AKP-regeringen i Tyrkiet ignorerer fuldstændig folkeopinionen. AKP-regeringen tror, at den kan løse alt med magtanvendelse, og den synes at sætte sin lid til, at Tyrkiet er den største politistat i verden.

Det er meget vanskeligt at opretholde sin politiske magt ret meget længere, når man først er begyndt at bruge politistyrken som håndhæver af sin autoritet. AKP-regeringen kan selv konstatere, at den - snarere end at styrke sin position gennem en demokratisk proces - støtter sig på politimagten.

Tiden er inde til at opfylde kravene om frihed og demokrati for det kurdiske folk.

Vi ser en lignende tilgang til Tyrkiets vigtigste problem: det kurdiske problem. Til trods for, at den kurdiske frihedsbevægelses guerilla har trukket sig tilbage fra Tyrkiets grænser, tager staten ikke skridt henimod en demokratisering.

Den kurdiske frihedsbevægelse tager processen meget alvorligt, men det møder ingen genklang hos staten. En stat, der på denne måde håndterer en af mest afgørende udviklinger i landets nyeste historie, klarer det nok ikke bedre i forhold til andre samfundsproblemer.

Hvor bliver den tyrkiske regering af?

Den kurdiske frihedsbevægelse løslod sine fanger, trak sine styrker tilbage fra grænserne og sikrede på den måde en atmosfære af fred; på dette stade kan intet andet forventes af vor bevægelse.

AKP-regeringen må handle nu, hvis den ikke vil stilles over for spørgsmål om sin integritet og oprigtige vilje. I dag er allerede mange i tvivl herom.  Vi tror ikke på, at man kan handle politisk, hvis tankegangen præges af ængstelse. Men dette svigt i integriteten bedømmes meget alvorligt af den kurdiske frihedsbevægelse.

Hvis AKP-regeringen er af den anskuelse, at den kurdiske frihedsbevægelse ikke har noget andet valg end at fortsætte processen, tager den grueligt fejl.

Den kurdiske frihedsbevægelse støttes af snese af millioner mennesker og af tusinder af trofaste medlemmer. Den, der ikke tager dette alvorligt, udsætter sig selv for fare. Hvis AKP-regeringen tror, at den igen kan bruge vildledning eller fjerne opmærksomheden fra det kurdiske folks leder eller fra den kurdiske frihedsbevægelse, narrer den blot sig selv.

AKP-regeringen bør omgående vurdere den vægt, der ligger i tilbagetrækningen af guerillastyrkerne og handle i overensstemmelse dermed. Hvis en regering, der tidligere har erklæret, at "hvis guerillaerne trækkes tilbage, vil problemet være løst", ikke flytter sig og ikke handler, så vil spørgsmålet om dens integritet naturligvis blive ved at hænge over den.

Intet mindre end uforsigtighed kan karakterisere situationen. Hvis regeringen ikke snart vågner op, vil den ikke være i stand til at bære den tunge byrde, der bliver følgen. 

PKK's erfaringer

PKK er fyrretyve år gammel. I al den tid har det ført politik og kæmpet i den hårdeste del af verden. Enhver organisation, der har klaret sig og i fyrre år stædigt har kæmpet i Mellemøsten, har uden tvivl samlet vidtspændende politiske erfaringer og akkumuleret et mægtigt potentiale af overbevisning og kampvilje. Enhver, der ikke virkelig forstår dette, er sikker på at komme til kort.

Vores organisation og dens ledelse vil ikke lade sig føre af sporet. Guerillaerne har trukket sig tilbage fra grænserne for at give plads til, at den politiske proces kan begynde. Det vil sige en juridisk og forfatningsmæssig reform. Det er tid nu at tage disse skridt.

Arbejdet på en ny forfatning må fremskyndes og afsluttes. Hvis regeringen er seriøs, så må den i det mindste tillade den kurdiske chefforhandler at varetage sin rolle på behørig vis.

Tiden er inde for opfyldelsen af kravene om frihed og demokrati for det kurdiske folk - som har kæmpet for det i fyrre år. Sker det ikke, er det kurdiske folk parat til at kæmpe for det i endnu mange år. Slaveri vil ikke blive accepteret, derfor vil kampen vare ved, og hvis det kurdiske folk ikke får sine frihedsrettigheder, vil kampen kun blive forstærket.

Kurderne har en tradition for modstand og kamp. Det er derfor, at de, der tror, at de kan beholde magten uden at løse det kurdiske problem, endnu ikke har forstået, hvad de har med at gøre.

Den kurdiske frihedsbevægelse har indtil nu gjort, hvad den har lovet. Det er nu regeringens tur til at gøre det samme. Den må tage sådanne skridt, som kan skabe tillid hos det kurdiske folk og hos de demokratiske kræfter i Tyrkiet. AKP må så hurtigt som muligt imødekomme de krav, som fremsættes af den kurdiske befrielsesbevægelse, det kurdiske folk og de demokratiske kræfter i Tyrkiet.