Først vil jeg gøre klart, at jeg aldrig har mødt forældre, der har været stolte af, at et ungt familiemedlem er draget i religiøs krig. Tværtimod frygter de, at deres unge kommer i kontakt med ekstremt religiøse miljøer. Forældrene vil samarbejde med alle, der kan forhindre de ekstreme holdninger.

Radikalisering optager forældre, institutioner og debattører. Det sker blandt unge i alle samfund, man kan følge i mediebilledet, især efter 11. september 2001.

11. september medførte et skred i holdningen til muslimer, som blev skåret over en kam, så alle blev betragtet som farlige ekstremister.

Dengang skete der noget med verden. USA og flere europæiske lande gik ind i Afghanistan og Irak. Denne indblanding i muslimske landes anliggender opfattede nogle religiøse grupper som en besættelse. De brugte religionen som samlingspunkt mod besættelsesmagten.

11. september medførte også et skred i holdningen til muslimer, som blev skåret over en kam, så alle blev betragtet som farlige ekstremister.

Profil af en ung ekstremist

Ud fra mange års erfaring vil jeg give mit bud på en profil af unge med interesse for ekstremisme.

De kan have oplevet fysisk og psykisk vold og generelt føle sig svigtet af voksne. De kan have været på kant med loven. De har ikke oplevet anerkendelse. De er vokset op uden faderfigurer og forbilleder.

En hård barn- og ungdom skaber enten tilbageholdende eller udadreagerende personligheder. Tilbageholdenhed viser sig både i familien og i sociale fællesskaber. De udadreagerende søger tidligt udfordringer og grænser.

Tilbageholdende unge udvikler ofte lavt selvværd, lav selvtillid og lav selvfølelse. De føler sig uduelige og udenfor. Derfor søger de anerkendelse og bekræftelse fra ekstremistiske grupper.

Udadreagerende unge får opmærksomhed på grund af deres mod til at kæmpe for deres sag. De kan have gode kommunikative evner. Deres selvværd og karisma kan give dem ledende roller hos ekstremt religiøse grupper.

Medvirkende faktorer

Forældre ønsker det bedste for deres børn, men blandt andet følgende kan få nogle unge til at finde håb/mening hos ekstremister:

Forældrene kæmper med arbejdsløshed, helbredsproblemer, stofmisbrug og/eller en trængt økonomi. Forældrenes interne kommunikation er nedladende og bebrejdende, de tyr til vold mod hinanden og i opdragelsen. Familiemedlemmerne bekæmper hinanden.

Forældrene lever isoleret uden kontakt til danskere og uden et kulturelt netværk. De har ringe kendskab til dansk sprog, kultur og samfund. Forældrene kontrollerer deres børn af frygt for, at de bliver ”for danske” eller tiltrækkes af ekstreme grupper.

Når de unge udvikler ekstremt religiøse holdninger, går forældrene i panik. De lever i angst og føler skyld og skam. En stor del tør ikke dele deres afmagt med andre.

Forældrenes psykiske tilstand bliver dårligere. Forældrene henvender sig først til deres egen læge, men fortæller ikke den egentlige grund til, at de har det skidt og ikke kan sove. Derfor får de sovepiller til at medicinere sig ud af deres barns ekstreme interesse for religion.

Samfundet

Generelt har samfundet et negativt syn på muslimer. I debatter fremstilles muslimer som roden til alt ondt. Det graver grøfter mellem muslimer og den øvrige befolkning.

Debattørerne omtaler for eksempel integration negativt. Muslimske unge ses primært som problematiske for samfundet.

Vores skoler, uddannelsessteder og arbejdspladser er generelt ikke gearet til socialt udsatte, især ikke muslimer. Der mangler koordinering og en forebyggende indsats i forhold til udsatte børns og unges sociale interaktion med samfundet.

Vi ved, at nogle unge tager af sted for at deltage i krig. Vi skal ikke bebrejde hinanden og placere ansvar og skyld. Radikalisering er et fælles ansvar, og vi må sætte ind på alle fronter.

Forebyggelse af radikalisering

Der skal skabes dialog mellem forældrene og aktører omkring børnene. Vi må kalde ting ved rette navn, styrke samarbejdet og undgå udenomssnak. Vi skal holde indgåede aftaler i forhold til de unge.

Vi skal se positivt på hinanden. Forældre skal være bevidste om, at deres omtale af samfundet har betydning for deres børn.

Debattører skal indse, at muslimer er andet end deres religion. De skal se muslimers funktioner og roller i samfundet på lige fod med alle andre, og lægge vægt på det, så befolkningen påvirkes i positiv retning.

Hvis et ungt menneske sender signaler, som indikerer radikalisering, skal vi straks gå til forældrene og udarbejde en handleplan.

Uddannelsesinstitutioner skal skabe rum for læring. De unge skal inkluderes i fællesskabet og bringes til at tro på sig selv, for eksempel ved at få en uddannelse.

Med udgangspunkt i individet iværksættes nødvendig støtte, så den unge føler sig som en del af fællesskabet og ikke har behov for ekstreme gruppers anerkendelse.

Det er utopi at tro, at vi helt kan forebygge unges interesse for radikalisering. Men jeg er overbevist om, at vi i fællesskab kan minimere tilstrømningen til de ekstremt religiøse grupper.