Gennem de sidste par år har den almindelige debat om hjemløshed overvejende drejet sig om udenlandske hjemløse og den gene, de medfører, ved at være forstyrrende og ubehageligt synlige i gadebilledet.

Det er også en vigtig debat og et forhold, der er yderst påtrængende at forholde sig til. Men det retfærdiggør ikke, at vi glemmer danske hjemløse. De er der stadigvæk, og der er stadig et stort behov for at se dem og at forholde os til deres situation.

Til de, der ikke ved det, kan jeg indledningsvis oplyse, at Folketinget i 2008 bevilgede i alt 500 millioner kroner til en hjemløsestrategi. Pengene skulle, fordelt over fire år frem til 2012, bruges til, at en række kommuner kunne iværksætte udvalgte indsatser, der skulle have som mål at reducere antallet af hjemløse. Samtidig skulle der også måles på, hvad der var gode og virksomme metoder, og hvad der ikke virkede.

Men siden har der ikke været megen fokus på denne stort anlagte indsats, og der er det heller ikke nu, hvor strategiperioden er afsluttet og evalueret. Desværre, for indsatserne fortæller virkelig noget. Nemlig, at det, man har gjort, har haft en meget beskeden eller ingen effekt, bortset fra enkelte indsatser.

Ingen fokus på forebyggelse

Men det lærer man jo også noget af, hvis det altså bliver diskuteret, og man er villig til at tænke i andre end de kendte baner. Ellers risikere de 125 millioner kroner om året i fire år at være spildte penge, som ellers ville kunne have gjort noget godt for de 12-15.000 borgere, der i løbet af et år oplever hjemløshed på deres egen krop.

Det er nu ikke, fordi jeg er blevet særlig overrasket over, at strategien ikke har haft nogen effekt på omfanget af hjemløshed. Jeg savnede allerede i oplægget til strategien opmærksomhed på to vigtige faktorer, dels forebyggelse af hjemløshed, og dels vores grundlæggende uvilje mod at have mennesker med en anderledes livsform boende dér, hvor vi, der har vores på det tørre, selv bor.

Hjemløshed er stærkt forbundet med opvækst i fattigdom kombineret med omsorgssvigt.

Det er nu mere end 30 år siden, at jeg første gang mødte hjemløsheden i professionel sammenhæng, da jeg blev ansat som psykiatrisk konsulent på forsorgshjemmet Sundholm. Siden har jeg arbejdet med hjemløshed, mødt de hjemløse selv og forsket i hjemløshed.

Jeg havde i årene, inden vi begyndte at tælle hjemløshed i 2007, haft en fornemmelse af, at antallet af hjemløse bølgede op og ned, men dog holdt sig ret konstant. Det bekræftes af de tællinger, der nu foretages hvert andet år.

Det er også klart for mig, både på baggrund af egen og andres forskning, at hjemløshed er stærkt forbundet med opvækst i fattigdom kombineret med omsorgssvigt. Jeg ved, at risikoen for hjemløshed øges, når der har været en børnesag og fjernelse fra hjemmet. Jeg ved, at en mislykket skolegang og tidlig skoleophør, en manglende uddannelse, ungdomskriminalitet og misbrug af rusmidler tidligt i livet alt sammen oftere ses hos mennesker, der senere bliver hjemløse end i befolkningen som helhed.

Jeg ved, at historien om at den mand, der har levet en ganske almindelig, eller endnu bedre en særdeles god tilværelse, og som pludselig mister alt og ender som hjemløs, er en god historie, men også er så sjælden, at den ikke giver nogen mening til forståelse af hjemløshed.

Set over de 30 år er det også åbenlyst, at selvom den grundlæggende årsag er uforandret, er billedet af hjemløsheden under stadig forandring. Med samfundets nye forventninger til, hvad den enkelte borger skal kunne leve op til, forandres også hvornår i livsforløbet man stødes ud, og med samfundets skiftende syn på hvem der er værdige borgere, og hvem man ser skævt til, forandres også hvilke grupper, der udstødes.

