Hvorfor kan Danmark ikke stille noget op over for multinationale selskaber?

I hele verden har vi de senere år set en ærgerlig tendens til, at multinationale selskaber får større magt over lovgivningen globalt og lokalt. Det er et problem, når store selskaber, som drives af økonomiske interesser, bliver mere magtfulde end vores demokratisk valgte politikere.

Det kan have store konsekvenser for Danmark, når international lovgivning først og fremmest tilgodeser de økonomiske interesser, som eksempelvis underminerer arbejdstagerrettigheder eller betyder lavere miljøstandarder.

Det seneste årti har vi set, hvordan en række handelsaftaler tilgodeser multinationale selskabers interesser på bekostning af nærdemokratiet. 

Derfor håbede jeg på mere vilje og mod til at diskutere løsninger på problemet, da jeg for nylig havde handels- og udviklingsministeren, Mogens Jensen, i samråd i forbindelse med vagthundsorganisationen Danwatch's afsløring af danske pensionsselskabers indblanding i grov udnyttelse af småbønder i Indien.

Ministeren som beskytter

Det er ikke første gang, vi hører om multinationale selskabers systematiske udplyndring af mennesker og miljø rundt omkring i verden, og derfor appellerede jeg under samrådet til ministeren om, at vi må begynde at skride ind over for denne praksis. 

Til min store skuffelse valgte ministeren ikke at imødekomme mine talrige forespørgsler. I stedet henviste han til en række frivillige internationale retningslinjer for virksomheder, Corporate Social Responsibility-politikker og andre vage hensigtserklæringer, som multinationale selskaber kan gemme sig bag, uden at kunne straffes juridisk, hvis de ikke følger retningslinjerne.

Ifølge ministeren er der altså intet at stille op, de multinationale skal behandles med fløjlshandsker.

Ifølge ministeren er der altså intet at stille op. De multinationale skal behandles med fløjlshandsker, og vi må ikke på nogen som helst måde skride ind over for dem i Danmark, i Indien eller nogen som helst andre steder af frygt for at trodse "jobskaberne" og miste deres eftertragtede investeringer. 

I stedet hører vi i en uendelighed, hvordan politikernes fremmeste opgave er at sikre de "bedste rammevilkår" for udefrakommende investorer og for kapitalens og varernes frie bevægelighed – uanset konsekvenserne. 

TTIP styrker de multinationales magt

Takket være EU og USA er der de seneste 10-15 år blevet opbygget et stort puslespil af traktater og aftaler, der skridt for skridt giver "bedre rammevilkår" – først og fremmest ved at institutionalisere de multinationales magt over udviklingen i samfundet. Og denne udvikling ser kun ud til at fortsætte, hvis vi ikke ændrer vores tankegang og politik på området.

For nylig offentliggjorde den hollandske tænketank Transnational Institute (TNI) deres årlige "State of Power"-rapport, hvor det fremgår, at den helt afgørende brik i dette store puslespil er den frihandels- og investeringsaftale mellem EU-USA (TTIP), der for tiden er under forhandling.

TTIP vil yderligere tippe vægtskålen til fordel for de multinationales interesser på bekostning af mennesker og miljø. Dette sker primært gennem tre mekanismer:

For det første, presser de multinationale på for en vidtgående "harmonisering", der vil føre til et kapløb mod bunden, som vi har set i andre frihandelsaftaler. Virksomhederne presser på for en nedadgående harmonisering på alle standarder og regler, der på den ene eller den anden måde begrænser deres profitinteresser på det kommende transatlantiske marked.

Racet mod bunden

Når eksempelvis kontrollen med den finansielle sektor er strengere i USA end i EU, er det EU's regler, der skal være udgangspunktet for harmoniseringen. Og når EU's forbrugerstandarder er skrappere over for fødevareindustrien end i USA, er det på tilsvarende vis USA's standarder, der skal være udgangspunktet.

For det andet vil TTIP igangsætte et fremadrettet "reguleringssamarbejde", der vil give erhvervslivets interesseorganisationer en - selv for EU - uhørt mulighed for at påvirke lovgivning.

