"Vi taler så meget om kultur i verden, og ofte mere end klogt er om vor egen kultur i Danmark i dag. Det går under tiden så vidt, at man næsten får kvalme af det.

Forfængelighed, magtbrynde, havesyge og enhver form for egoisme har intet med kultur at gøre, ligeså lidt som "magt har ret". Alle disse uheldige egenskaber har over alt i verden taget et kolossalt opsving og slet ikke mindst i Danmark."

Rejsebeskrivelser fra Kina var på denne tid ofte decideret nedladende og patroniserende overfor kinesere. 

Disse ord kunne sagtens have været skrevet i og om nutidens Danmark. Men det er de ikke. De er skrevet i årene efter Anden Verdenskrig, i en selvbiografisk beretning om min oldefar Frederik Christian Mathiesens liv i Kina mellem år 1900 og 1936. En beretning som jeg fik fingrene i, da Frederiks søn Christian døde for nylig.

Min oldefar kom til Kina i 1900 for at arbejde for Store Nordiske Telegrafselskab (i dag GN Store Nord) i Shanghai. Han beskriver en by, hvor der var rickshaws, bærestole og heste i gaderne, men endnu ingen biler, busser eller sporvogne. Vesterlændinge omgikkes ikke med kineserne, der var forment adgang til de parker i Shanghai, som var forbeholdt europæerne.

Desuden var Bokseropstanden, et antiimperialistisk bondeoprør, i fuld gang med at blive knust af de vestlige imperialistmagter i ”halvkolonien” Kina. 

Nedladende europæere

Der boede i starten af det tyvende århundrede blot et par hundrede danske missionærer og handelsfolk og et par tusinde briter i Kina.

Alligevel styrede Storbritannien i et land med over 400 millioner indbyggere over halvdelen af Kinas udenrigshandel. Blandt andet ved, at de og andre vestlige lande, sammen med Rusland og Japan, tvang Kina til at indgå ufordelagtige frihandelsaftaler, der skulle åbne landet for deres firmaer, uden at disse skulle betale skat eller overholde kinesiske love. 

Rejsebeskrivelser som dem, Frederik skrev fra Kina, var på denne tid desuden ofte decideret nedladende og patroniserende overfor kinesere.

I et sprog, der var typisk for tidens europæeres syn på mennesker fra andre dele af verden, omtalte Frederik i 1901 i et brev til sin far "to dusin kinesere på kontoret" som "ikke synderligt begavede, skævøjede, langhårede driverter".  

Kulturforståelsen vokser frem

Men Frederik fik efterhånden kinesiske venner og bekendte, som kollegaen Kung Pah King og den senere krigsherre, præsident og kortvarigt kejser Yuan Shikais søn Yuan Keding, som skaffede ham job som rådgivende ingeniør for den kinesiske regering. Og stille og roligt fik han et langt mere reelt og positivt syn på kinesere og deres kultur. 

I beretningen beskriver han, hvordan der er mange "tvivlsomme" europæere i Kina, som bryder deres løfter og snyder og bedrager kineserne. Han tilføjer: 

"Til trods for de utallige moderne behageligheder, vi er i besiddelse af i Vesten, er jeg ikke så sikker på, at kineserne ikke står højere end os på det kulturelle område. I de vestlige lande, siger kineserne, skrider udviklingen mere og mere i retning af, at politiske partier tilriver sig magten, næsten udelukkende ved køb af stemmer mere eller mindre maskeret.

Kineserne foragter dette system. Den alt for forfladigende materialisme knuser ægte næstekærlighed, den knuser fantasien, den knuser forståelsen af, at kærlighed er den altskabende og opretholdende kraft i verden."

Find hjertets kultur

Selvom han således kritiserer det vestlige politiske system, kan Frederik, ud fra hans breve, inspektionsrapporter og beskrivelser at bedømme, ikke kaldes hverken hel eller halv socialist. Han tog således med sin kone og tre børn hjem til Danmark, da Maos Røde Hær kom for tæt på deres hjem i Wutungchau i det nordlige Kina under Den Store March.

Han var heller ikke fortaler for "dogmet om, at alle mennesker er ens", men var alligevel i sine skriverier fortaler for en fælles "hjertets kultur". 

"Sand kultur er i virkeligheden "hjertets kultur", som det eneste sande og holdbare. Hjertets kultur medfører en velvillig bedømmelse af sine medmennesker, en kærlighed til alt, hvad der er smukt og godt, og en afsky for råhed, brutalitet og vold i en hvilken som helst form. Den udvikler takt og charme. Den findes såvel i hytten som på slottet. Den skærer igennem alle samfundslag og nationer."

I Danmark og andre vestlige lande ser vi ofte vores kultur som værende i en konstant udvikling mod det bedre, i en slags evig vækst og fremskridt. Den senere tids udvikling i Danmark, med konstant krigsdeltagelse, stigende ulighed, hån og mistænkeliggørelse af alt fra arbejdsløse til folk fra andre kulturer og en materialisme, der fører et evigt stigende forbrug med sig, der har skabt den nuværende klimakrise, synes at modsige dette synspunkt. 

Så måske skal vi, som min oldefar gjorde det, kigge både indad og udad i verden for at (gen)finde den hjertets kultur, som han omtaler. For vi er efter min mening på vej væk fra den med syvmileskridt.