Hjemløse bliver yngre og yngre

Dengang, jeg for første gang trådte ind på Sundholm, var både den institution og de mange andre forsorgshjem og herberger for hjemløse rundt omkring i landet befolket med midaldrende og ældre mænd, der have levet et ustabilt liv som sømænd, daglejere og løsarbejdere i landbruget og som gennem mange år havde drukket sig til social deroute og skader på sjæl og krop. Dem skulle man ikke nyde noget af at have ind på almindelige plejehjem.

Med stofmisbruget gik det meget hurtigere med at falde ud af samfundet, hvis man også havde de bagvedliggende belastninger. Det blev fra omkring 20 år siden stadig yngre personer, der havnede i hjemløshed. De stigende krav til uddannelse, ren straffeattest og effektivitet var sammen med et mere og mere utilgængeligt boligmarked med til at skubbe unge ud over kanten.

Og så var stofmisbrugere så dejligt nemme at beskylde for alskens kriminalitet og forstyrrelse af offentlig orden. Selvfølgelig ikke helt uden grund, men oftest ude af proportion. Dertil kom, at hvis der også var tale om indvandrerbaggrund eller en psykisk lidelse oven i det andet, var der endnu en årsag at skræmmes over og stigmatisere på baggrund af.

Det nytter ikke, at holde fast i en model, hvor herberger og forsorgshjem spiller en afgørende rolle

Vi ved jo godt, at børns opvækstforhold er afgørende for deres chancer her i livet, og at de, der ikke af en eller anden grund er så heldige at komme fri af elendigheden, bliver hængende fast i den. Alligevel er det et temmeligt overset element både i forståelsen af hjemløsheden og i indsatserne i hjemløsestrategien, især hvor målet var at reducere antallet af unge hjemløse.

Vi ved også godt, at det at have en bolig er helt afgørende for at sikre en stabil tilværelse. Det har til gengæld været en vigtig del af strategien, ja for så vidt en helt overordnet præmis. "Housing first" hedder det synspunkt, eller man kan kalde det den metode, der nu anses for vigtigst i arbejdet med hjemløse, og som sit andet led har, at der straks efter indflytning skal ydes en tilstrækkelig støtte i hjemmet til den tidligere hjemløse. Det virker, ved vi allerede fra udlandet, og nu ved vi også, at det virker herhjemme fra den forskning, der har været en del af strategien.

Det er, efter min vurdering, hvad der positivt er kommet ud af de 500 millioner kroner, og det ser ud til, at man i Socialministeriet er af samme mening, for det er det med støtten i eget hjem, der fremhæves som resultatet på deres hjemmeside.

Men der er også kommet det ud af strategien, at vi ved, at det er vanskeligt til det umulige at finde egnede boliger, og vi ved, at den form for socialt arbejde, som traditionelt er blevet udført, ikke har den tilstrækkelig effekt, og at den lovgivning, der definere arbejdet, heller ikke er tilstrækkelig.

Alligevel ser det ud som, at der mangler vilje til at forlade det kendte og reelt forsøge sig med andre veje. Det nytter ikke, at holde fast i en model, hvor herberger og forsorgshjem spiller en afgørende rolle som stabiliserende faktor, før en bolig kan komme på tale. Så tør vi jo ikke lade boligen være det første.

Håb til ny minister

Og når nu, det er svært under de almindelige forhold at bygge og finde boliger, der er billige og samtidig ordentlige, er det besynderligt, at staten betale halvdelen af prisen for at bo på et herberg. Hvorfor ikke bruge de penge på boliger og få reduceret antallet af herbergspladser betragteligt?

Både når det drejer sig om den helt nye gruppe af hjemløse migranter og de danske hjemløse siger min erfaring mig, understøttet af strategiens resultater, at hvis vi mener det alvorligt, at ville gøre noget ved hjemløshed – og det bør vi mene - må vi gøre op med traditionel tænkning og både i praksis og hvad angår lovgivning revurdere situationen.

Jeg håber Annette Vilhelmsen som ny socialminister vil sætte gang i den diskussion – og gøre det både i forhold til danske og udenlandske hjemløse.