kunne kaste sige over. Men denne kronik vil fokusere på regeringens prioritering af såkaldt grøn vækst i udviklingssamarbejdet og på de 92 millioner kroner, der afsættes til opfølgning på Rio +20 og såkaldt bæredygtig udvikling. 

Selv om denne opfølgning måske lyder ganske tilforladelig, skal man, som med så mange andre begreber indenfor udviklings- og klimajargonen, stille sig kritisk over for noget, som alle fra Liberal Alliance til SF jubler over - og med den såkaldte Bæredygtighedskommission måske også Enhedslisten? 

Bæredygtighed - et udvandet begreb

Uanset Brundtlands oprindelige intentioner med bæredygtighedsbegrebet i rapporten Vores Fælles Fremtid er det 25 år senere efterhånden blevet udvandet til ukendelighed, og er nu tømt for progressivt indhold.

Ydermere skal det bemærkes, at Brundtland-rapporten jo ikke grundlæggende tog afstand fra ideen om vækst og forståelsen, at man med bæredygtig udvikling nærmere mente vedvarende økonomisk vækst. I de efterfølgende år har begrebet således nærmere fungeret som en legitimering af den nyliberale globalisering.     

Burde progressive organisationer så ikke være en smule forbeholdne over for både regeringens fokus på grøn vækst og i det hele taget resultatet af Rio +20? En af de (få!) konklusioner ved Rio +20 var nemlig ideen om, at de såkaldte Millenium Development Goals, når de udløber i 2015, skal erstattes med Sustainable Development Goals, der eftersigende skal fremme bæredygtighed og den grønne økonomi. 

Lad os først se lidt på den grønne økonomi, som alle taler om. Udgangspunktet for Rio +20 diskussionerne har i høj grad været præget af  rapporten fra FN's miljøprogram (UNEP) fra 2011 "Towards a green economy: pathways to sustainable development and poverty eradication".  

UNEP lægger ganske vist ud med en ganske tilforladelig definition af den "grønne økonomi". De første par sider af rapporten vrimler således med forsikringer om en økonomi med "lavt CO2 forbrug", "effektiv udnyttelse af ressourcer" og "social inklusion".

Den grønne økonomi skal være profitabel

Problemet opstår imidlertid ved måden, hvorpå dette skal opnåes. Den er mildest talt langt fra den "udvikling", som danske udviklingsorganisationer normalt brøster sig af at fremme. UNEP forestiller sig, at vejen frem skal baseres på en omdirigering af de ganske omfattende internationale kapitalstrømme.

Problemet i de foregående tyve år (eller mere) har således bare været en markedsfejl, eftersom incitamenterne på markedet ikke har været fordelagtige for de grønne sektorer. Løsningen er ifølge UNEP, at incitamenterne skal ændres eller rettes op, så kapitalstrømmene begynder at rette sig mod grønne investeringer og innovationer.

Ser man bort fra den implicitte opfattelse om den grænseløse vækst, lyder dette måske ikke som udgangspunkt særlig slemt, men graver man lidt videre i rapporten, finder man et par særdeles problematiske ting. 

Her afsløres den underliggende tese for hele den grønne økonomi nemlig. Den kører på, at vækst- og profitrater i den grønne økonomi kan opnå nye højder og giver således en behændig løsning til systemets nuværende krise(r).

Som det står i rapporten (side 226) behandler den finansielle sektor vedvarende energi som enhver anden investeringsmulighed: såfremt den forventede profitrate er tilstrækkelig høj, betragtes det som en interessant investering. 

 

De få tilbageværende organisationer, som ikke er blevet kuppet til at agere nyttige idioter for kapitalinteresser, bør fokusere på den større politisk-økonomiske kontekst.

Kan man gøre den grønne sektor tilpas "interessant" for investorer, er vi således alle frelste. Og selvfølgelig opnåes dette kun gennem det frie markedes uindskrænkede udfoldelse uden indblanding af irriterende statslige reguleringer.

Som det forklares i et af UNEPs dokumenter rettet til "beslutningstagere", er det afgørende at "stater sikrer en kombination af og balance mellem miljøbeskyttelse og markedsadgang" – markedsadgang for investorer forståes. 

Konceptet som fremført af FN's miljøprogram UNEP er bygget op om ideen, at vejen frem for "bæredygtig udvikling" er en gennemgribende kommercialisering af naturen og alle dertilhørende ressourcer: land, vand og luft (og her bør det bemærkes, at EU med alt fra handels- over klima- til fiskeri- og råstofpolitikken virkelig har været på forkant med kommercialiseringsstrategien!).  