Som en videreudvikling af reguleringssamarbejdet i frihandelsaftalen mellem EU og Canada (CETA) vil man oprette et fælles reguleringsorgan, der skal bringe topembedsmænd fra EU og USA sammen for at agere filter imod enhver form for lov eller regel, som kan hæmme den frie strøm af varer og kapital over Atlanten.

Organet vil operere uafhængigt af medlemslandene som en overnational lovgivende magt, og skal være hævet over enhver form for demokratisk kontrol – med god mulighed for, at de multinationale selskabers lobbyister kan hviske organ-medlemmerne råd i ørerne.

Globale monopolinteresser er trumf 

Sidst, men ikke mindst, ser det ud til, at TTIP vil inkludere et element, der helt eksplicit handler om at styrke de multinationales muligheder for at antaste demokratiske beslutninger.

Gennem den dybt kontroversielle ISDS-mekanisme skal multinationale selskaber ganske enkelt kunne sagsøge stater for at indføre love eller regler, som de er utilfredse med. Det har i andre aftaler haft grelle konsekvenser.

Eksempelvis har det svenske energiselskab Vattenfall lagt sag an mod den tyske regering, grundet beslutningen om at udfase atomkraft. Og det franske selskab Veolia har på tilsvarende vis sagsøgt Ægypten for landets beslutning om at hæve mindstelønnen. 

Det franske selskab Veolia har sagsøgt Ægypten for landets beslutning om at hæve mindstelønnen. 

Gennem TTIP ser vi altså meget håndfaste bindende mekanismer, der beskytter kapitalinteresser ved aktivt at indskrænke demokratiets råderum.

Alle former for love og regler, der ville være til fordel for mennesker og miljø, men falder for anklagen om at være en "handelsbarriere", vil stå for skud. Og TTIP er, som nævnt, blot den seneste aftale under opsejling i et globalt netværk af aftaler og traktater, der alle handler om at skævvride magtforholdet mellem demokrati og globale økonomiske interesser.

På den baggrund er det endnu mere frustrerende, at ministeren på samrådet gang på gang nævnte, at der intet var at gøre over for de multinationales plyndren. For kan det virkeligt være rigtigt, at vi pinedød skal behandle de multinationale med fløjlshandsker, alt imens deres ret til at plyndre os og miljøet aktivt styrkes gennem aftaler som TTIP? 

Det er det naturligvis ikke. Heldigvis møder TTIP - den afgørende brik i elitens puslespil - massiv og stigende modstand. 

Modstand mod TTIP vokser

Herudover skete der et regulært politiske gennembrud i sommeren 2014 i regi af FN's menneskerettighedsråd. I september 2013 fremsatte Ecuador et forslag om, at der skulle oprettes en mellemstatslig arbejdsgruppe for at udarbejde en traktat med bindende forpligtelser til multinationales overholdelse af menneskerettigheder. 

Efter en lang og sej kamp, hvor særligt EU og USA modsatte sig forslaget, blev det stemt igennem i juni 2014 primært drevet af lande i det Globale Syd. Dette skete til trods for EU-delegationens trusler om, at de multinationale ville"straffe" netop landene i det Globale Syd ved at afholde sig fra at investere i regionen. 

Som TNI's rapport påpeger, er de vestlige regeringer – desværre – ofte på det forkerte hold i valget mellem at forsvare de multinationales ret til at plyndre eller at forsvare ofrene for menneskerettighedsovergreb. Og det bekræftede handels- og udviklingsministeren desværre under vores nylige samråd. 

Men som slagsmålet i FN viser, behøver det ikke at være sådan. Vi kan godt stille de multinationale til ansvar. Vi kan godt beslutte, at menneskerettigheder (i bred forstand) skal gå forud for de multinationales snævre profithensyn – det kræver ganske enkelt bare de politiske visioner og mod. 

Så kære Minister, vil du ikke nok lytte til dine kollegaer i Syd?