I februar 1944 – for 75 år siden – stod det klart for selv den mest fanatiske Tysklands-beundrer i det besatte Europa, at tiden var ved at rende ud for Det Tredje Riges bestræbelser på at skabe et tusindårsrige baseret på den nazistiske overmenneskeideologi.

Parolen lød: Fortsæt med at producere, indtil tyskerne står i døren, og påbegynd først nedpakningen i allersidste øjeblik.

Blandt historikerne er der enighed om Den Røde Hærs afgørende indsats i kampen mod det nationalsocialistiske Tyskland og om vurderingen af Sovjetunionens enorme tab i menneskeliv og materiel. 

Tysklands angreb på Sovjetunionen

Men en af de mest oversete faktorer, som på afgørende vis medvirkede til Tysklands nederlag, var den massive evakuering af industrivirksomheder fra den vestlige del af Sovjetunionen, som blev løbet over ende af de hurtigt fremrykkende tyske panserdivisioner efter overfaldet den 22. juni 1941.

Allerede i slutningen af 1930'erne havde den sovjetiske ledelse erkendt, at det var nødvendigt at bygge nye industricentre øst for Ural-bjergkæden uden for rækkevidde af angribende bombefly, men i 1941 var hovedparten af landets livsvigtige industri samt størstedelen af befolkningen fortsat placeret i den vestlige del af landet. Et tab af disse industrivirksomheder indebar en dødelig trussel mod Sovjetunionens fortsatte evne til at forsvare sig mod de angribende tyske tropper. 

Evakueringen af industrivirksomhederne, som foregik under konstante tyske angeb, var naturligt  nok i begyndelsen præget af kaos, men meget hurtigt lykkedes det for den sovjetiske leder, Josef Stalin, og hans medarbejdere t få stablet et system på benene, baseret på en blanding af improvisation, decentral og central ledelse.

I slutningen af juni 1941 oprettedes Den Statslige Forsvarskomite og et såkaldt evakueringsråd, som samlet fik det overordnede ansvar for den sovjetiske krigsførsel, herunder evakueringen og borttransporten af industrivirksomhederne fra den vestlige del af Sovjetunionen til den østlige del af landet, hvor virksomhederne under enorme kraftanstrengelser blev genopbygget og atter indsat i produktionen af krigsmateriel.

En massiv indsats

Fra juli til november 1941 lykkedes det ifølge sovjetiske oplysninger at evakuere hele1523 industrivirksomheder, herunder flere end 1360 store fabrikker til den østlige del af Sovjetunionen, 226 til Volga-området, 667 fabrikker til Ural, og 308 til Kasakhstan og andre dele af det centrale Sibirien. I anden halvdel af 1941 transporterede således flere end 165.000 godsvogne per måned de enorme mængder materiel østpå.

For de største og vigtigste sværindustrielle virksomheder lød den jernhårde parole: Fortsæt med at producere indtil tyskerne står i døren og påbegynd først nedpakningen i allersidste øjeblik.

Evakueringen af det kæmpestore stålværk Zaporozstal i Ukraine var først afsluttet i begyndelsen af oktober 1941. Ialt blev der borttransporteret 320.000 ton materiel mod øst på 16.000 godsvogne, alt sammen under voldsomme tyske angreb. Vidner beretter, at på et tidspunkt kørte godstog med det nedpakkede materiel med 500 meters afstand.

Evakueringen af industrivirksomhederne fra den vestlige del af Sovjetunionen i anden halvdel af 1941 var af afgørende vigtighed for Den Røde Hærs evne til vende de indledende store nederlag til den endelige sejr i 1945.

Zjukovs urdering

Borttransporten og genopbygningen af industrivirksomhederne under krigen betød lige så meget for landets skæbne som krigens allerstørste slag, lød vurderingen fra Den Røde Hærs øverstkommanderende, Georgij Zhukov, efter Anden Verdenskrigs afslutning.    

I midten af 1942, få måneder før krigslykken for alvor begyndte at tilsmile Sovjetunionen, var flere end 1200 virksomheder genindsat i krigsproduktionen.

Hvad der lå bag disse tal, fremgår med al tydelighed af en artikel i partiavisen Pravda, som beskriver hvorledes det lykkedes på to uger i vinterens kulde og mørke på en byggeplads uden for Sverdlovsk i den vestlige del af Sibirien at opføre to kæmpemæssige bygninger til en fabrik, som var blevet transporteret tusinder af kilometer fra krigsskuepladsen i Ukraine.

Tog pakket med maskineri og mennesker var på vej.14 dage og ikke en time mere må det tage! Studenter, kontorister, regnskabsfolk, butiksasistenter, husmødre, lærere og mange andre kom med skovle og økser og kæmpede med den frosne jord. På den 12. dag begyndte maskineriet at ankomme, og to dage senere begyndte fabrikken at producere krigsmateriel, hedder det med Pravdas ord.

Omvendt betød den succesrige evakuering af de sovjetiske industrivirksomheder og et tocifret milliontal indbyggere fra landets vestlige del, at det nazistiske Tysklands plan om at gennemføre en total udplyndring af det erobrede sovjetiske område ikke levede op til den tyske ledelses ønsker. Og det satte i sidste instans en stopper for det overordnede tyske mål med den raceideologiske tilintetgørelseskrig mod Sovjetunionen: Oprettelsen af et tysk imperium på ruinerne af Sovjetunionen og kommunismen.