Tak til Ellen Brun og Jacques Hersh (B&H) for at tage en meget vigtig diskussion op i Arbejderen den 25. november, nemlig spørgsmålet om antiimperialisme i dag.

>> LÆS: Venstrefløjen har brug for et "Reality Check"

I Kommunistisk Parti er vi helt enige i, at den diskussion er vigtig. Det er en af grundene til, at partiet for tiden har valgt at bruge en hel del af vores sparsomme kræfter på at sætte fokus på netop imperialismen i dag.

Vi er enige i, at der er megen forvirring om definitionen på imperialisme. Store dele af venstrefløjen behandler på opportunistisk vis imperialismen, som om den er forskellige nationers udenrigspolitik, som kan ændres ad parlamentarisk vej. At kampen mod imperialismen først og fremmest skal vendes mod USA’s udenrigspolitik.

Store dele af venstrefløjen behandler imperialismen, som om den er forskellige nationers udenrigspolitik, som kan ændres ad parlamentarisk vej. 

Vi ser også de samme kræfter i humanismens navn fungere som halehæng til imperialismen. Det er systemet, der har monopol på at forme befolkningernes mentalitet og forståelsesramme i dag. Medierne fungerer udelukkende som talerør for eliten/magten. De har droppet enhver form for kritisk journalistik. Det er virkelig vanskeligt at orientere sig i en sådan desorienterende mediestrøm.

Derfor er det, som det påpeges af B&H, vigtigt at gøre sig klart, hvilken analytisk metode der er anvendelig for at forstå – og lægge en strategi i kampen mod – imperialismen for de antikapitalistiske kræfter, som B&H kalder den genuine venstrefløj eller de antisystemiske aktører.

Den analytiske metode

Jeg vil ikke her gå langt ind i den historiske udvikling af marxismen, men blot slå fast, at for Kommunistisk Parti er Lenins analysemetode stadig aktuel, på trods af dens 100-årige eksistens. Det vil sige, at vi ser imperialismen som kapitalismens højeste stadie.

Jeg er usikker på, om B&H er uenige i dette med deres henvisning til Samir Amin. Det vigtige er, at udviklingen er gået fra vare- til kapitaleksport og koncentrationen af kapitalen til monopoler.

Medierne har droppet enhver form for kritisk journalistik. Det er virkelig vanskeligt at orientere sig i en sådan desorienterende mediestrøm.

Jeg ser ingen modsætning, blot en understregning af Lenin, når Amin fremhæver, at med nyliberalismens fremkomst i kølvandet af den systemiske krises gennembrud i 70’erne bliver kapitalismen til "generaliseret kapitalisme" med nye særtræk som finansialisering som profitmaksimaliseringsredskab og med indskrænkning af demokratiet for arbejderklassen og folkene.

På trods af at de revolutionære kræfter er svage (defensive), er, (som Lenin fastslog), den æra, vi lever i, de socialistiske revolutioners periode. Det er kampen mellem kapitalisme og socialisme. At der har været tilbageslag, ændrer ikke noget ved det. Jeg mener ikke, at vi kan give Marx skylden for den eurocentrisme, der eksisterer i dag.

Marxismen har udviklet sig siden kapitalismens barndom og er rigere på erfaringer. Og Marx selv udviklede jo også sine synspunkter efterhånden, som verden udviklede sig.

Her henviser B&H til Marx’ artikel om det irske spørgsmål, der omhandler Irlands ret til national selvbestemmelse. Lenin arbejdede videre med det nationale spørgsmål og præciserede retten til national selvbestemmelse, blandt andet i modsætning til Rosa Luxemburg.

Så når vi i dag ser en venstrefløj som blandt andre partierne i Europæisk Venstreparti, der slutter op om nogle af imperialismens krigseventyr, og som arbejder for bevarelsen af EU gennem såkaldte reformer, så må det stå for deres egen regning – ikke for Marx og Engel's.

Platformen​

Jeg går ud fra, at vi er enige om, at en antikapitalistisk strategi må være underlagt det overordnede strategiske mål: socialismen. Derfor er det vigtigt, at de elementer, der indgår i den antiimperialistiske kamp, understøtter det overordnede mål.

B&H fremlægger otte punkter, som efter deres mening burde inddrages i den nuværende verdenssituation. Kommunistisk Parti er enig i de fleste af disse punkter.