Det folk står overfor verden over, hvis man skulle gå videre med ideen om den grønne økonomi, som her defineret, er hvad den marxistiske teoretiker David Harvey har kaldt "accumulation by dispossession", hvor offentligheden frarøves naturens ressourcer gennem privatisering til fordel for dem, der har den største pengepung.

Der er et alternativ

Kæmper man for lokal/national/regional selvbestemmelse og international solidaritet, kæmper man også for opretholdelsen og en sikring af demokratisk kontrol over naturens ressourcer. Kalder man sig en progressiv dansk NGO (non governmental organization,) er man således nødvendigvis imod ovenstående logik.

Intet i den grønne økonomi stiller spørgsmålstegn ved en fortsat udnyttelse af naturens ressourcer eller de nuværende forbrugs- og produktionsmønstre. Tværtimod åbner dette op for nye muligheder for at udbytte naturens ressourcer og forøger således myten om den grænseløse vækst. Naturens ressourcer skal endegyldigt underlægges det frie marked styret af teknologisk udvikling, privatisering og markedsliggørelse af alle domæner. 

Dette vil selvsagt blot forværre den nuværende krise og styrke de finansielle markeder gennem nye muligheder for spekulation (CO2-handel, fiskerikvote-handel, "environmental services" og så videre). 

Der er stor fare for, at disse fejlslagne forestillinger om den grønne økonomi vil komme til at dominere diskussionerne om de kommende Sustainable Development Goals (SDG) indhold. 

Frem for at gå ind i de ofte tekniske diskussioner indenfor klimajargonen, bør de få tilbageværende organisationer, som ikke er blevet kuppet til at agere nyttige idioter for kapitalinteresser, fokusere på den større politisk-økonomiske kontekst, som de tekniske diskussioner foregår i. Kun på denne måde kan civilsamfundet udfordre ideen om, at alle udviklings- og klimapolitiske problemer blot er tekniske problemer, der har brug for tekniske løsninger. 

Tværtimod skal diskussionen politiseres og udfordre de nuværende forbrugs- og produktionsmønstre til fordel for de alternativer, som så mange organisationer i Syd, såvel som Nord fremfører. Til forskel for altomfavnende ideer om bæredygtighed er de alternativer imødekommende over for de vidt forskellige realiteter, som folk står overfor på tværs af det Globale Syd og det Globale Nord og på denne måde problematiseres fortællingen om én endegyldig løsning. 

Alternativerne går ydermere imod de underliggende principper, som fremført af sådanne endegyldige fortællinger og er baseret på retten til demokrati, selvbestemmelse, socioøkonomisk og miljømæssig retfærdighed.  

Udover det indholdsmæssige slagsmål er hele processen omkring udformningen og opretholdelsen af SDG’ere også i klar modstrid med progressive visioner om demokrati og selvbestemmelse. Desværre tyder det på, at SDG’erne skal fungere ud fra en forestilling om global environmental governance, hvorigennem en facilitering mod den ”grønne økonomi” skal foregå gennem the usual suspects på et multilateralt regi, hvorefter nationalstater skal bankes på plads af de pågældende supranationale strukturer – svarende til de sædvanlige og hegemone forestillinger om de positive aspekter af sådanne strukturer (WTO og EU som oplagte eksempler). Når end ikke nationale demokratiske processer fungerer (eller aktivt undermineres som i EU) kan man glemme alt om en demokratisk global governance!

Firenze 10+10

Som regeringens finanslovsforslag viser, for slet ikke at nævne den tilsyneladende tværpolitiske enighed i folketinget om ’bæredygtighedens’ potentiale, er det ikke fra Christiansborg, at diskussionen om alternativer vil komme. 

Men frygt ikke! En kærkommen mulighed for at diskutere radikalt anderledes forståelser af hvordan samfund og naturen kan hænge sammen er den kommende ’relancering’ af European Social Forum, der bliver afholdt i Firenze fra 8.-11. november. Her vil organisationer fra hele Europa (og ikke blot EU) mødes for at diskutere netop alternativer til den nyliberale globaliserings omfattende og mangfoldige krise. Ydermere vil diskussionerne være fremadrettede om, hvordan man bedst muligt kan samarbejde gennem paneuropæisk mobilisering for at fremme disse alternativer. 

Selv om der naturligvis vil være stor fokus på det manglende demokrati og nyliberalismens endegyldige falliterklæring i vores egen baghave, vil Afrika Kontakt og ligesindede organisationer sikre, at EU’s løbende strategi for at pleje de multinationales ønsker om at udplyndre det Globale Syd også bliver sat på dagsordenen. 

Vi håber at se andre danske organisationer!