Men der er enkelte punkter, som enten er uklare eller ikke understøtter det overordnede strategiske mål:

Unipolaritet/multipolaritet

Jeg kunne godt tænke mig at få uddybet, hvad der menes med "støtte til projektet om en multipolar verden imod unipolaritets hegemoni".

Verden bliver ikke i sig selv mere fredelig ved at have flere imperialistiske poler. Det afhænger af arbejderklassens styrke – nationalt såvel som internationalt. På trods af at USA er svækket økonomisk, og dollaren er under pres, er det fortsat verdens førende militære supermagt.

Det er rigtigt, at verden bevæger sig fra en unipolær verden med USA som den eneste supermagt til en multipolær verden med en række regionale stormagter, som for eksempel Rusland og Kina, som omtales i artiklen.

Pyramiden

B&H "begrebsliggør" verden som en pyramide, hvor lande kæmper for at komme op i toppen af det imperialistiske system. Pyramiden er et godt billede på, at verden er et imperialistisk system, hvor alle stater kæmper for sin plads. Enten på vej op eller ned. Det er lige nøjagtigt det, som sker ved bevægelsen fra én imperialistisk pol til flere. Der byttes plads i pyramiden.

Men imperialistiske krige skyldes ikke specifikke styrkeforhold mellem kapitalistiske stater på et givet tidspunkt, men de kapitalistiske lovmæssigheder: Den ulige kapitalistiske udvikling, konkurrencen mellem monopolerne og jagten på merprofit. Det er den monopolistiske konkurrence, der fører til militærinventioner og krige.

Denne konkurrence føres på alle måder af monopolerne og de kapitalistiske stater, som varetager deres interesser. Det udtrykkes gennem mellemstatslige aftaler, som konstant bestrides i henhold til den ulige udvikling.

Arbejderklassen skal ikke gøres til halehæng for hverken den ene eller den anden imperialistiske stormagt. 

Tidligere krige, som blandt andre Anden Verdenskrig, blev netop sluppet løs i ”de uretfærdige” aftalers navn. Det er vigtigt ikke at skabe illusioner i denne sammenhæng. En multipolær verden er ikke en verden med fred og social udvikling, men fortsat en imperialistisk verden. Og USA-imperialismens vej ned ad den globale økonomiske rangstige gør den kun mere aggressiv end tidligere. Et svækket USA og et opbrud i de interimperialistiske modsætninger kan give nye muligheder for arbejderklassen og folkene, hvis disse modsætninger udnyttes.

Men arbejderklassen skal ikke gøres til halehæng for hverken den ene eller den anden imperialistiske stormagt. 

Kamp mod NATO og EU 

Kommunistisk Parti er enig i, at kampen mod NATO skal opprioriteres. Men jeg er lidt usikker på, om B&H mener, at det er på bekostning af EU-modstanden.

Kampen mod EU og NATO er en del af den samme kamp. Begge organisationer repræsenterer den vestlige imperialismes monopoler. EU varetager de europæiske monopolers interesser og er en aktiv aktør i udplyndringen af ressourcer overalt, ligesom det er et redskab vendt mod den europæiske arbejderklasse.

Kampen mod EU er arbejderklassens kamp for sine rettigheder, både socialt og demokratisk. I dag ser vi overalt i Europa arbejderklassen kæmpe mod resultaterne af EU's nyliberale omfordelingspolitik og kapitalens grænseløse verden.

Vi ser ligeledes den europæiske arbejderklasse (og arbejderklassen i hele verden) gå til kamp for deres nationale selvbestemmelse. Her vil det være vigtigt, at de antikapitalistiske kræfter går foran i stedet for højrepopulister som Trump, Le Pen og så videre. Derfor er kampen mod EU på en og samme tid en social og antiimperialistisk kamp.

Kampen mod globaliseringen

Kampen mod konsekvenserne af kapitalens internationalisering – også kaldet globalisering – bør også være et punkt på en antiimperialistisk platform. Globalisering er et andet ord for storkapitalens offensiv mod arbejderklassen på tværs af grænserne.

I dag konkretiseres det ved kampen mod TTIP, CETA med mere. Jeg håber på, at flere vil gå ind i denne vigtige diskussion, som B&H har rejst. Kampen mod krigen og fremmarchen af det yderste højre presser denne diskussion frem på den aktuelle dagsorden.